Tynd Blu-ray-afspiller og smuk koreansk pige. Hvor er livet herligt med gadgets!
Ser dit hjemmebio-grej stort og klodset ud sammenlignet med dit nye superflade stuealter? Samsung er klar med løsningen.
Nu hvor Samsung har gjort vores fladskærme utroligt tynde, så lader det til, at turen nu er kommet til Blu-ray-afspilleren. Koreanerne har netop offentliggjort en række fotos på firmaets Flickr-side, hvor de afslører en helt ny Blu-ray-afspiller, der blot er 23 millimeter tynd.
Afspilleren bliver vist for omverdenen på CES 2011-messen i Las Vegas, der løber af stablen fra den 6. til den 9. januar. Den understøtter selvfølgelig både 2D- og 3D-film, og har også forbedret 2D til 3D-konvertering, men den slags fiksfakserier giver vi ikke meget for her på Recordere.dk. Den understøtter også apps, og kan hente info fra eksempelvis Facebook og Twitter og vise det på skærmen.
Hvad Blu-ray-afspilleren ikke har i tykkelsen, kompenseres derfor i længden eller bredden, alt efter hvordan den placeres. Men elegant det er den da.
Vi tager et nærmere kig på den når vi gennemtrawler messegulvet på CES 2011 for spændende produkter.