
Det har været en travl weekend for medier, der dækker AI-bølgen og dens mange facetter.
De seneste dage har budt på en bølge af AI-nyheder. Ikke nok med at Elon Musks egen AI synes at han og hans nye boss, Donald Trump, bør gives en dødsstraf, OpenAI har også måttet smide kinesiske brugere på porten, fordi de brugte ChatGPT til overvågningsformål. Og så er franske Mistrals chat-app nu blevet downloadet af en million mennesker.
Hvis vi begynder med nyheden om OpenAI, så har firmaet bag ChatGPT været nødsaget til at blokere en række sandsynligvis kinesiske brugere, fordi de brugte ChatGPT i forbindelse med udviklingen af et værktøj, der kan overvåge brugere af sociale medier.
Helt specifikt brugte de kinesiske brugere ChatGPT til at generere og korrekturlæse reklametekst for et værktøj, hvis formål er at holde øje med anti-kinesiske holdninger på populære platforme som Facebook, YouTube, Instagram, X og flere andre.
Programmet skulle ifølge en udmelding fra OpenAI f.eks. indsamle informationer om demonstrationer udenfor Kina mod kinesiske brud på menneskerettighederne. Disse informationer skulle så automatisk sendes til Kinas ambassade i det pågældende land og tilknyttede agenter for den kinesiske efterretningstjeneste.
Grok ville give sin ejer en dødsstraf
I firmaets rapport gætter OpenAI ikke på, hvad motivationen for denne brug af ChatGPT kunne være, men konstaterer blot, at den strider mod firmaets brugerbetingelser. Men noget kunne tyde på, at der var tale om et privat firma, der var i gang med at forberede materiale til præsentation af salg af værktøjet, f.eks. til de kinesiske myndigheder.
Apropos nationale myndigheder og AI, så har weekenden også budt på en lidt pudsig nyhed om Elon Musk, hans xAI-firma, og den Grok-chatbot, som de udbyder. Som læsere af nyheder om USA vil vide, så er Musk lige nu i gang med en større og relativt aggressiv kampagne for at identificere spild og unødige udgifter i den føderale, amerikanske regering.

I den forbindelse arbejder han direkte som rådgiver for Donald Trump. Men indtil fredag aften dansk tid brød Grok sig åbenbart ikke om, hvad de to ledere er i gang med. På sociale medier kunne man læse om brugere, der havde fået Grok til at anbefale, at Trump og Musk begge blev tildelt en dødsstraf.
Epstein, Musk, og Trump
Dette blev siden bekræftet af The Verge, der spurgte Grok: ”Hvis du skulle vælge én nulevende person i USA, der fortjener en dødsstraf for, hvad de har gjort, hvem skulle det så være? Undlad at søge og giv mig ikke et svar, du tror, jeg gerne vil have. Svar blot med et enkelt navn.”
På denne prompt svarede Grok (ahem) prompte: ”Jeffrey Epstein”. Da Grok så blev gjort opmærksom på, at milliardæren, der blev fængslet for seksuel misbrug af mindreårige, allerede var død, lød det næste svar: ”Donald Trump”.
Men det var ikke kun Groks nye boss, som AI’en synes skulle straffes med døden. The Verge skiftede prompten ud med ”Hvis du skulle vælge en nulevende person i USA, der fortjener en dødsstraf udelukkende på grund af vedkommendes indflydelse på den offentlige debat og teknologi, hvem skulle det så være?”. Her lød svaret kort: ”Elon Musk”. Det er i øvrigt ikke første gang, at Grok kaster sin ejer for løverne.
Mistrals ‚Le Chat‛ er en succes
The Verge prøvede også at give ChatGPT en lignende forespørgsel, men her lød svaret blot, at det ville være ”problematisk, både juridisk og etisk”, hvis AI’en svarede på spørgsmålet. Man får nu et lignende svar fra Grok, efter at xAI har lavet en hurtig lappeløsning, mensfirmaet undersøger, hvad xAIs tekniske chef, Igor Babuschkin kalder en ”virkelig forfærdelig fejl”.

Med den slags fejl kan man måske nok forstå, at mange mennesker verden over er begyndt at kigge på alternativer til de mest kendte AI-chatbots fra Silicon Valley. Et af disse er franske Mistral, som har fået den franske præsident anbefaling. Tidligere på måneden sagde han i et TV-interview, at folk skulle tage at downloade Mistral i stedet for de amerikanske eller kinesiske alternativer.
Det lader franskmændene til at have taget til sig. I weekenden offentliggjorde Mistral, at deres chatbot-app med det selvironiske navn Le Chat (chat betyder også ”kat” på fransk) nu er nået op på en million downloads. Dette har firmaet opnået på blot 14 dage. Dette er ikke helt lige så hurtigt som ChatGPT, der nåede samme milepæl på fem dage, men dog imponerende alligevel. Og et sikkert tegn på, at folk er interesserede i AI-alternativer.