
Danske LP-plader strømmer til Canada: Handelskrig og sympati skaber salgsboom hos brugthandler med eksport
Salget af brugte LP-plader fra Danmark til Canada har oplevet en eksplosiv vækst de seneste uger. Ifølge Bo Ellegaard, ejer af pladeforretningen Record Pusher i Odense, er salget til Canada steget med hele 300% på bare en måned. Det skriver fyens.dk
“Toronto, Québec, Hampton, New Westminster og Vancouver … Det er nogle af de byer, jeg har pakket plader til alene i dag”, fortæller Bo Ellegaard til avisen, og han ser en klar tendens i sin kundebase:
“I løbet af de seneste fire-fem uger er salget af plader til Canada eksploderet. Jeg vil tro, vi nærmer os en stigning på 300%. Det er helt vildt, og jeg har vitterligt aldrig oplevet noget magen til”.
Handelskrig og sympati med Danmark
Den voldsomme stigning i salget ser ud til at være politisk motiveret. Bo Ellegaard peger på den igangværende handelskrig mellem USA og Canada som en afgørende faktor.
“Canadierne er åbenlyst gået i gang med at boykotte USA og handler der ikke i nær samme omfang. Derudover tror jeg, at mange har fattet sympati med Danmark på grund af situationen med Grønland. Jeg tror, at canadierne i langt højere grad orienterer sig mod Europa”, vurderer han overfor avisen.
Han formoder, at andre danske netbutikker oplever en lignende udvikling, hvor kunder i stigende grad handler med politiske motiver for øje.
Dansk vinyl plader er eftertragtet
Ud over den politiske situation er der ifølge Bo Ellegaard også mere praktiske forklaringer på den store interesse for danske plader i udlandet.
“Prisen på brugte plader i Danmark er relativ lav sammenlignet med Tyskland, Frankrig og England. Vi er kendt for at passe godt på vinylerne, så man får mere for pengene, når man køber brugte plader her”, siger til fyens.dk.
Bred musiksmag hos de nye kunder
De solgte LP’er vidner om en bred musikalsk smag blandt de canadiske kunder.
“Der er Tina Turners ”Private Dancer”, en opsamling med verdensmusik, Terence Trent D’Arby, Ry Cooders ”Mambo”, et ska-beat-album samt en plade med Twisted Sister, fortæller Bo Ellegaard.
Han ser det som et tegn på, at canadiske kunder aktivt opsøger specifikke forhandlere.
“Det er ret interessant, hvordan de finder frem til netop Record Pusher, men måske skyldes det vores arbejde med at optimere vores søgeoptimering på Google”, spekulerer han.
Højere avance på brugte plader
For en forretning som Record Pusher betyder salgsboomet, at bunden af regnskabet ser bedre ud end normalt.
“Brugte plader giver en langt højere avance end nye plader, så det er virkelig noget, der kan mærkes, når salget stiger med hundredvis af brugte plader om måneden. Skattefar bliver også glad”, slutter Bo Ellegaard med et grin til avisen.