
Danskerne kan fra i år få fradrag for reparation af hvidevarer, men mange ved ikke, hvor de skal gå hen for at få det gjort. Et nyt initiativ skal hjælpe med at løse problemet.
Hvert år smides omkring 500.000 hvidevarer ud på genbrugspladser i Danmark. For at reducere dette affald er der fra 2025 indført et fradrag for reparation af hvidevarer som en del af servicefradraget. Mange danskere kender dog ikke til fradraget eller ved ikke, hvor de kan få deres hvidevarer repareret.
– Det er meget positivt, at reparation af hvidevarer nu dækkes af servicefradraget, men desværre ved mange ikke, hvor de skal finde en reparatør. Det betyder, at de ofte vælger at købe nyt i stedet, siger Sten Schroll, Marketing- & Salgschef hos ASWO Danmark.
Nyt kort skal gøre det nemmere
For at gøre det lettere at finde en reparatør har reservedelsgrossisten ASWO Danmark lanceret et nyt initiativ. De har udviklet et reparatørkort, der via Google Maps viser forbrugerne, hvor de kan finde nærmeste reparatør.
Servicefradraget gør reparation mere attraktivt, men det er vigtigt, at folk også kan finde de professionelle reparatører. Det er formålet med reparatørkortet, siger Sten Schroll. ASWO har samtidig stillet krav til reparatørerne om, at priserne ikke må hæves tilsvarende servicefradraget, så gevinsten går direkte til forbrugerne.

Mange tror, reparation er dyrere, end det er
Ud af de 500.000 hvidevarer, der årligt smides ud, er omkring 122.000 vaskemaskiner. En undersøgelse fra Coop Analyse viser, at en tredjedel af disse stadig virker, når de bliver kasseret.
Den nye ordning har allerede haft en effekt i branchen.