
Du kan bygge 5-6 Øresundsbroer for de penge, firmaet bag ChatGPT netop har hentet hjem. For firmaets samlede værdi kan du f.eks. købe Grækenland.
Først skal det måske lige nævnes, at der ikke er tale om en aprilsnar, selv om der står 1. april på kalenderen. Det kunne man måske ellers tro, når man tager de høje (og, vil nogle måske synes, nærmest absurd høje) beløb i betragtning.
Men den er god nok. Markedslederen indenfor generativ AI, OpenAI, har netop slået rekorden for, hvad et tech-selskab nogensinde har samlet ind i en enkelt investeringsrunde, før firmaet bliver børsnoteret. Og dermed har OpenAi samtidig fået en endnu højere værdiansættelse. Det skriver CNBC.
OpenAI har i sin seneste investeringsrunde hentet 40 milliarder dollar, hvilket ved dagens kurs svarer til 276 milliarder danske kroner. Det kan man næsten bygge seks Øresundsbroer for, når man opdaterer omkostningerne til sidstnævnte til 2024-kroner. Eller du betale 64% af danske kommuners nettodriftsudgifter for de penge.
Den nye investeringsrunde har dog også som nævnt betydet en ny værdiansættelse for OpenAI, der nu ifølge CNBC er 300 milliarder dollar værd, svarende til næsten 2,1 billioner kroner. For de penge kan du dække alle Danmarks offentlige udgifter i 2024 – tre gange.
En million nye brugere på en time
Eller, hvis prisen svarer til landets bruttonationalprodukt, kan du købe New Zealand, Grækenland eller Peru for pengene, og stadig have lidt til overs til at snolde for (faktisk vil du kunne købe en hel del slik-virksomheder for de penge, der er til overs…). Det eneste ikke-børsnoterede selskab, der har en højere vurdering, er SpaceX. Musks rumeventyr er vurderet til 350 mia. dollar.
Hvis OpenAI var børsnoterede og kunne fastholde den samme værdiansættelse, ville de nu være større end selskaber som Samsung Electronics, Cisco, IBM, Qualcomm, og Sony og være det fjortende- eller femtende-største tech selskab i verden. Der er dog stadig langt op til nummer ét, Apple, der ligger omkring 3,3 billioner dollar, svarende til ca. 23 billioner kroner.
Disse høje beløb siger naturligvis en hel del om, at investorerne stadig har en stærk tiltro til at den nye AI-bølge kan fortsætte med at rulle. Dette til trods for, at AI-selskaberne ifølge flere rapporter har svært ved at bryde igennem til den næste generation af AI’er, og at enkelte tech-giganter fra den gamle garde, herunder Apple, Microsoft, og Samsung, mildest talt har begrænset succes med at få implementeret AI i deres produkter.
Men måske har investorerne noget at have det i. Da ChatGPT blev lanceret for lidt over to år siden, var det et ”sindssygt viralt øjeblik” ifølge OpenAI-medstifteren Sam Altman. Altman skrev i går på X, at OpenAI fik en million nye brugere på fem dage dengang. Men, som han skrev, ”vi har netop tilføjet en million nye brugere på en time”. Brugertilgangen kom efter at ChatGPT nu har fået billed-generering direkte indbygget i GPT-4o-modellen.
Det er den japanske investorkæmpe Softbank, der har lagt størstedelen af det rekordstore beløb i den seneste runde. Selskabet har lagt 30 mia. dollar, mens de resterende 10 mia. kommer fra et investor-syndikat ifølge CNBC.