OnePlus 13 er klar til Danmark, og er du på jagt efter et lynhurtigt flagskib bør du læse vores test. Du får kæmpe batteri, imponerende ydelse og virkeligt godt kamera
OnePlus er de første i 2025 til at præsentere et flagskib i Danmark. OnePlus 13 er landet, og vi har haft den til test i næsten en måned, og den kommer med top-specifikationer på batteri, kamera og CPU, så det skal blive spændende at se om den kan leve op til hypen. Læs hvad vi synes om OnePlus 13 her.
Udpakning og design
OnePlus 13 kommer i en æske, der udover telefonen indeholder et USB-A til USB-C kabel. Der er ingen oplader med, og der er heller ikke et cover med mere. Men OnePlus havde til testet leveret en 50W AIRVOOC trådløs oplader med, og et cover. Begge dele er dog ekstraudstyr.
Telefonen har et meget elegant design, og kommer i farverne Arctic Dawn (creme hvid), Black Eclipse (sort) & Midnight Ocean (lyseblå), og modellen vi testede var Black Eclipse, og med 16GB RAM og 512GB lagerplads.
På bagsiden kommer OnePlus 13 med 3 objektiver, der alle er lavet i samarbejde med Hasselblad. Det er iøvrigt 5. generation som OnePlus og Hasselblad er nået til. Jeg synes det fylder meget, og måden det er designet på gør at man ikke kan lægge telefonen på bordet og trykke på skærmen da den så gynger meget, når man trykker på skærmen. Men jeg kan faktisk godt lide designet, men ville have ønsket det havde placeret kamera i center i stedet for til venstre på bagsidens top.
På højre side er der knapper til lydstyrke og stand-by og på venstre side er der OnePlus’s tre-punkts mute-kontakt, som virkeligt er en brugbar funktion. I bunden er der USB-C stik med USB 3.2 Gen 1, og så er der en dual nano-SIM skuffe. Inde i telefonen finder du den nyeste og hurtigste Snapdragon 8 Elite, og du kan få OnePlus i enten 12GB RAM / 256GB lagerplads eller 16GB RAM / 512GB lagerplads.
På forsiden finder du en 6,82” QHD+ (3.168 x 1.440 pixel) skærm, der også har et lille O-hole kamera / sensor hul midt i toppen.
Designet er godkendt. Man skal være opmærksom på at ud fra hvad farve man vælger, så er der forskellige bagside-materiale, og det gør også at der er mindre forskelle på både vægt og tykkelse på de forskellige farver. OnePlus 13 kommer med mulighed for vegansk læder lavet af mikrofiber på bagsiden hvis du vælger den blå version. På den sorte model vi testede er bagsiden dækket af hårdt glas. Personlig kan jeg bedst lide den sorte model.
OnePlus 13 kommer med både en IP68- og IP69-klassificering, hvilket gør den mere vand- og støvtæt end de fleste telefoner, og det er nyt. Det er nemlig ikke sådan at OnePlus officielt har haft IP certificeringer altid. Telefonen vejer mellem 210 og 213 gram afhængig af hvad farve du vælger modellen i.
6,82” 120Hz AMOLED skærm imponerer
OnePlus 13 kommer med en 6,82 tommer 1.400 x 3.168 AMOLED skærm med 120Hz opdateringshastighed, og en peak lysstyrke på hele 4.500 nits. En anke jeg fandt meget hurtigt, da jeg testede den i julen, er at den er en super-magnet for fedtede fingre. Jeg skal ikke sige om det er den belægning som OnePlus bruger til at beskytte glaser, men en ting er sikkert, du kommer til at have en pudseklud i nærheden af hvor du oplader, for den skal pudses hver dag.
Måske det er derfor at OnePlus har en Glove Mode, der gør du kan bruge skærmen selv med handsker på. Det er ret lækkert at den virker når du går tur med hunden og handsker på. Nuvel. Den er ikke så responsiv som med fingrene, men det virker.
OnePlus har også en Aqua Touch, der gør at du kan bruge den med våde fingre. Så OnePlus har virkeligt løftet skærmoplevelsen uanset om du kigger på den eller trykker på den.
Skærmen står virkeligt klart, og reagerer lynhurtigt. OnePlus 13 har også Eye Care mode, hvor skærmen justerer sig ud fra det lys der er omkring telefonen.
Det er virkelig en lækker skærm. Den høje lysstyrke gør den velegnet i alle lysforhold, og OnePlus 13 understøtter både Dolby Vision, HDR10+ og HDRViVid.
Skærmen er klart godkendt
Ydelse – Snapdragon 8 Elite giver dig alt den power du har brug for
OnePlus 13 er udstyret med Qualcomms nyeste Snapdragon 8 Elite-chipset, hvilket gør den til en af de første smartphones med denne avancerede processor. Snapdragon 8 Elite er bygget på en 3nm proces og inkluderer en anden generations Oryon CPU, der leverer betydelige forbedringer i både ydeevne og energieffektivitet sammenlignet med tidligere generationer.
Med op til 24 GB LPDDR5X RAM og 1 TB UFS 4.0-lagerplads tilbyder OnePlus 13 rigeligt med lagerplads og RAM uanset hvad dit behov er. Modellen vi testede havde 16GB RAM og 512GB lagerplads, og der var rigeligt med ydelse uanset om vi spillede eller brugte apps.
På Geekbench 6 scorer OnePlus 13’en 3.036 på Single-Core og 9.363 på Multi-Core. Det er imponerende højt, og den indbyggede GPU scorer 18.762 på OpenCL. Det betyder faktisk at OnePlus 13 på flere kerner er hurtigere end iPhone 16 Pro Max i samme test.
Så skal du have en superhurtig Android smartphone, så får du ikke noget, der er meget hurtigere end OnePlus 13 lige nu.
Uanset om du surfer, spiller eller ser video, vil du på intet tidspunkt opleve at telefonen føles langsom. Og Snapdragon 8 Elite er samtidigt enormt energi effektivt.
Batteritid – 6.000 mAh batteri der leverer i op til flere dage
OnePlus 13 kommer med et batteri på hele 6.000 mAh. Eller rettere, OnePlus 13 kommer med 2 x 3.000 mAh batterier. Det gør også at OnePlus 13 kan oplade med hele 100W SUPERVOOC teknologi, så du kan gå fra 1 – 100% på under 40 minutter. Det kræver en oplader fra OnePlus, men min Ugreen 100W USB-C oplader kunne levere en ydelse der var tæt på samme hastighed.
Vil du gerne oplade trådløst, understøtter OnePlus 13 op til 50W AIRVOOC opladning som kræver du køber en OnePlus AIRVOOC oplader. Desværre ligesom mange andre Android flagskibe har OnePlus valgt at se bort fra Qi2 standarden, så vil du ikke bruge OnePlus’s egen oplader, får du Qi 1.3 hastighed som er omkring 15W.
Under batteri indstillinger kan du vælge hvad mode OnePlus 13 skal køre i, hvor du kan vælge mellem Høj Ydelse, balanceret tilstand, Strømspare tilstand eller Superstrømspare tilstand. Afhængig af hvad mode du vælger får du mellem 1-2 til 3-4 dages batteri.
Jeg har testet OnePlus 13 i over 3 uger, og har aldrig været under 50% batteri når jeg gik i seng, men der skal nok findes gamere / video streamere som kan presse batteriet, men jeg er ret sikker på at nærmest alle får mindst en hel dags batteritid med OnePlus 13.
Batteritiden på OnePlus 13 er super imponerende, og klart godkendt.
Gode forbindelser med bl.a. Bluetooth 5.4 og Wi-Fi 7
OnePLus 13 har naturligvis 5G netværk og de uger jeg testede den, havde jeg virkeligt godt signal på Telmore’s net uanset hvor jeg var.
Med OnePlus 13 får du også nyeste Bluetooth 5.4, der understøtter SBC, AAC, aptx, aptx-HD, LDAC og LHDC5.0. Du får også Wi-Fi 7, så du kan få det hurtigste trådløse netværk, hvis du ellers har et hjemmenetværk der understøtter det.
Som tidligere skrevet er der plads til dual nano-SIM, men du kan også bruge eSIM, hvis du hellere vil det.
På den kablede side får du USB 3.2 Gen 1 via en Type-C port som både kan bruges til opladning og tilslutning af USB-C udstyr som f.eks. DJI Mic Mini trådløse mikrofoner eller kablede hovedtelefoner. Du kan også tilslutte USB-C drev, så du kan eksportere eller importere data.
Oxygen OS 15.0 og Android 15 – Og en ret ren Android oplevelse med masser af AI.
Oxygen OS 15.0 er baseret på Android 15, og har naturligvis fået en masser AI funktioner, med både “Circle to Search” og andre justeringer af f.eks. billeder.
Der er mange flere AI funktioner med i OxygenOS 15, og der er naturligvis også Google Gemini, så du kan få præcis de AI funktioner du ønsker på din OnePlus 13.
Softwareoplevelsen er rigtig god. Der er ikke så meget bloatware installeret, og i det hele taget så får du en meget ren Android oplevelse med OnePlus 13.
Med OnePlus 13 får du 4 års major software opdateringer, og 6 års sikkerhedsopdateringer. Jeg ville ønske at OnePlus med et så kraftfuldt chipset som Snapdragon 8 elite også tilbød 6 år på major versioner. Men 4 år er rigeligt for de fleste.
Kamera – Hasselblad 5. gen, og masser af AI
OnePlus kommer med tre kameraer på bagsiden. Og fælles for alle tre er at de leverer billeder i op til 50MP.
Hovedsensoren er et Sony LYT-808 1/1.4” kamara, der har en f/1.6 aperture, som gør at du får virkeligt gode billeder uanset om du tager billeder i dagslys eller i mørke. Så får du en 120 graders ultra-wide sensor, og så et telefoto objektiv, så du også kan tage ting med 3x optisk zoom og op til 120x digital zoom. Glem alt om 120x. Det er ligegyldigt, da alt over 60x efterbehandles med AI, hvor telefonen gætter hvad den har taget et billede af.
AI detail Boost kan hjælpe med at forbedre detaljerne i de tagne billeder, og du kan opskalere billeder til op til 4K, efter du har klippet i dem. Du har også AI Unblur, som med AI kan genskabe skarphed i billeder. Og er du træt af reflektionen i nogle af de billeder du har tage, har OnePlus AI også lavet en “AI Reflektion Eraser”.
Kamera appen på OnePlus 13 er virkeligt et super behageligt bekendskab. Den er intuitiv og nem at bruge, og uanset om du skal optage billeder med eller uden Hasselblad’s filtre er det lynende hurtigt at komme igang med.
På videosiden kan du optage i op til 8K/30 fps. Personligt synes jeg at 4K/60 fps tager meget bedre video, og det er også den indstilling jeg har brugt i min test af video på OnePlus 13.
Oven- og nedenfor kan du se lidt billeder og video taget med OnePlus 13 i den periode jeg har testet den. Bemærk at vejret ikke har været med mig.
Kameraet på OnePlus er en virkelig god oplevelse, og trækker klart op i anmeldelsen.
Konklusion
Nu er det let at sige at det er årets bedste Android oplevelse, når man kun er en uge inde i 2025, men der er ingen tvivl om at OnePlus 13 virkelig er et flagskib man skal have med i sine overvejelser hvis man er på jagt efter en Android mobil med masser af hestekræfter, kraftigt batteri og et fantastisk kamera.
OnePlus 13 imponerer faktisk på alle områder på nær de kun 4 års major software opdateringer, men jeg tænker at man med 6 års sikkerhedsopdateringer er godt dækket ind. Og til en pris som er til at forstå, så skal de andre smartphone leverandører tage sig sammen for at slå OnePlus 13.
Batteriet på 6.000 mAh er også en gamechanger, fordi du nu som almindelig smartphone bruger får op til to dages batteritid.
OnePlus 13 får 5 flotte stjerner, og en top-model award. Og nu skal det blive spændende at se om Samsung med deres næste generation Galaxy S serie kan overgå den agenda som OnePlus har sat med deres top-model.
Pris og levering
OnePlus 13 har en meget rimelig prissætning, når man ser på specifikationer og kvalitet.
- OnePlus 13 12GB RAM / 256GB lagerplads: 7.999 DKK
- OnePlus 13 16GB RAM / 512GB lagerplads: 8.999 DKK
Begge modeller er til salg fra den 7. januar 2025 og kan købes hos flere danske forhandlere.