
Ives firma har primært været fokuseret på at lave personlige AI-hardwareprodukter, som vi indtil videre ved meget lidt om.
Det er naturligvis altid interessant, når et pengestærkt tech-firma viser interesse for en lille, innovations- eller designbaseret virksomhed. Det hele bliver kun endnu mere interessant, når denne virksomheds produkter er dybt hemmelige og omgæret af mystik.
Men interessen kommer op i det røde felt, når virksomheden er startet og ejet af Jony Ive, den tidligere chefdesigner fra Apple, som skabte det look, der har givet virksomhedens dens nuværende status. Og det er netop, hvad det anerkendte tech-site The Information har opsnuset.
Ifølge mediet overvejer OpenAI lige nu, om det markedsledende AI-firma skal købe io Products. Det er navnet på den relativt nystartede virksomhed, som Jony Ive har skabt sammen med OpenAI-medstifteren og -spydspidsen Sam Altman.
Vi hørte første gang om at de to var gået i gang med at brygge på nogle nye produkter i september sidste år. I dybeste hemmelighed var nogle af folkene ansat i Jony Ives designvirksomhed LoveFrom gået i gang med at kigge på, hvordan man kunne lave personlige AI-produkter, folk rent faktisk gider at bruge.
Ikke en telefon
Designarbejdet foregår angiveligt i et baghus ved LoveFroms relativt nye hovedkvarter i det centrale San Francisco. Designarbejdet har på det seneste fået mere struktur, og er blevet separeret ud i et decideret firma, der som nævnt hedder io Products. Det er dette firma, OpenAI angiveligt nu overvejer at købe.
Ifølge The Information skulle prisen ligge på 500 millioner dollar, eller lige omkring 3,4 milliarder kroner. Det er naturligvis mange penge for et firma, der endnu ikke har lanceret et produkt. Men prisen siger måske noget om tilliden til, hvad firmaet har på tegnebrættet.

Vi ved stort set intet om sidstnævnte. Men The Informations kilder, der angiveligt er ret tæt på processen, siger, at de foreløbigt præsenterede idéer blandt andet omfatter AI-baserede ting til hjemmet. Nogle af kilderne siger at den mest personlige enhed er en slags ”telefon” uden skærm, mens andre kilder insisterer overfor The Information, at der på ingen måde er tale om en telefon.
AI-enheder ingen succes endnu
Jony Ive sagde i et interview med New York Times sidste år, at hans interesse i AI-baserede enheder handler om at lave en enhed, der ”forstyrrer sociale situationer mindre end en telefon”. Så de kilder, der siger, at der ikke er tale om en telefon har nok ret. Men, som The Informations kilder også siger, så er der stadig ingen helt færdige designs klar endnu.
De foreløbige forsøg på at lave dedikerede hardware-enheder til AI har ikke været specielt heldige. Klasseeksemplet er Humane og deres AI Pin. Det var en slags AI-brosche, man kunne bære på tøjet, og som kunne svare på spørgsmål, blandt andet ved at projicere informationer på ens hånd.
Den kostede over 5.000 kroner og var så upopulær, at der ifølge visse rapporter blev returneret flere eksemplarer af den, end der blev solgt (med andre ord blev også demo- og testeksemplarerne også returneret). Den blev trukket tilbage fra markedet i februar.