
AI-versionerne af de virtuelle assistenter både lyver og er utilregnelige. Begge techgiganter forsinker nu lanceringen af de nye opgraderinger.
I AI-kapløbet tegner der sig lige nu et billede af, at de enkelte AI’er er gode til forskellige ting. F.eks. anses Googles Gemini ikke som værende helt lige så velafrundet som ChatGPT, men den ligger forrest i feltet, når det gælder nogle helt specifikke applikationer. Det gælder f.eks. NotebookLM, der især er god til når man skal læse tungt stof eller er på skolebænken.
Men Google er også den eneste af de store tech-giganter, der er lykkedes nogenlunde med at flytte sin gamle, virtuelle assistent over på firmaets nyere, generative AI-platform. Det volder noget større besvær for konkurrenterne Apple og Amazon og deres virtuelle assistenter Siri og Alexa, der engang ansås for at være banebrydende.
Begge firmaer har lovet sine kunder, at der er store opgraderinger på vej af assistenterne. Disse skulle nu blive til egentlige AI’er, der både kan samtale mere naturligt og udføre mere avancerede opgaver. Men begge firmaer er løbet ind i tekniske vanskeligheder, der nu ser ud til at forsinke opgraderingerne en hel del.
Især hos Apple er udviklere og ingeniører temmelig pressede. Apple inviteret til en afsløring af det ”nyeste medlem af familien” om kun få dage. Det betyder formentlig iPhone SE 4, der skulle blive den første, billige iPhone, der kan understøtte Apple Intelligence. Samtidig skulle iOS 18.4 formentlig være blevet sendt ud i betatest til udviklerne.
Ustabil og utilregnelig
Det sidste bliver sikkert stadig tilfældet. Men det bliver nok uden den nogle af de features, de fleste havde ventet på med denne opdatering. Det var planen at den generative AI-version af Siri skulle være kommet ud til den brede offentlighed med iOS 18.4 til april. Men det bliver nu kun i en begrænset version, hvis det sker overhovedet.
Det skriver Mark Gurman fra Bloomberg, hvis kilder fortæller ham, at de store Siri-opdateringer må vente til maj eller senere. De kan simpelthen ikke nå at få opdateringerne færdige til udviklerne, der skal have en betatest-version nogle måneder før, så de kan forberede deres apps på den nye iOS-version.
Apple-medarbejdere, der tester den nye Siri oplever angiveligt, at den ikke er stabil og tilregnelig på tværs af platformen. Apple annoncerede i tilbage i juni Siris nye evne til f.eks. at kigge i kalender- og mail-apps efter information til at hjælpe brugeren med komplekse forespørgsler. Det er en af de features, der angiveligt ikke virker ordentligt og bliver forsinket.

Også Amazon har bøvl med at opgradere sin virtuelle assistent. Da assistenten Alexa først blev lanceret som en feature i Amazons smarthøjttaler, Echo, var den vildt populær. Den var med til at sætte hele smarthome-bølgen i gang og vænnede store dele af verden til at tale med maskiner – noget, som utvivlsomt bidrog til at skabe grundlaget for den nuværende AI-bølge.
Langsom og ikke til at stole på
Amazon ville ifølge The Washington Post have lanceret den nye version af Alexa ved firmaets kommende præsentation af nye hardware-enheder 26. februar. Men også Amazons teknikere er løbet ind i problemer. Den nye Alexa lyver simpelthen for meget.
Mere specifikt har Amazons udviklere svært ved at få Alexa til at holde op med at hallucinere og dermed give brugeren ukorrekt information – noget, som Apples AI-version af Siri også har haft problemer med. Betatestere skulle derudover ifølge The Verge have karakteriseret den nye Alexa som ”langsom”, ”stiv i betrækket” og ”ikke ret behjælpelig”.
Amazon har derfor udskudt lanceringen af den nye Alexa-version til ”31. marts eller senere”, siger Washington Posts kilder. En ny, generativ AI-baseret version af Alexa blev annonceret allerede i 2023, og skulle være sendt ud sidst i 2024, men blev forsinket på grund af ovenstående problemer. Og nu er den altså blevet forsinket igen.
Amazon har investeret kraftigt i firmaet Anthropic, der står bag AI-chatbotten Claude, og det forventes at være Anthropics teknologi, der ligger til grund for den nye version af Alexa. På samme vis er Apples næste version af Siri en del af firmaets store Apple Intelligence-satsning, der dels benytter sig af OpenAI-teknologi, dels af Apples egen AI-teknologier.