
Rabatkunder hos streamingtjenesten Max kan beholde 4K-kvalitet og Atmos lyd, men kun hvis de opgraderer inden den 24. marts.
I sidste uge modtog kunder med den tidligere HBO Max-livstidsrabat en mail om ændringer i deres abonnement. Beskeden var dog ikke enslydende for alle. Nogle kunder fik mulighed for at opgradere til Max Premium med 50% rabat, mens andre kun fik besked om, at de ville miste 4K UHD kvalitet og Dolby Atmos.
Nu bekræfter Max overfor Flatpanels, at alle rabatkunder kan vælge at opgradere til Max Premium-abonnementet inden 24. marts, og beholde deres 50% livstidsrabat.
„Da Max blev lanceret sidste år, beholdt kunder med lifetime-rabat funktionerne og funktionaliteten fra deres oprindelige HBO Max-abonnement. Dog blev deres pris justeret til at matche prisen på Standard-abonnementet, selvom de stadig havde fordel af deres rabat‟, forklarer Warner Bros. Discovery til Flatpanels, og fortsætter:
„Aktuelt, som en del af den sidste fase i standardiseringen af abonnementsmulighederne på Max, vil funktioner og funktionalitet for disse kunder fra deres næste fornyelse efter den 24. marts blive justeret til at falde ind under dem, der tilbydes af Max Standard-abonnementet. Kunder, der i øjeblikket har lifetime-rabat, vil fortsat have deres rabat, men vil nu modtage funktionerne og funktionaliteten i Standard-abonnementet.‟
Opgradering eller tab af 4K + Atmos
Kunder, der ikke foretager sig noget, vil efter den 24. marts automatisk miste 4K-opløsning og Dolby Atmos-lyd, men fortsat beholde deres 50% rabat på Max Standard-abonnementet. Hvis de derimod opgraderer til Premium, vil de kunne beholde 4K HDR og Dolby Atmos til den reducerede pris.
„Derudover har kunder, indtil den 24. marts, mulighed for at opgradere til Premium-abonnementet, hvis de ønsker at beholde alle nuværende funktioner og funktionalitet. Hvis de vælger at opgradere, gælder deres lifetime-rabat på det nye abonnement‟, skriver Max til Flatpanels.
Max Premium koster normalt kr. 149/måned, men med 50% livstidsrabat vil prisen lande på kr. 74,50/måned. Med den tidligere rabatpris på kr. 59,50/måned er det en prisstigning for Max-kunder som ønsker at beholde 4K UHD kvalitet og Dolby Atmos.