Forside * Nyheder

Apple-spåmand: Tro ikke på iPhone-rygter om tofarvet design

- 8
Den unge hobbydesigner Asher Dipprey havde forestillet sig, at iPhone 17 kommer til at se sådan ud, baseret på tidligere udslupne rygter. Men nu meldes det ned af kilder hos Apple (Mock-up: Asher Dipprey)

iPhone 17 får ikke et kæmpestort kameramodul, der går på tværs af hele bagsiden, siger Bloombergs Mark Gurman.

Vi er nu mindre end et halvt år fra annonceringen af den næste iPhone, og det betyder at rygtemøllen begynder at køre lidt hurtigere. Samtidig begynder der at være større soliditet i nogle af de rygter, møllen producerer. Mens andre rygter forbliver på rygtestadiet eller bliver afkræftet.

I sit seneste nyhedsbrev gør Bloombergs Apple-ekspert, Mark Gurman, lidt af begge dele. Gurman har bedre adgang til kilder hos Apple end de fleste andre journalister, og er ikke bange for at melde klart ud om, hvor holdbare, informationerne fra kilderne er.

Annonce:

Det er derfor nogenlunde til at stole på – med mindre noget uventet kommer på tværs – når Gurman i sit nyhedsbrev endnu engang slår fast, at der kommer en tyndere iPhone-model i år, der højst sandsynligt får tilnavnet Air.

Men ifølge Gurman bliver iPhone Air lanceret som en ekstra model oven i det normale model-udbud. Vi får altså stadig en normal iPhone og en iPhone Pro med nummeret 17 bagefter til efteråret. Det er rygter omkring disse, Gurman til gengæld kan melde ned.

Nyt design og foldbar i 2027

Som han skriver, figurerer der på nettet lige nu en række mock-ups af et nyt iPhone-design, der skulle blive introduceret med iPhone 17-serien. Disse mock-ups er baseret på rygter fra online-lækkeren Majin Bu. De viser blandt andet et noget større kameramodul bagpå end iPhone har nu.

På disse mock-up-designs sidder de tre objektiver, hvor de sidder i dag. Men selve kameramodulet er forlænget, så det går på tværs af hele bagsiden på den vandrette led. Det giver et slags tofarvet design, der ville være noget af en afvigelse for et firma som Apple, der kun har skiftet grunddesign på iPhone tre gange i løbet af smartphonens næsten 20-årige liv.

Gurmans kilder hos Apple afviser da også totalt, at iPhone 17-serien skulle have det tofarvede design. Med undtagelse af den lettere Air-model kommer iPhone 17 ikke til at afvige synderligt fra det nuværende design. Først med den iPhone, der kommer i 2027, skal vi forvente et større redesign, skriver Gurman.

Det er nemlig året, hvor iPhone fylder 20 år. Her forventer Gurmans kilder, at Apples første foldbare iPhone bliver lanceret, og der skulle komme et nyt og ”modigere” design på iPhone Pro, der ”bruger glas i en mere udvidet grad”.

Gurman skriver ikke noget om dette i denne uge, men mon ikke Apple også vil benytte 20-års-jubilæet til at springe et modelnummer over, ligesom de gjorde ved tiårs-jubilæet, hvor iPhone X kom ud i stedet for iPhone 9? Man kan sagtens forestille sig, at Apple i stedet laver en iPhone XX eller blot en iPhone 20 i stedet for en iPhone 19.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.