
Har du allerede Netatmo i dit hjem, og vil du gerne have et indendørs overvågningskamera med Apple HomeKit understøttelse, så læs med her. Vi har testet Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K.
Netatmo har for nyligt lanceret deres nye Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K, der er et indendørs overvågningskamera, som kan bruges sammen med deres Security App og Apple HomeKit. Til forskel fra mange andre kameraer på markedet, så skal dette kamera altid været tilsluttet strøm.
Vi har testet Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K, og her er hvad vi synes.
Hvem er Netatmo?
Netatmo er et fransk tech-firma, der specialiserer sig i smarte hjem-enheder. De er især kendt for deres vejrstationer, overvågningskameraer og intelligente termostater. Virksomheden blev grundlagt i 2011 og har siden opbygget et ry for at lave stilrene og brugervenlige produkter, der kombinerer god hardware med en intuitiv app.
Deres løsninger integrerer med systemer som Apple HomeKit, Google Assistant og Amazon Alexa, hvilket gør dem populære blandt brugere af smart home-teknologi. Netatmo blev i 2018 en del af Legrand-koncernen.

Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K – Udpakning og installation
Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K kommer i en lille pakke, der udover kameraet indeholder to klistermærker der viser at dit hjem er overvåget af kamera, og så en strømforsyning på et langt kabel, er gør at du kan montere kameraet på enten en hylde eller på væggen og stadig trække kablet ned til en stikkontakt.
Designet er yderst elegant. Kameraet er en cylinder, der er placeret på en stilk, som så rammer en rund fod. Foden kan iøvrigt skilles ad, hvis du hellere vil give strøm til dit kamera via Ethernet PoE. PoE står for Power over Ethernet og er en teknologi, der gør det muligt at sende både strøm og data gennem ét og samme Ethernet-kabel. Det betyder, at enheder som overvågningskameraer, netværksswitche eller trådløse access points kan få strøm direkte via netværksforbindelsen, uden behov for en separat strømkilde. Det forenkler installationen, især i steder hvor det er besværligt eller dyrt at trække ekstra kabler. Foden med PoE er ikke til salg endnu, så jeg kender endnu ikke prisen.

Kameraet har både indbygget mikrofon og højttaler, så du kan både høre fra og tale til dem som er på det kameraet optager.
Kameraet kan fås i både sort og hvid, og modellen vi testede var sort. Personligt ville et hvidt kamera, som passer bedre ind i vores hjem. Kameraet koster vejledende 1.999,-, så det er absolut ikke en billig løsning.
Data gemmes lokalt på kameraet på et krypteret MicroSD kort, og det er ikke nødvendigt at have et abonnement hos Netatmo for at bruge kameraet. Oven i det understøtter kameraet Apple HomeKit, så du kan bruge det direkte til overvågning uden Netatmo’s app hvis du vil det.
Installationen er en hurtig omgang. Hvis du allerede har Netatmo Security App’en og en Netatmo konto, så tager det ikke mere end et par minutter. Hvis du ikke har, skal du lige registreres hos Netatmo, og har du Apple’s økosystem, så skal du også lige have kameraet ind i Apple HomeKit via den medfølgende QR kode.
Kameraet har også bevægelsessensorer og kan bruges sammen med en Netatmo Sirene, så hvis du har sådan en, så kan du få kameraerne til at starte sirenen hvis de opfanger noget mens du ikke er hjemme.

Netatmo Security -App’en til at styre sine kameraer og sirener
Netatmo Security app’en er en solid løsning til at styre ens Netatmo enheder. Uanset om du har kameraer, røg-alarm, sensorer eller kulilte sensor, så kan det styres fra samme app.
Indstillingerne for kameraet er meget simple, og det tager ikke mange sekunder at gå dem igennem. For der er ingen zoner, og ingen mulighed for at sætte nattelys til eller fra. Det er blot om du vil have en højere opløsning, slå LED indikator til, slå mikrofon til/fra og rotere billedet hvis du har kameraet hængende fra væg eller loft.
For de fleste er det også godt nok, men hvis man gerne vil have aktivitetszoner og mulighed for mere avancerede indstillinger, så er Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K ikke det kamera man skal vælge.
Der er heller ikke mulighed for automatiseringer, men du kan indstille hvad kameraet skal gøre når der ikke er nogen hjemme. Automatiseringer kan du så lave i Apple HomeKit eller i Home Assistant og Homey når der kommer en integration.

Lokal Ai til genkendelse af mennesker
Netatmo har lavet lokal AI på alle kameraer, som gør at den kan genkende ansigter og husdyr. Det er iøvrigt en AI som Netatmo har planlagt at forbedre løbende.
Du identificerer personer og dyr i app’en, og efterhånden bliver den bedre og bedre til at genkende dem som bor i huset, og dem som “bare” er gæster.
Netatmo har lagt stor vægt på at det sker lokalt, og ikke skal op i skyen for at identificere. Det betyder at du har den højeste personlige sikkerhed, hvis du ikke ønsker at dele dine data og privatliv med andre.

OK videokvalitet, men digitalt zoom kunne godt være bedre.
Kameraet på Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K er i sin bedste opløsning 2K, og det er også ganske fint til at kunne se personer og dyr, men dækker du f.eks. en stue på 30m2, så vil du hurtigt opleve når du zoomer ind mere end 2x – 3x, at kvaliteten falder.

Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K har ikke LED lys, men en infrarød sensor, og derfor er deres night-mode ikke super. Igen, hvis du har et stort rum mister du hurtigt detaljerne, og det er for mig noget af det vigtigste når man har kameraovervågning.

Kameraet kan optage op til 130 graders vidvinkel, og det betyder at du får et godt overblik over det eller de rum du har Netatmo kameraer placeret i.

Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K skal have strøm på hele tiden.
En af de største deal-breakers for mig når det gælder Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K, er at man skal trække strøm til hvert kamera. At Netatmo tilbyder en PoE løsning er fint, men stadigvæk, så har de fleste nok foretrukket en batteriløsning, for går strømmen i huset, så slukker alle dine kameraer også. Hvor den på mange andre kameraer gemmer data lokalt i kameraet på grund af de kører på batteri indtil der igen er strøm

Konklusion – Jeg ville nok ikke købe Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K
Jeg er ikke oppe og ringe over Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K. Jeg synes man skal gå på kompromis for mange steder. Og derfor kan jeg også kun give 3 stjerner.
Jeg elsker Netatmo’s vejrstationer og jeg elsker deres design, men jeg ville ønske at de med deres kameraer fulgte med tiden, og lavede en batteriversion med LED lys. Men det er nok ikke muligt med den tekniske løsning som Netatmo har lavet.
Men har du allerede Netatmo i dit Smarthome, så kan du da overveje Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K, men ellers vil jeg anbefale at man kigger på Eufy, Arlo og nogle af de andre alternativer også.
Pris og levering
Netatmo Indendørs Kamera Advance 2K koster 1.999,- vejledende, og er til salg allerede nu. Du kan se bedste dagspris på Pricerunner. Kameraet fås i både sort og hvid farve.