X50 Ultra Complete er det nye flagskib fra Dreame, der både har meget større suge-evne, men også kommer med evnen til at kravle over trin og forhindringer på op til 6 cm. Vi har testet den, og her er hvad vi synes.
Er du på udkig efter en robotstøvsuger, der kan kravle over dørtrin, og som kan støvsuge og vaske gulv, så læs med her, for vi har testet flagskibet Dreame X50 Ultra Complete, der kan alt det, men samtidigt har den en fejl vi håber de retter snart. Læs vores test af Dreame X50 Ultra.

Udpakning, design og installation
Dreame X50 Ultra Complete kommer i en stor kasse, der udover selve støvsugeren indeholder en Power dock, beholdere til rent og beskidt vand, beholder til vaskemiddel, to udskiftelige vaskepudder til støvsugeren, en ekstra støvsugerpose, en lille portion vaskemiddel, en ekstra side børste og en manual. Naturligvis er der også strømkabler med.
Selve støvsugeren er rund som nærmest alle andre robotstøvsugere, og i bunden har den både støvsuger og to gulvmopper til at vaske gulvet med, samt en kantbørste den kan slå ud for at komme bedre til i hjørnerne. Gulvmopperne er monterede med magneter, så de kan kobles fra når støvsugeren ikke skal bruge dem. Og så har X50 Ultra en fed design feature. Lidar sensoren kan køre op og ned ligesom Spirit of Ecstasy på en Rolls-Royce. Og den har også en diode ring omkring sig, som kan lyse i forskellige farver afhængig af den støvsuger, vasker eller oplader.
Du kan fjerne både mopper og støvsuger delen og rense det hvis nødvendigt. Det skal dog lige nævnes at Dreame X50 Ultra Complete selv renser mopperne under og efter brug. På forsiden har du et kamera og en lampe, der gør at støvsugeren kan tage billeder & video og genkende mere end 100 forskellige slags forhindringer.
X50 Ultra Complete har en speciel designet løftemekanisme, der gør at den kan løfte sig selv over dørtrin og forhindringer på op til 6 cm.
Installationen er ganske let, man følger simpelthen en guide i app’en og så taler støvsugeren til en mens det foregår, og så var Dreame X50 Ultra klar til kortlægning af boligen. Kortlægningen af omkring 50 m2 stue, gang og køkken tog ca. 6 minutter. En lækker detalje er at X50 Ultra Complete taler dansk.
Man skal være opmærksom på at Dreame X50 Ultra Complete kun understøtter 2.4Ghz trådløse netværk, så det er vigtigt at man har sådan et. Scanningen af boligen foregår med Lidar og kamera.
Efter installation og kortlægning var den klar til rengøring, og der skal man så lige huske og fylde rent vand og sæbe i dock’en.

Power Dock – Renser selv støvsuger og mopper, og opbevarer rent og beskidt vand.
Cleaning Docken indeholder beholdere til rent vand, og en beholder til beskidt vand, sæbebeholder, og så har den også en støvsugerpose, som støvsugeren kan tømme sit indhold i. Det med sæbebeholder betyder meget for mig, og var noget af det som trak ned i min Roborock Qrevo Edge anmeldelse, fordi den ikke havde det.
Under gulvvask, så bruges docken også til at rense de to pads der bruges til at vaske gulvet, så de ikke bare kører rundt og spreder snavs. Det fungerer rigtigt godt, men man skal være opmærksom på at det ikke er en lydløs proces, så hvis man planlægger at lade støvsugeren / gulvvasken foregå mens man sover, bør man have lukket dør. Selve renseprocessen tager et par minutter. Og der renses de to vaskepads med varmt vand og UV lys, der fjerner bakterier.

Efter vask varmer dock’en også de to mopper op i en periode, så de ikke begynder at lugte fugtigt. Den vasker dem også med varmt vand, så de forbliver rene efter brug. Den renser også docken, der hvor mopperne er.
Docken til Dreame X50 Ultra kan stå helt tæt op af væggen, og du kan på bagsiden rulle det kabel sammen du ikke har brug for, så det ikke fylder, eller ligger og flyder.

Lidar laser radar og LED lys sørger for du ikke rammer alt for mange forhindringer, og kameraet dokumenterer eventuelle forhindringer
Dreame X50 Ultra Complete har et virkeligt godt overblik via kamera og Lidar-radar (DToF), over hvad du har af “forhindringer i stuen”. Den kan genkende over 100 forskellige forhindringer, og når den støvsuger rapporterer den hvad den opdager uanset om det er dyr, lamper, ledninger o.l.
Det er også sensorer som sikrer at gulvmopperne hæves når den kører over gulvtæpper, så de ikke bliver fugtige. Du kan faktisk også bede Dreame X50 Ultra om at efterlade mopperne i dock’en mens den støvsuger tæpper.
X50 Ultra har også et LED spot, der gør at den kan lyse mørke steder op, hvis den skal genkende de forhindringer der er foran den.
Dørtrin er ikke et problem for X50 Ultra. Den klarer uden problemer 6 cm
Jeg er imponeret over X50 Ultra Completes løftemekanisme, der gør at den let kan bestige dørtrin og forhindringer på op til 6 cm. Vi bor i en gammel murmestervilla, så vi har dørtrin på mellem 2-5 cm. mellem alle rum.
Den løfter sig som en stejlende hingst, og så kravler den ellers over uden problemer. Og så er det en lækker detalje med X50, at den selv markerer dørtrin når den kortlægger rummene. Det gjorde Dreame L40 Ultra ikke, da vi testede den.
Dreame kalder deres system ProLeap, og den kan løfte sig selv enten stejlende eller vandret afhængig af hvad det er den skal over.

Sugeevne – Op til 20.000 Pa ved Max+
Dreame X50 Ultra Complete har 20.000 Pa sugeevne, og du kan bede den om at give den alt hvad den har hvis du har besværlige tæpper, og hvis du oven i det har husdyr så kan den komme godt i bund.
Du skal dog være opmærksom på ,at de 20.000 Pa er kun når du kører på Max+ suge-evne, og det er klart at gør den det hele tiden, så rammes batteritiden hårdt, men du kan definere områder der har brug for den ekstra suge-evne.
Dreame X50 Ultra Complete har et HyperStream Detangling DuoBrush system, som ifølge Dreame selv skulle gøre at hår ikke så let sætter sig fast i børsterne. Jeg har testet Dreame X50 i knap 30 dage, og har to hunde, og jeg har ikke oplevet at børsterne har siddet fast.
Jeg er meget tilfreds med Max+ på vores indgangstæppe, og på vores stue tæppe kører jeg to gennemløb, og så er det også rent. Jeg har desværre ingen langhårede tæpper i min husstand, så det er ikke noget jeg kan teste, men det er noget som Dreame har support for. Den kan faktisk løfte sig lidt for at komme højere op, og lade vaskepuderne blive i docken mens den støvsuger eventuelle langhårede tæpper
Sugeevnen på X50 Ultra Complete er klart godkendt.

Du kan støvsuge og vaske gulv i samme omgang.
Hvis du bare skal have det som Dreame kalder en CleanGenius rengøring, så vurderer X50 Ultra selv hvad der skal til for at rengøre alle flader i de rum som du har kortlagt med støvsugeren.
Man skal dog stadig lige lave en “sweeper” inden man sætter den igang. Personligt løfter jeg alle spisestole op på bordet, og fodskammel og en enkel gulvlampe flyttes også op i møblerne inden jeg forlader hjemmet og sætter rengøringen igang. For selvom den kan undgå forhindringerne, vil man jo gerne have vasket gulvet over alt, og man vil også gerne have en ordentlig støvsugning under spisebordet. Og det får man bare ikke hvis spisestolene står der. Dreame X50 Ultra er god til at vise hvad forhindringer den har mødt på vejen, så man husker at rydde det væk inden næste rengøring.
Dreame X50 Ultra Complete klarede vores ca. 30 m2 stue samt køkken og gang på en lille time, og jeg har testet den knap 3 uger, hvor den har fået lov til at gøre rent 2-3 gange om ugen, og det har den klaret med flot meget karakter.

Den kommer pænt ud til kanterne, og de justerbare vaske pads sikrer at der er vasket gulv helt op til panelet og dørtrinene. Den har sådan et vrist den kan lave når den vasker op af f.eks. skabe, så den lige kan vride sig ekstra ind under dem, hvis skabene står på ben.
Vi har to Westie hunde og selv om de ikke fælder særligt meget, så fik den også fjerne de hår og blade- og sand/grusrester de som regel slæber med rundt efter en tur i haven eller en gåtur på veje og stier på det tæppe vi har ved indgangen.
Jeg har gulve med planker, tæpper og fliser, og på alle gulvtyper klarede den det virkeligt godt. Du kan justere hvor tæt den skal køre sine baner, når den går igennem rummene, og den kommer også godt i dybden mellem plankerne på vores gulv. Den finder selv ud af hvor der er tæpper, men du kan også selv markere hvad gulvtype, der er hvor og hvad retning plankerne ligger. Skiftet mellem støvsugning og mobning, kan enten være samtidigt, eller at den støvsuger hele gulvet først, og så bagefter vasker der hvor der skal vaskes.
Rengøringen er klart godkendt, og det at det tager en times tid, er fint nok, da den bare kan køre mens man er på arbejde eller sover.

Dreamehome App – Giv mig rutiner please
Jeg er imponeret over Dreamehome app’en. Du kan betjene nærmest alt fra den.
Jeg elsker at du kan se et billede af de forhindringer som den opdager mens den gør rent. Og den spørger dig faktisk om den har set rigtigt, så den kan blive klogere mens den gør rent.
Du kan bede den om at gøre enkelte rum eller områder rent, og du kan naturligvis også bede den om at klare hele huset. Du kan sætte timere op for hvornår eller hvor tit du vil have den skal gøre rent, og så er der så mange forskellige indstillinger, så du kan tilpasse Dreame X50 Ultra helt til dit personlige behov.

Da jeg først smed testen på savnede jeg muligheden for at sætte rutiner op. Det viser sig at det kan man. Dreame kalder det “Shortcuts” (genveje), og de er godt nok godt skjulte i indstillingerne. Men det gør at du kan sætte rutiner op, som du bruger tit. F.eks. “Ekstra grundig rengøring i køkken” eller “giv hele huset to ture”. Det er virkeligt man kan bruge til noget. Du kan også lave tidsbestemte rutiner.
Du kan se batteriniveau, du kan bl.a. vælge hvad rum eller zone den skal gøre rent, og sætte en plan op for hvornår den skal gøre rent. Du kan også styre og starte den på Apple Watch.
Du kan også styre Dreame X50 Ultra Complete via Apple Siri og Google Assistant, og så er der widgets til både iOS, Android og Apple Watch, der gør du kan starte en rengøring direkte fra telefonens hjemmeside eller Apple Watch.
App’en er let at bruge og godkendt, men jeg ville som sagt ønske at man kunne lave rutiner, og også lettere tilslutte den til smart home økosystemer som f.eks. Homey. Det kræver en token som skal “trylles” ud af den lige nu, og det er ikke så fedt.

Batteritiden på X50 Ultra Complete skuffer – Håber på en firmware opdatering
Dreame X50 Ultra Complete har et 6.400 mAh batteri. Det burde jo være nok, men jeg må indrømme at efter at have givet min 30 m2 stue en grundig rengøring, var den nede på 32%. Det er langt mindre end jeg havde på komplet rengøring med L40 Ultra som jeg har testet tidligere.
Jeg håber virkelig at det er en software fejl, for ja – Den har næsten dobbelt så meget suge evne, men det bør jo ikke ramme batteriet så voldsomt, for så burde Dreame have øget batterikapaciteten.
Ifølge Dreame selv, har den op til 220 minutters batteritid, som er mere end de 194 minutter som Dreame L40 Ultra havde, men jeg kan på ingen måde komme i nærheden af den batteritid.
Som det er lige nu, tror jeg godt at jeg kan få omkring 2 timers rengøring ud af den ved normal CleanGenius rengøring, men med Max+ og grundig gulvvask, kommer du til at vente på en genopladning hvis du har et stort hus. Det er skuffende, og jeg håber virkeligt på en firmware opdatering. Til gengæld er Dreame X50 Ultra blevet ca. 30% hurtigere til genopladning.

Konklusion – Dreame X50 Ultra Complete er rigtig god, men der er plads til forbedringer enkelte steder.
Dreame X50 Ultra Complete er en imponerende god støvsuger. Den gør pænt rent, og støvsuger og vasker virkeligt godt. Men der er huller i osten, og det er især den skuffende batteritid, der ikke er i nærheden af det lovede.
Den er virkelig god til at komme over dørtrin, og dens app er også god. Du kan også styre den fra Google og Alexa, hvis du har lyst til det.
Jeg kan dog ikke give den mere end 4 stjerner, og det skyldes udelukkende den skuffende batteritid, for alt andet virker som toppen af poppen. Så hvis Dreame kommer med en firmware opdatering der løser den manglende lovede batteritid, så kommer vi op på en ren 5’er.

Pris og levering
Dreame X50 Ultra Complete kan købes hos forhandlere som Elgiganten og Power samt på Dreames officielle hjemmeside. Dreame X50 Ultra pris: 10.399 kr.