
Hvis du har brug for en mere vertikal skærm på din laptop, kan Lenovos nyligt lækkede ThinkBook Flip måske være noget for dig.
Man kan ikke sige andet end at Lenovo prøver grænser af for tiden. I et laptop-marked, hvor der ofte eksperimenteres alt for lidt med formater og størrelser har det kinesiske firma i årevis været helt fremme i feltet med deres Yoga-serie af hybrid-PC’er. Men på det seneste har de også turdet prøve nogle helt nye formfaktorer af.
I december skrev vi for eksempel om Lenovos ”strækbare” ThinkBook Plus Gen 6, hvor skærmen kan næsten fordobles i højden. Under CES i januar annoncerede Lenovo, at den kommer på gaden senest til juni, men den bliver dyr – omkring 25.000 kroner før danske skatter og afgifter kommer oven i.
Nu har Lenovo så tilsyneladende gjort det igen. Ligesom med ThinkBook Plus Gen 6 er der blevet lækket noget billedmateriale til influencere på nettet med forventning om en senere officiel annoncering.

Det er den måske mest troværdige lækagemester på nettet, Evan Blass, der har fået fingre i marketing-billederne, så man behøver kun at tage disse med et lille gran salt. Ifølge Blass’ billeder er den nye laptop endnu et bevis på, at Lenovo ligesom med ThinkBook Plus Gen 6 prøver at ramme folk, der har behov for høje skærme.
Muligvis mere ergonomisk
Der er dog ikke tale om at næste års ThinkBook Plus-model allerede er afsløret. I stedet skulle der være tale om en model med navnet ThinkBook Flip. Og når man ser på dens hovedfeaturen giver navnet i den grad mening. Der er tale om en foldbar bærbar, der ligesom visse smartphones kan foldes ikke blot én, men to gange.
Når den foldes ud første gang, har den format som en almindelig laptop. Men der sidder et hængsel i toppen af den skærm, der sidder nærmest på tastauret. Og på det hængsel sidder der sørme en skærme mere, der så kan foldes ud én gang yderligere. Dermed bliver skærmen dobbelt så høj, når den er foldet helt ud.

Det ser næsten helt fjollet ud med sådan en høj skærm. Det ligner lidt noget, man er nødt til at iklæde sig en høj hat fra 1800-tallet eller måske en bjørneskindshue á la den Kongelige Livgarde for at bruge. Men det er helt sikkert brugbart for dem, der foretrækker høje skærme.
Den høje skærm gør det også muligt at sidde med den bærbare i skødet og undlade at bøje nakken for at arbejde. Man kan i stedet kigge lige frem for at se på skærmen, sådan som man kan på en stationær skærm – og det er jo en del mere ergonomisk.
Det er småt med de tekniske detaljer, ligesom informationer om pris og tilgængelighed må lade vente på sig. Men taget i betragtning, at det er noget billigere at klaske en ekstra skærm på en laptop end det er at lave en strækbar skærm, kunne man jo godt forestille sig at Flip er et billigere højskærms-alternativ til ThinkBook Plus Gen 6. Hvis den formodning holder, kommer den formentlig senere på året.