
Ledningsfrie støvsugere gør det nemmere og hurtigere at tulre rundt og gøre rent på en afslappet lørdag formiddag.
Ledningsfrie støvsugere har sine fordele. Tænk på det trådløse headset, tastaturet uden kabel eller musen, der har smidt sin hale – det er befriende at ledningen ikke flyder eller fylder. Samme princip med apparatet, som rengør dit hjem, hvor du slipper for at skifte stikkontakt eller slæbe en tung base efter dig.
En ting er, at du kan ordne gulvene, men mange modeller lader dig afmontere toppen, som du kan bruge som håndstøvsuger, hvilket gør det nemt at rengøre, møbler, kroge og fodlister.
Ulempen kan til gengæld være sugekraften, da den ledningsfrie enhed ikke altid har samme motorkraft, som den traditionelle støvsuger, hvilket kan være et kæmpe handicap som kommende test også vil vise.
Endelig er der prisen. Du kan få traditionelle støvsugere fra nogle hundrede kroner og op efter, mens en ledningsfri udgave typisk koster kr. 1.000 og op efter.
Når jeg vælger at give slip på min traditionelle og trofaste Miele-støvsuger, skyldes det bekvemmeligheden, funktionerne og tidsbesparelsen, som de ledningsfrie fætre og kusiner tilbyder.
Philips Cordless Vacuum Series 5000
Philips har udviklet en rap ledningsfri støvsuger, som bærer på en skjult ædelsten med evnen til at gøre visse rengøringer lettere. Herligheden er set til kr. 2.325, hvilket er en ganske god pris facetterne taget i betragtning.

Støvsugeren behøver ikke et kedeligt look
Cordless Vacuum Series 5000 har en rap salvie-farve og et meget enkelt design med elegance og funktionalitet. Enheden er lavet af aluminium og plastik, hvormed den totale vægt for støvsugeren med stang og det store mundstykke lander på cirka 1½kg.
Du får tre mundstykker med i pakken. Foruden hovedmundstykket, der kan dreje og har indbygget LED-belysning, er der et slankt sprækkemundstykke med en god længde og et børstemundstykke til rengøring af stofmøbler.
Derudover følger der et Aqua-modul med som er lidt af en joker, der kan monteres på hovedmundstykket til let gulvvask.
Designet er praktisk udtænkt, da motor, batteri og beholder til snavset findes i toppen af enheden, så de ikke blokerer, når du skal støvsuge under sengen og sofaen. Skidtbeholderen er nem at afmontere, når den skal tømmes, ligesom den er nem at montere igen.
Den eneste designmangel, jeg har oplevet, er støvsugerstangens manglende evne til at bøje, så jeg slipper for at gå ned på knæ for at komme helt ind under seng og sofa. Philips har oplyst, at de sender en ny udgave af Cordless Vacuum Series 5000 på gaden i løbet af marts med bøjelig stang.

Drift og vandmodul
Cordless Vacuum Series 5000 kan, som mange andre ledningsfri støvsugere, afmontere øverste sektion til anvendelse som håndstøvsuger. Medfølgende lange mundstykke gør det nemt at støvsuge i snævre kroge og mellemrummet mellem reol og væg.
Batteriet kan i teorien holde støvsugeren kørende i op til 60 minutter, hvis du kører med Eco-hastigheden. Kører du med normal hastighed eller turbo, reducerer du batterilevetiden signifikant.

Du har dog ikke brug for at køre turbo hele tiden, da Eco-hastigheden rækker det meste af tiden. Turbo er dog praktisk til gulvtæpper og rengøring af sofaen. Jeg har brugt Cordless Vacuum Series 5000 i variable tempi i cirka 40 minutter, før det var på tide at finde opladeren, hvilket var rigeligt til 80m2 plankegulv, gulvtæpper, fodlister, kroge og sofa.
Philips prøver noget anderledes i forhold til mange andre ledningsfrie støvsugere med inklusionen af Aqua-modulet. Fyld først modulets vandbeholder op med sæbevand. Her anbefaler Philips sjovt nok deres egen sæbe, som ikke skummer, men den koster til gengæld kr. 179 for 250ml.
Aqua-modulet er designet til, at du kan vaske hårde gulvflader, mens du støvsuger, når du blot montere medfølgende mikrofiberpude, en sampak med to koster kr. 229, hvilket er endnu en ekstraomkostning.
Performance
Aqua-modulet er ganske glimrende til let gulvvask, når jeg skal fjerne friske kaffepletter eller anden spildt væske. Jeg havde dog mindre gode oplevelser, da det kom til at støvsuge og moppe størknet mudder og daggammel rødvin fra plankegulvet.
Mudderet blev fjernet efter en del strøg hen over området, men det var udfordrende for støvsugeren at få den fugtige jord støvsuget op med det samme. Rødvinspletten blev ikke helt fjernet, da den var for indtørret – her skulle der en gulvklud og knofedt til.

Cordless Vacuum Series 5000 fungerer til gengæld eminent som støvsuger, hvor selv stumper af køkkenrulle, popcornsrester, sand, støv og nullermænd bliver hevet indenbords med 1-2 strøg.
Let snavs kan du sagtens fjerne med Eco-hastigheden, mens popcorn og lidt større ting forsvinder med normal hastighed. Turbo fjernede støv og sand fra mine gulvtæpper med et par strøg.
Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med Cordless Vacuum Series 5000 og dens evne til at rengøre gulvene og møblerne. Du skal blot ikke forvente, at Aqua-modulet er beregnet til andet end let gulvvask.
Electrolux Cordless 600
Traditionel, ledningsfri støvsuger, der er set til den fornuftige pris på kr. 1.900. Electrolux imponerer på et enkelt, men kritisk punkt. Derudover minder Cordless 600 om en standard støvsuger.
Standarddesign
Electrolux har placeret en 0,6 liter beholder til snavs i toppen af Cordless 600 sammen med batteriet, et håndtag og kontrolpanelet. Det betyder et spinkelt støvsugerrør, som også kan dreje til siderne, så det er nemt at komme ind under sofaen og sengen. Praktisk og handy.
Beholderen er nem at afmontere for tømning, ligesom den er nem at fastmontere igen. Håndtaget har plads til én hånd, og med en vægt på blot 2,5kg er det nemt at føre enheden rundt i hjemmet. Kontrolpanelet giver dig adgang til tre hastigheder og en batteriindikator.

Brugsanvisningen er dog mindre informativ ligesom hjemmesiden, da det kom til forklaringen af displayets advarselstrekant i forbindelse med et motorstop. Det tog mig lidt tid at finde ud af, at batteriet var løbet tør, fordi motoren samtidig var blevet pænt varm af at køre på fuldt tryk.
Mundstykket er udstyret med LED-belysning, hvilket gør det pinligt klart at se, at det er alt for længe siden, der sidst er blevet støvsuget – især under møblerne. Cordless 600 har et simpelt design med gode standardfunktioner – dog uden wow-effekt.
Drift og funktioner
Cordless 600 fungerer også som en håndstøvsuger, når du afmonterer stangen. Du får et lille børstemundstykke med i købet, som er egnet til sofaen og små overflader. Udfordringen bliver dog at nå ind i små kroge eller huller, som blandt andet findes i vinreoler, fordi beholderen støder imod. Du kan dog vælge at montere stangen og børsten for enden, men det bliver en lettere klodset affære – her ville det være bedre med et længere mundstykke.

Batteriet kan køre op til 20 minutter ved normal hastighed og 40 minutter ved lav hastighed – ifølge producenten. Lav hastighed er perfekt til sand og støv, mens større genstande som popcorn og hvidløgsskaller kræver en normal hastighed. Faktisk er det meget sjældent, at jeg skulle bruge den højeste hastighed. Det var kun ved rengøringen af sofaen. Dermed har jeg snildt kunne støvsuge 80m2 overflader med et batteriforbrug på 65 %.
Effektiv rengøring
Electrolux leverer støvsugeren med klart den bedste sugeevne blandt testeksemplarerne. Motoren har så høj en ydeevne, at det er de færreste genstande, jeg skal køre hen over flere gange – kun lidt større genstande kan drille lidt.
Sand og støv, uanset om det er i krogene eller langs fodlisterne, ryger op første gang, jeg kører Cordless 600 hen over dem med langsomme bevægelser. Større genstande såsom knækkede saltstænger er nemme at støvsuge op med normal hastighed.

Håndstøvsugeren er yderst effektiv til at fjerne støv på overflader og i kroge. Også her slår den de øvrige testeksemplarer. Cordless 600 har ikke mødt hverdagssnavs, som den ikke kan suge op med lethed.
Electrolux leverer en standardstøvsuger i form af design og funktioner, men hvad angår sugeevne brillerer Cordless 600 og overgår mine forventninger til en ledningsfri støvsuger under kr. 2.000.
Xiaomi Truclean W20
Ser man på støvsugerens hjemmeside afslører billederne, hvilket hjem Xiaomi Truclean W20 egner sig bedst til; sparsomt indrettet med et minimum af gulvtæpper og møbler, som våd- og tørstøvsugeren skal ind under.
Truclean W20 er set til en overraskende lav pris på kr. 1.499, hvilket lyder billigt for et rengøringsapparat, der både kan støvsuge og vaske gulv, men som testen afslører, er der visse ting, man skal gå på kompromis med.

Mindre favorabelt design
Truclean W20 er én enhed, der støvsuger og vasker gulvene på én gang. Du kan ikke slukke for moppefunktionen. Det er essentielt at vide før et køb, fordi det betyder, at maskinen ikke er designet til at støvsuge gulvtæpper.
Designet byder på en slank øvre sektion, mens mellemsektionen har vandbeholder, beholder til beskidt vand, motor og batteri. Midtersektionens tykkelse er enorm upraktisk, fordi den forhindrer mig i at skubbe støvsugeren ind under sengen, sofaen, stole og stuebordene – sektionen blokerer ganske enkelt.

Jo, støvsugerstangen er fleksibel, så enheden kan lægges ned, men det får støvsugerhovedet til at lette, hvormed det hverken fjerner snavs eller pletter.
Vandbeholderen har en god størrelse, der kan indeholde sæbevand nok til at rengøre minimum 80m2. Beholderen til snavset vand består af en sensor, der registrerer, når det er ved at være fuld. Smart, ikke? Bortset fra at sensoren også reagerer på skum fra det beskidte sæbevand. Jeg oplevede, at Truclean W20 slukkede automatisk tre gange på 25 minutter, selvom beholderen kun var 20 % fuld. Den ville kun starte igen, når beholderen var blevet tømt og skyllet efter.
Drift og funktioner
Truclean W20 har rigeligt batterikapacitet til at rengøre 80m2 plankegulve, som udgjorde testarealet. Bemærk at jeg kørte med en blanding af støvsugning, moppefunktion og vandabsorbering, hvoraf sidstnævnte blev slået fra efter 10 minutter.
Truclean W20 har også et støvsugermundstykke med automatisk fremdrift, hvilket er en fin gimmick til især ældre med nedsat funktionsdygtighed. Og den vejer 4,2kg. Man kunne være fristet til at beklage sig over, at der mangler LED-lys i mundstykket, så det er lettere at se støv og snavs under sofaen og sengen. Men det er ikke et rimeligt krav, når prisen ikke er højere, selvom lys efterhånden er standard i mange modeller over kr. 1.500.

Xiaomi har inkluderet en opladerstand, der også står for automatisk rengøring af mopperullen, men funktionen virker noget overflødig, da producenten anbefaler, at du manuelt rengør rullen efter hver anden gang, den har været i brug.
Rengøringen af de to vandbeholdere er lige til, eftersom jeg blot skal tage dem ud af skaftet, tømme dem og skylle dem efter for sæberester og snavs.
Endelig er der vedligeholdelsesomkostningerne i form af udskift af rullebørsten i mundstykket og støvsugerfilteret. Xiaomi estimerer, at delene bør udskiftes hver 3-6 måned, og de er set til henholdsvis kr. 90 for to stykker og kr. 174.
Performance
Truclean W20 er god til at fjerne overfladisk snavs, pletter og støv på plankegulv og flisegulv. Efter 20-30 minutters brug er jeg blevet rimelig klog på, hvordan jeg skal anvende støvsugeren, så den rengør effektivt på testoverfladerne.
Du skal skubbe og trække Truclean W20 langsomt hen over overfladerne for at optimere dens performance, men når det kommer til genstande, som er større end en to krone, kniber det lidt med sugeevnen.
Jeg forsøger at få skallen fra et fed hvidløg suget op, men det er som om, rullen ikke kan håndtere skallen. Først efter et par minutters forsøg lykkedes det at samle skallen op – det er nemmere at samle større genstande op med hånden.
Det er mit indtryk, at sugeevnen er god nok, men mundstykket er for snævert i designet til, at større ting kan komme forbi rullen.
Generelt i forhold til støv, sand og nullermænd skal jeg køre Truclean W20 frem og tilbage to-tre gange i langsomt tempo, før alt er suget op. Hvad angår størknet rødvinspletter på trægulv, kræver det 12 forsøg, før pletterne er tilnærmelsesvis væk, men bemærk at Truclean W20 ikke kommer i dybden og får de sidste små vinpletter op fra revnerne i træet.

Philips AquaTrio Series 9000
Testens absolut dyreste model er AquaTrio Series 9000 set til kr. 4.200, og det er en heftig pris at betale for en støvsuger, selvom den også kan vaske gulve. Men før du udelukker topmodellen fra Phliips, bør du vide, at du faktisk får to enheder i én – støvsugerstang samt støvsuger- og moppestang. Det er praktisk af en meget særlig grund.

Tungt, men funktionelt design
Støvsugere med integreret moppefunktion er sjældent brugbare på gulvtæpper, fordi de ikke er designet til at vaske gulvtæpper.
34Når du køber sådan en støvsuger, kommer den derfor med et trade-off; at du kun kan bruge den på hårde overflader.
Problemet har Philips løst ved at inkludere to stænger i pakken. Så jeg skal blot lade motordelen med batteripakken veksle mellem de to. AquaTrio Series 9000 kommer med en stander til begge stænger.
Selve motordelen kommer med et kontrolpanel og LED-skærm med batteriindikator, som kører fra 0-100 %, og hvilket ydeniveau motoren er sat til. Enormt praktisk og godt overblik.

Stangen med støvsuger og moppeopsætning har to aftagelige beholdere på 450ml og 400ml til henholdsvis rent vand og beskidt vand. Beholderen til rent vand er noget klejn til 80m2 plankegulve, da det betød tre opfyldninger for at gennemføre rengøringen.
Efter AquaTrio Series 9000 er færdig med en gulvvask, kan du returnere den til stativet og køre selvrens-programmet. Der skal blot være overskydende vand og sæbe i rentvandsbeholderen. Du skal dog være opmærksom på en skjult omkostning her.
Philips anbefaler, at du kører med deres eget rengøringsmiddel, der ikke skummer – det koster kr. 179 for cirka 25 gulvvaske. Undlader du, risikerer du, at enheden auto-slukker som følge af skum, der blokerer sensorerne. Det oplevede jeg et par gange under testen, hvor jeg brugte almindeligt rengøringsmiddel til kr. 25 per liter.
En anden skjult omkostning er udskiftningen af mikrofiberbørsterne i moppemundstykket. Philips anbefaler på deres hjemmeside, at disse bliver udskiftet hver sjette måned til kr. 329 for to styks. Givet, denne anbefaling skal tages med et gran salt, og du vil kunne mærke på kvaliteten af rengøringen, hvornår det er på tide at udskifte børsterne.
AquaTrio Series 9000 er lidt af en moppedreng. Monterer du motordelen til stangen med støvsuger- og moppeopsætningen, kommer vægten op på cirka 5kg afhængig af, hvor meget vand, der er i de to vandbeholdere. Størstedelen af vægten er centreret i og omkring motordelen, hvilket gør den tungere at manøvrere med i forhold til mange andre modeller. Og det kan være et problem for ældre og folk med nedsat funktionsdygtighed.
Driftige funktioner
AquaTrio Series 9000 kan også anvendes som en håndstøvsuger med ekstra, aflangt mundstykke, der fungerer fint til rengøring af spisebordet eller kroge. Håndstøvsugerdelen ligner dog en plasmapistol fra et sci-fi skydespil, og den har også en god vægt.


Håndstøvsugeren er praktisk og let anvendelig til at fjerne alt fra sand i børnenes støvler til rengøring af stole og kroge. Du får et minimundstykke til rengøring af hynder, bilsæder og lister, som også er nemt at klikke på håndstøvsugeren.
Begge af de store støvsugerstænger er udstyret med mundstykker med LED-belysning. Endnu en praktisk funktion, der gør det nemmere for mig at se støvet under sengen. Det eneste, jeg savner, er stængerne kan bøje, så det er nemmere at få dem ind under sofabordet eller sengene.

Batterikapaciteten lyder på op til 45 minutters støvsugning i normal tilstand, mens du får op til 25 minutter med støvsuger og moppe aktiveret. Det flugter nogenlunde med mine egne oplevelser, hvor jeg har skiftet mellem forskellige ydeniveauer.
Høj performance
AquaTrio Series 9000 har en høj ydeevne, og det sparer tid og kræfter, eftersom jeg slipper for at køre støvsugeren hen over skidtet flere gange, før det bliver suget op. Støv, sand og nullermænd forsvinder efter et par strøg. Selv lidt større genstande som afgnavede saltstænger, popcorn og hvidløgsskaller bliver suget op efter enkelte strøg. Støvsugeren har også evnen til at rengøre hjørner og langs fodlister med et par strøg.

Hvad angår gulvvasksfunktionen, er enheden også ganske effektiv over for de fleste pletter såsom madrester og mudder. Få strøg i langsomt tempo og pletterne er væk.
For at udfordre AquaTrio Series 9000 har jeg hældt rødvin på testplankegulvet og lade det tørre ud i et døgns tid. Støvsugeren skal køre hen over vinpletten otte gange, før størstedelen er væk, men det betyder også, at den ikke er egnet til dybderensning af trægulve – her skal en svamp og knofedt til. Snavset på testflisegulvet, såsom sodavand og sæberester, forsvinder med få strøg.
Eneste anke er, at moppemundstykket har det med at drevle, når jeg slukker for den. Ikke noget, der sker hver gang, men i ny og næ.
Philips AquaTrio Series 9000 er absolut en investering værdig, fordi den er brugervenlig, effektiv og dermed tidsbesparende. Du får tre støvsugere i én; håndstøvsuger, almindelig støvsuger og en støvsuger med moppefunktion. What’s not to like?
Shark Detect Pro
Amerikanske Shark viste deres ledningsfri støvsuger Detect Pro frem sidste efterår ved IFA 2024. Produktet virkede ufærdigt, fordi støvsugeren havde problemer med sin kernekompetence. Personligt slog jeg det hen som værende en fejl på grund af en endnu ikke færdigudviklet model, men dette og andre problemer, har Shark ikke fået styr på mellem IFA og udgivelsesdatoen.

Design og funktioner, der emmer af potentiale
Detect Pro ligner ellers en vinder på overfladen med en fair pris på kr. 2.100. Let design på blot 4kg koblet med et godt greb gør det nemt at føre enheden rundt i hjemmet. Støvsugerstang, der kan bøjes for at gøre det nemmere at nå ind under sofaen eller spisebordet.
Efter brug placerer du blot herligheden i opladerstationen, der også tjener som en rensestation, så bliver alt skidtet suget ud af skaftet og ned i en 2-liters beholder. Nemt og bekvemt.
Støvsugerhovedet lyser op, når det registrerer, at du er ved et hjørne eller det kører langs fodpanelerne. Derudover øger Detect Pro sin sugeevne for at kunne indsamle skidtet i krogene og langs fodlisterne.
Grebet er solidt og sikkert, og vægten er fordelt mellem top og bund, hvilket gør Detect Pro meget manøvredygtig.

Drift og højlydt performance
Shark Detect Pro har dog flere problemer. Støvsugeren så formodentlig lovende ud på ingeniørernes tegnebræt, men set fra mit perspektiv ryger potentialet fuldkommen på gulvet.
Motoren er ikke kraftig nok til at suge småsten, sand og lange hår op igennem støvsugerrøret. Læg dertil at lamellerne i mundstykket ikke er gode nok til at opsamle skidtet, hvilket resulterer i, at en stor mængde ryger tilbage på gulvet, når jeg slukker for støvsugeren.
Motoren har tre hastigheder; den strømbesparende, standard og ekstra sugekraft. Problemet er her, at Detect Pro kun kan køre med ekstra kraft i kort tid, før motoren overopheder og slukker automatisk. Efter nogle sekunders pause kan jeg fortsætte, men det gør støvsugningen mindre spændende, når det sker syv-otte gange, når sofaen og gulvtæpperne skal have en tur – og det er i forvejen lidet interessant at gøre rent. Samme problem opstår efter et halvt minuts tid, når motoren øger sin performance for at støvsuge langs fodlisterne.

Detect Pro fungerer også som en håndstøvsuger, og det er her, at den klarer sig bedst, fordi den lange støvsugerstang er blevet erstattet med et lille mundstykke. Her overopheder motoren ikke lige så hurtigt, og sugeevnen er forbedret.
Endelig er der motorstøjen, som på højeste ydeniveau rammer 95dB, hvilket svarer til et forbipasserende tog – eller en meget vred kæreste. Detect Pro støjer ganske enkelt for meget.
Detect Pro har en teoretisk batterilevetid på en time, men det afhænger af ydeniveauet. Jeg har kørt en blanding mellem høj ydeevne til gulvtæpper og almindelig ydeevne til plankegulv og flisegulv. Her klarede batteriet sig i cirka 40 minutter.
Shark Detect Pro er bedst til hårde gulvflader såsom træ, fliser og linoleum, mens motoren kommer på overarbejde, når den rammer gulvtæppet. Ikke desto mindre kæmper støvsugeren med at samle sand og lidt større genstande op, når den lange støvsugerstang og det store mundstykke er monterede. Kan man overhovedet bruge Detect Pro? Ja, det kan man, men du skal køre støvsugeren langsomt hen over overfladerne, og når det kommer til småsten, popcorn og nullermænd i krogene, er det bedst at anvende håndstøvsugeren.
Shark har lavet et fedt design, men sugeevnen og motorproblemerne får mig til at vende tommelfingeren nedad. Det bliver spændende at se, hvordan Detect Pro 2,0 klarer sig.