Forside * Nyheder

Sonos ville lave en MagSafe-højttaler til Gen Zs iPhones

- 0
Måske kunne Sonos’ MagSafe-højttaler have set nogenlunde sådan ud? (Foto: Apple/Sonos)

En højttaler, der hægtede sig bag på en iPhone skulle skabe en ny generation af Sonos-købere. Men projektet blev droppet, da app-skandalen begyndte at rulle.

Trods de mange omvæltninger i den seneste tid, må man sige at Sonos stadig er elsket af mange af sine kunder. Brandet forbindes stadig med sit absolutte speciale: trådløse højttalere til hjemmet, også selv om de ofte prøver nye ting af. Men her har Sonos muligvis noget af en udfordring. Selskabet er åbenbart nervøse for, som man siger, at ”dø med sit publikum”.

Det virker nemlig som, at færre og færre unge mennesker er interesserede i at købe højttalere, der står fast i hjemmet. Umiddelbart ser det ud som om, at Generation Z helst vil være så mobile som muligt, og hele traditionen med at have et fastinstalleret musikanlæg i hjemmet interesserer kun de få blandt dem.

Annonce:

De ældste Gen Z’ere er ved at komme i den alder, hvor de får børn og dermed også får mere fokus på hjemmets udstyr. Det vil vise sig i de kommende år, om det udmønter sig i at også denne generation begynder at købe højttalere og store TV-skærme. Men producenterne er godt klar over, at der skal gøres et eller andet, og det gælder også Sonos.

Således lavede Sonos’ teknikere sidste år en prototype på en højttaler, der skulle appellere direkte til Gen Z-markedet og få dem til at elske Sonos-brandet lige så meget som Millennial-generationen og Generation X. Det var en højttaler, der kunne hægtes på en iPhone.

Ikke specielt innovativt

Højttaleren skulle ifølge The Verge, der har set billeder af prototypen, benytte MagSafe til at koble sig på iPhonen. Siden MagSafe ikke kan formidle lyd, blev denne i stedet sendt via Bluetooth til højttaleren bag på telefonen. På den måde kunne man transformere sin iPhone til en kombineret Bluetooth-højttaler og lydkilde.

Selve modulet skulle være på størrelse med Apples nu udgåede MagSafe-batteri, men dog noget tykkere. Selve teknologien ombord skulle være baseret på den transducer-teknologi, som Sonos fik ombord, da selskabet købte Mayht Holding i 2022. Men selv om enheden nået til prototype-stadiet, blev den alligevel skrottet.

Der var simpelthen for meget tvivl om, hvorvidt hovedmålgruppen – altså Gen Z – ville tage godt imod sådan et produkt, og om sådan et potentielt marked ville være stort nok. Sonos rendte også ind i nogle tekniske problemer undervejs, og dertil kommer at prototypen blev præsenteret kun kort tid før, app-skandalen ramte Sonos. Firmaet fik pludselig noget andet at tænke på.

En helt anden faktor, der taler imod sådan et produkt, er at der allerede findes lignende ting på markedet. Scosches BoomCan har samme funktionalitet, og kan man finde lignende, billige enheder fra Kina, som Sonos næppe har lyst til at blive forvekslet med. JBL har også forsøgt at lave et lignende produkt, Soundboost, til Motorola-telefoner, uden at det blev nogen enorm succes.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.