Gaming-headsets til kr. 1.500 og opefter kan måske fremkalde sved på panden, men ønsker du at øge dine konkurrencefordele eller komforten, når du spiller, er et high-end headset værd at overveje.
High-end headsets til gaming kan noget, som deres billigere fætre ikke kan. Producenten fokuserer på et bedre og mere præcist lydformat såsom Dolby Atmos, men du også opnår en højere komfort. Slip for billig plastik og irriterende kunststof. Endelig er der muligheden for at gå trådløs, hvormed du slipper for endnu et kabel på skrivebordet.
Givet, et gaming-headset til kr. 500 er glimrende til casual gaming eller den unge teenager, og du kan finde et trådløst headset eller et surround headset til under kr. 1.000. Udfordringen bliver dog at finde en billig model, som leverer alle high-end fordelene.
Recordere.dk har testet fire af de nyeste modeller inden for high-end og trådløse gaming-headsets. Selvom der er visse ligheder, er der især forskel på lydformateterne, så du blandt andet skal gøre op med dig selv, om du ønsker præcision i lyden eller fylde.
Turtle Beach Stealth 700 (2. generation)
Turtle Beach gør meget for, at du får high-end fornemmelsen, selvom prisen ligger i den høje ende af mellemklassen. Stealth 700 er set til kr. 1.500, og du får værdi for alle pengene, men du skal til gengæld leve med et par irritationsmomenter.
Design og komfort
Stealth 700 er et relativt let gaming-headset, selvom rammen består af metal, der er beklædt med solid plastik. Ørekopper og hovedbøjlen består af kunstlæder og skumgummi, som sidder glimrende på mine ører og hoved. Selvom det bliver hedt, føles kunstlæderet komfortabelt. Totalt set en rigtig god buildkvalitet – især til prisen.
Venstre ørekop huser en mikrofonstang, du kan trække ud efter behov. Vil du mute eller slukke for mikrofonen, skubber du blot mikrofonen tilbage i ørekoppen – simpelt og nemt. Du finder også i venstre side to hjul til at regulere lydstyrken i mikrofonen og ørekopperne. Begge er let tilgængelige.
Når Stealth 700 bliver tændt udsender det et par meget høje bip-toner, der er negle på en tavle. Hver gang jeg tænder for headsettet, glemmer jeg tonerne, der bare har en vidunderlig effekt på min tinnitus. Lad være med at gøre som mig – i stedet, tag headsettet på hovedet, når tonerne har bippet færdig.
Indstillingsmuligheder
Hent Turtle Beach Swarm II-driveren på producentens hjemmeside, og du kan indstille Stealth 700. Driveren er meget overskuelig i sine menuer og valgmuligheder, og der er en del at vælge i mellem – også en hel del jeg aldrig kommer til at bruge.
Stealth 700 er velegnet til FPS’ere, fordi bassen er forholdsvis lav målt med andre, mere bombastiske modeller. Turtle Beach har inkluderet deres signaturlyd, hvor du kan tilvælge Superhuman Hearing, som kan fokusere på fodtrin eller skud. Aktiverer du Superhuman Hearing bliver der skruet gevaldigt ned for bassen, men de finere lydeffekter vil træde mere frem – klassisk trade-off i et gaming-headset.
Muligheden for at tilpasse lydindstillingerne ned til mindste detalje får du også, ligesom du kan tildele nye funktioner til headsettets knapper såsom bladring mellem dine forskellige lydprofiler, du har tilpasset dine spil, hvilket er yderst praktisk.
Headsettets mikrofon kan også finindstilles i driveren, så du kan tilpasse mikrofonens sensitivitet, støjfilter og din stemmes varme. Alt sammen brugbart hvis du chatter meget eller vil bruge headsettet til videomøder i støjfyldte omgivelser.
Turtle Beach har inkluderet to 2,4GHz-transmittere i købet, så du kan bruge Stealth 700 på din Xbox Series X/S, mens den anden transmitter kan være tilsluttet din PC. Derudover kan headsettet være tilsluttet din mobil via Bluetooth 5,2, hvilket giver dig fleksibilitet og hurtige forbindelser.
En væsentlig detalje hvis du agter at bruge Stealth 700 til onlinemøder. Headsettet slukker automatisk for lyden efter noget tid – også selvom jeg deaktivere autosluk i driveren. Det er hamrende frustrerende, at jeg skal genstarte headsettet, fordi det slukker midt i en samtale, som jeg går glip af.
Mikrofon
Turtle Beach leverer en yderst effektiv støjreduktion i mikrofonen, hvis du husker at aktivere funktionen inde i driveren. Headsettets støjfilter er god til at blokere lave toner og mellemtoner, mens de høje toner i frekvensområder går lige igennem til dem, du taler med.
I praksis betyder dette, at du kan have din familie til at tale omkring dig, uden de forstyrrer dine samtaler. Lyden af dit mekaniske tastatur eller museklik kan anes, men det forstyrrer heller ikke snakken med dine holdkammerater, men krøller du papir sammen, går det tydeligt igennem.
Samtidig har jeg valgt Smooth, hvilket gør min stemme mindre mekanisk at lytte til, og mikrofonen er fænomenalt til samtaler, fordi den ikke er støjfølsom. Lydkvaliteten er ikke oppe på broadcast-niveau, men du kan uden skam bruge mikrofonen til videomøder med kollegaer eller kunder.
Lydkvalitet
Stealth 700 byder på noget til begge verdener – FPS og action. Superhuman Hearing med fokus på skud eller fodtrin lader mig høre de finere detaljer i lydbilleder såsom militærstøvler, der vandrer ned ad et flisegulv. Ligeledes kan jeg i Stalker 2 stå i et vagttårn og tømme riflens magasin i takt med lyden til patronhylstre, der rammer metalgulvet.
Jeg kan også aktivere et mere fyldigt og bombastisk lydbillede i driveren, som giver mine actionspil mere saft og kraft, uden vi kommer op at brumme med den helt store baseffekt.
Turtle Beach har fokus på nuancerne med Stealth 700, og det bidrager også til den skræmmende og intense stemning i spil som Stalker 2 eller Resident Evil 4. Headsettets ulempe, hvad angår FPS’ere, er dog den manglende præcision i lydbilledet. Stealth 700 kører med spatial audio, hvilket Turtle Beach undlader at gøre et stort nummer ud af. Måske fordi formatet ikke fungerer optimalt – hverken på PC eller PlayStation 5.
Spatial audio bør køre med 360 graders lyd, og det gør Stealth 700 på sin vis også, men lyden er mest markant i siderne, mens center og lyden bag dig er sparsom. En dialog foran dig kører med stereolyd fremfor centrering af stemmen, og det samme gør sig gældende med lyd lige bagved dig.
Præcisionen halter også i forhold til gengivelse af, hvorfra der bliver skudt imod dig, og hvorfra fjenden kommer løbende, hvilket er et problem, når man kæmper mod andre spillere online. Jeg kan høre, at der bliver skudt mellem klokken 2 og klokken 5. Ligeledes ved jeg, at fodtrinnene og stemmerne kommer nærmere mellem 7 og 11 i venstre side.
Overordnet set er Turtle Beach Stealth 700 et rigtig godt gaming-headset med hele to 2,4GHz-dongles og lækker buildkvalitet. Headsettet halter dog på lydsiden, hvor fronten og lyde bagtil er lettere døde zoner. Headsettet er perfekt til chat i støjende omgivelser takket være en yderst effektiv støjreduktion i mikrofonen.
Acezone A-Spire Wireless
Recordere.dk kiggede for et halvt års tid siden på A-Spire fra Acezone. Nu har den danske producent lanceret en opdateret udgave, hvor det største sellingpoint er, at A-Spire har sluppet kablet fuldstændigt, så forbindelsen nu kører med 2,4GHz og Bluetooth 5,4. Ellers er det yderst begrænset med nyhederne.
Design og komfort
A-Spire Wireless ligner sin forgænger næsten på en prik. Headsettet består stadig af en robust plastikramme og metallisk hovedbøjle. Ørekopper og hovedbøjlen er fortsat beklædt med kunstlæder. Alt sammen med en mat finish. Og ligesom forrige generation signalerer A-Spire Wireless ikke af high-end, men buildkvaliteten er solid, mens komforten er i top.
Ørekopperne dækker mine ører godt, hvilket sikrer en god, passiv støjreduktion. Kunstlæderet føles behageligt, og jeg kan have headsettet på i flere timer ad gangen.
Mikrofonbøjlen i venstre ørekop kan slås ned, og når du slår den op igen, går mikrofonen på mute. Nemt og hurtigt hvis du bliver forstyrret i din chat eller dit videomøde. Venstre ørekop har også en knap til at aktivere den aktive støjreduktion, mens højre ørekop har fjernbetjeningen til at regulere lydstyrken og modtage opkald.
A-Spire Wirelesss har en batterilevetid på op til 35 timer, afhængig af hvordan du bruger headsettet, og det er rimelig standard.
Indstillingsmuligheder
A-Spire Wireless har en USB-C dongle, der er kompatibel med PC, Mac, PlayStation 5, iOS og Android. Ellers kan du tilslutte headsettet til din smartphone med Bluetooth 5,4. Og du slipper ikke for smartphoneforbindelsen, eftersom driveren kun findes til iOS og Android.
Acezone-appen er utrolig overskuelig – hovedsageligt på grund af de begrænsede indstillingsmuligheder.
Appen fokuserer hovedsageligt på gaming-lydindstillinger, mens der er mindre fokus på musikindindstillinger. Headsettets signaturlyd forstærker de finere lydeffekter, som fodtrin og skud, men du kan også skrue op for bassen, hvilket giver et fyldigere lydbillede.
Acezone lader dig også justere den hybride støjreduktion i ørekopperne, som har fokus på lave toner og mellemtoner. Støjreduktionen er ikke voldsom imponerende, selvom jeg skruer helt op for støjfilteret, eftersom snak og lyden af mit mekaniske tastatur går igennem, men i knap så forstyrrende grad.
Mikrofonen
Foruden den 2,4GHz-forbindelsen er den anden store nyhed mikrofonen, selvom Acezone ikke reklamerer med sidstnævnte – og med god grund.
Mikrofonen i A-Spire havde den mest effektive støjfiltrering, jeg havde oplevet i et gaming-headset nogensinde, men dette er ikke tilfældet med A-Spire Wireless. Forskellen er til at overse i starten, men under min test af støjreduktionen går lyden af vand, der kommer ud af hanen lige igennem til den anden side af min samtale. Selvsamme lyd er mindre forstyrrende med A-Spire, når jeg taler, og når min talestrøm stopper, slukker A-Spire mikrofonen, hvormed ingen baggrundsstøj går igennem.
A-Spire Wireless har ikke denne funktion, og mit gæt er, at producenten måtte gå på kompromis med støjreduktionen, så processorkraften kunne bruges på den trådløse forbindelse. Selvom støjreduktionen er mere modtagelig over for høje toner, er der stadig en del reduktion af baggrundsstøjen, og min stemme har stadig en god varme og fylde.
Lydkvalitet
Acezone skriver på deres hjemmeside, at A-Spire Wireless forbedrer brugerens evne til at afkode lyde hurtigere end konkurrenterne. Producenten nævner dog ikke, hvordan de kommer frem til denne påstand, eller om de omtalte konkurrenter overhovedet bruger gaming-headsets – i så fald de gør, hvilke modeller er der tale om?
Min oplevelse er dog, at en række lydeffekter træder markant frem. Soldaters stormløb gennem korridorer, krudtsmæld fra rifler samt hviskende stemmer er veldefinerede. Imponerende er det, at jeg midt i skududvekslingen i Stalker 2 kan høre patronhylstrene ramme flisegulvet, mens der bliver råbt og skudt løs.
Det virker som om, at producenten har et øget fokus på mellemtoner og de lidt højere toner i frekvensspektret på bassens bekostning, og det medfører en mindre metallisk klang i lydbilledet, hvilket især kan mærkes i åbne korridorer og kældergange.
Forståeligt at bassen skal spille en sekundær rolle i skydespil, hvor veldefinerede lydeffekter giver mig fornemmelsen af fjendens position og handlinger, men resultatet er, at A-Spire Wireless hovedsageligt egner sig til skydespil, mens headsettet er mindre egnet til genrer som kampspil eller strategispil med behovet for et fyldigere lydbillede og en mere solid bund.
A-Spire Wireless er til gengæld et must for gamere med hang til FPS’ere. Foruden fokus på vigtige lydeffekter kan headsettet gengive lyde med yderst høj præcision. Jeg kan høre, at der bliver skudt ved klokken 2-3 stykker, og det er imponerende at kunne følge patronens bane fra fabriksbygningen foran mig til den rammer bilvraget bag mig omkring klokken 6-7.
A-Spire Wireless formår også at gengive en vis sfærisk lyd, hvor jeg tydeligt kan høre helikopteren flyve over mit hoved, ligesom jeg kan høre soldater råbe sammen i rummet under mig. Og det er god grund til at investere i headsettet, hvis du er en seriøs og konkurrenceminded gamer.
Logitech Astro A50 (5. generation)
Hvis du har svært ved at kende forskel på Astro A50X, der ramte hylderne i februar 2024, og femte generation af Astro A50 fra oktober 2024, så er du ikke alene. Vi skal meget langt ned i detaljerne, før forskellene træder frem. Prisen på førstnævnte udgave er kr. 2.999, mens anden udgave står til kr. 2.499.
Design og komfort
Buildkvaliteten i Astro A50 er både tung og lækker, da headsettets ramme lavet af metal, mens ørekopperne er af hårdfør plastik beklædt med komfortabelt og blødt stof. Designet har bevaret det klassiske Astro A50-look, der går på tværs af generationerne. Angående komforten så kan jeg holde ud at have det på hovedet i to-tre timer ad gangen, selvom det er relativt tungt.
Ørekopperne har knapper til justering af lyden, mens mikrofonstangen i venstre side kan hejses op og ned. Stangen er lavet af gummi, hvormed du kan bøje den efter behov.
Medfølgende base er til meget mere end opladning af batteriet, der kan køre i op til 24 timer på en opladning. Basen er nemlig også designet til at være bindeleddet mellem dine spilkonsoller og computer.
Indstillingsmuligheder
Astro A50 kan forbindes med din PC/Mac, Xbox Series X/S, PlayStation 5 og Nintendo Switch – sidstnævnte er ikke muligt med Astro A50X. Du kan dog kun have tre systemer tilsluttet via USB-C ad gangen, mens du også kan tilslutte headsettet med din mobil og tablet via Bluetooth.
Forskellen mellem baserne til Astro A50X og Astro A50 har sidstnævnte ingen HDMI-porte. Dermed kan Astro A50 kun køre lyd og ikke billede fra dine enheder til din skærm.
Logitech G Hub-driveren byder ikke på de helt store indstillingsmuligheder. Du kan bladre mellem lydprofiler, der er tilpasset spil, film og blot en generel standard. Derudover kan du opdatere firmwaren. Derudover kan du vælge mellem tre profiler til mikrofonen, som ikke har den helt store effekt, da der ikke er støjreduktion i mikrofonen, og stort set al baggrundsstøj går lige igennem.
Mikrofonen
Astro A50 har en glimrende mikrofon, som gengiver din stemme med varme og bund. Lyden af stemmen er ikke mekanisk eller metallisk, hvilket er et kæmpeplus, hvis du skal bruge headsettet til at lave indhold med.
Minussiden er støjfilteret, som jeg kun kan anbefale, at du aktiverer, hvis du spiller i et støjfyldt miljø og skal chatte med holdkammerater. Stemmeføringen skal have en vis lydstyrke, hvis alle dine ord skal gå igennem. Støjfilteret gør også, at stemmen virker mekanisk, så du kan ikke sidde og streame til dine følgere eller lave indhold, hvis filteret er aktiveret, eftersom lyder jammerligt med normal stemmeføring.
Lydkvaliteten
Astro A50 kører Dolby Atmos på Xbox Series X og PC, hvor du vil opleve en høj grad af præcision i forhold til fodtrin og flyvende projektiler, men der er skruet godt op for bassen, hvilket overdøver de finere detaljer og forsinker din opfattelse af kritisk, auditiv feedback.
Givet, du kan skrue ned for bassen og op for mellemtonerne i driveren, men der findes konkurrerende modeller til dig, der ønsker at opfatte lydeffekterne hurtigere. Omvendt er headsettet perfekt til stemningsfulde spil, hvor du vil have mere fylde i lydbilledet såsom Silent Hill 2 eller Resident Evil 4. Lyden af sandstorm, blandet med gammelt jern, der knager i baggrunden samt kraftfulde eksplosioner optræder som en hæsblæsende symfoni af lydeffekter. Dine ører vil takke dig.
Selv på PlayStation 5, som ikke kører Atmos, men spatial audio, kan jeg høre de mange lækre effekter rimelig præcist gengivet. 360 grader-lyden er absolut i topklassen, mens præcisionen ligger omkring klokken 1-3 stykker. Jeg kan høre projektilerne blive affyret fra et bestemt område, men ikke 100 % præcist, og det er her, hvor hardcore konkurrenceminded gamere nok skal søge et andet headset.
Astro A50 formår heller ikke at gengive lydeffekterne foroven og forneden særligt godt. Det lyder som om, helikoptoren flyver lidt højt, selvom den faktisk er højt oppe i luften. Dermed kører headsettet ikke en veldefineret sfærisk lyd, men nærmere en 360 graders lyd, selvom Logitech skriver noget andet på deres hjemmeside. For sfærisk lyd kræver både højde og dybde. Dybden er helt på plads, mens lyden på Y-aksen er yderst sparsomme.
Logitech Astro A50 (5. generation) er et yderst lækkert headset, der differentierer sig fra Astro A50X ved at være billigere, men du får til gengæld ingen HDMI-porte i basen, hvilket er den største forskel. Astro A50 er til dig, der går efter fylde og et væld af detaljer i lydbilledet eller ønsker en mikrofon, der kan gengive din stemme med varme.
Razer Kraken V4 Pro
Hvis du går efter Razers high-end headset, skal du være forberedt på … noget andet. Prisskiltet på cirka kr. 3.300 alene vidner om, at der er noget anderledes på færde. Noget virker, mens der også er plads til forbedringer.
Design og komfort
Kraken V4 Pro skriger af high-end – fra design til materialevalg. Hovedbøjlen er lavet af let metal, der er beklædt af kunstlæder og robust plastik. Ørekopperne er af blød skumgummi med plæder overtræk, mens plastikrammen har LED-belysning.
Valget af belysning i ørekopperen kan undre, eftersom det ikke er noget, du selv ser, når headsettet omslutter dine ører, men streamer eller deltager du i videochats, kan andre nyde lysshowet – og det er der vel noget prestige over for yngre gamere.
Ørekopperne sidder for stramt rundt om mine ører, hvilket skyldes mit store, runde kødhoved. Folk med et mere ovalt hoved vil nok have en anden oplevelse. Ørekopperne er dog velisolerede, og den passive støjreduktion tager toppen af baggrundsstøjen.
Kraken V4 Pro har også indbygget en Haptics-funktion, og kudos til Razer for at prøve noget nyt.
Haptics er i teorien et interessant feedback, der skal supplere det auditive, men det fungerer ikke helt i praksis, fordi vibrationerne i headsettet bliver akkompagneret af en vis brummelyd, der forstyrrer det auditive feedback.
Når jeg skyder eller kaster granater, vibrerer ørekopperne, og det er spændende nok, men brummelyden forstyrrer mit fokus. Den skaber en paranoia med en forventning om, at fjenderne er på vej eller skyder, og den sagte brummelyd er konstant i kampsituationer, hvor kugler og eksplosioner får headsettet til at vibrere. Brummelyden reducerer også komforten i headsettet, fordi den er så enerverende. Version 2,0 af Haptics bør rette op på dette.
Indstillingsmuligheder
Pro-udgaven af Kraken V4 kommer med en kontrolhub, der fungerer som fjernbetjening, hvormed du undgår at skulle åbne driveren, når du skal vælge mellem forskellige indstillingsprofiler.
OLED-skærmen fodrer dig med et udvalg af informationer såsom batterikapacitet, lydstyrke og menuer, du kan bladre i mellem.
Stort set alt hvad du også finder i driveren. Hubben er et godt supplement, der giver et godt overblik og hurtig adgang til de dybere indstillingsmuligheder, som supplerer fjernbetjeningen i ørekopperne glimrende, men bemærk at du også betaler en vis pris for hubben, der er bekvemt ekstraudstyr.
Razer Synapse-driveren byder dig, traditionen tro, velkommen indenfor med reklamer for Razer-produkter, som du ”måske kan have interesse i” – til kontinuerlig irritation for dig, der lige har brugt mere end kr. 3.000 på deres headset.
Synapse giver dig et godt overblik over de forskellige indstillingsmuligheder, og de enkelte undersider i driveren er ikke overdækket af indstillinger og funktioner. Det er nemt at klikke på et faneblad med de indstillinger, du er på jagt efter, og der er sågar forskellige profiler med indstillinger, som matcher dine spil.
Mikrofonen
Razer gør det helt rigtige med mikrofonstangen, der kan trækkes ud af venstre ørekop, så den kan gemmes væk, når den ikke bruges. Lyden i mikrofonen er dog noget mekanisk og har en metallisk klang.
Derudover understøtter den ikke støjreduktion, hvilket kunne have været rart i et high-end gaming-headset, der appellerer til seriøse gamere. Lyden af mit mekaniske tastatur går lige igennem, og det samme gør den øvrige baggrundsstøj. Så hvis du ikke kan lukke døren og holde dine omgivelser ude, kommer de med i din chat.
Lydkvalitet
Kraken V4 Pro er THX-certificeret og understøtter spatial audio, og dette opsummerer ganske fint, hvorfor headsettets lyd burde imponere. I praksis leverer Kraken V4 Pro et meget levende og detaljeret lydbillede, hvor regndråber på bliktaget, stormvejr og kugleregn er veldefinerede.
THX-spilprofilerne skuffer ikke, og det er muligt at skrue op for stemmer og fodtrin, mens du skruer ned for bassen, hvilket ethvert gaming-headset med respekt for sig selv har mulighed for.
Præcisionen i lydbilledet halter en anelse. Ja, jeg kan høre, at der bliver skudt mellem klokken 2-3, mens håndgranaten landede i græsset bag mig klokken 7-8 stykker, men retningsbestemmelsen er ikke 100 % præcis, selvom vi er tæt på.
Lydprofilerne tillader også et mere fyldigt lydbillede, hvor bassen træder lidt mere i karakter, men vi er ikke der, hvor du får jordskælv i ørekopperne, når kampvogne buldrer hen over slagmarken. Og det indikerer, at Kraken V4 Pro er designet til onlineturneringer og spil, hvor præcision og detaljer er i fokus.
Køb derfor Razer Kraken V4 Pro hvis det er FPS’ere og onlinekampe, du lever og ånder for. Qua headsettets prisskilt er det for seriøse gamere, der går op i præcision og nuancer i lydbilledet, ligesom du kan nørkle med finindstillingerne for at få en profil, der passer til specifikke spil og din spillestil – her skuffer Razer bestemt ikke.