Forside * Nyheder

Tyndhedstrenden på smartphones fortsætter – nu også hos Samsung

- 8
(Foto: Samsung)

Samsung S25 Edge kommer angiveligt midt i 2025 og bliver den slankeste smartphone i Samsungs sortiment.

Det overrasker næppe flere end 0 personer, at Samsung også springer med på en trend, der mere end noget andet ser ud til at dominere smartphone-designs i 2025: At gøre smartphones så tynde som menneskeligt og maskinelt muligt.

Det er efterhånden mange måneder siden, at vi kunne rapportere om, hvordan Apple går og brygger på en ultratynd iPhone. Lidt mere for nylig kunne vi så viderebringe rygterne om, hvordan denne iPhone formentlig bliver lanceret som en del af 2025-kollektionen, måske kommer til at hedde iPhone 17 Air og er et skridt på vejen mod en foldbar iPhone.

Annonce:

Forleden kom så nyheden om, hvordan den næste foldbare flagskibstelefon fra OnePlus i udfoldet tilstand ser ud til at være halv tykkelse af en iPhone 16 Pro Max, og kun 1,4mm tykkere end et USB-C-stik, fordelt på 0,7mm på hver side af stikket.

Der er altså ingen tvivl om at smartphone-producenterne ser tykkelsen som en konkurrenceparameter, når det gælder smartphone-designs i 2025. Producenterne har naturligvis længe forsøgt at gøre smartphones så tynde som muligt. Tyndhedstrenden begyndte måske endda allerede i dumbphone-tiden med slanke modeller som Motorolas RAZR V3.

Navnet er Galaxy S25 Edge

Spørgsmålet er, om der er tilstrækkelig efterspørgsel på så tynde smartphones – eller om forbrugerne ender med at være nervøse over, hvor robust sådan en smartphone kan være, når den skal være så tynd.

Sådanne overvejelser har dog ikke afholdt Samsung fra at hoppe med på tyndhedstrenden. Da den sydkoreanske gigant i går afslørede sine nye modeller i S25-serien, blev der også tid til at tease et kommende produkt, der endnu er omgæret med lidt mystik. Det var en strategi, Samsung også anvendte, da de teasede Galaxy Ring sidste år.

(Video: @KamleshBhati / Creator Studio)

I går handlede det imidlertid om Galaxy S25 Edge, der er et ultratyndt indspark i S25-serien, men som ikke blev officielt annonceret sammen med resten af serien. Samsung sagde blot med en voiceover, at den repræsenterer ”kulminationen på vores allermest innovative teknologi”.

En billigere og tyndere S25 Ultra?

Samsung holder dog de fleste af detaljerne tæt til kroppen. Ved Unpacked-præsentationen i går kom det kun frem, at telefonen har vapor chamber-køling, en metalramme og nogle ikke videre specificerede kameraer.

Siden har Bloomberg imidlertid fundet ud af, at S25 Edge formentlig kommer til at have en stor del af S25 Ultras hardware ombord, men vil være noget billigere at investere i. Bloomberg har også opsnuset, at S25 Edge bliver lanceret i vesten ”i midten af året”.

Samsung vil givetvis lancere den i hjemlandet Sydkorea først. Denne formodning er understøttet af, at de journalister, der var fysisk til stede ved Samsungs Unpacked-event i Sydkorea, rent faktisk kunne tage S25 Edge i øjensyn. Telefonen var udstillet, så videoer og billeder af den florerer derfor nu i tech-medier og blandt tech-influencere på sociale medier, som man f.eks. kan se herover.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.