Free Our Feeds er et nyt projekt med opbakning fra Hollywood-folk som Mark Ruffalo og Alex Winter, Wikipedia-stifteren Jimmy Wales, techledere fra bl.a Mozilla samt musikere som Brian Eno og Matt Black fra Coldcut.
”Nu, hvor Zuckerberg i sidste uge gik helt over til at være ligesom Musk, kan vi ikke længere lade milliardærer have kontrol med vores offentlige debat-fora”. Sådan hedder det i en udmelding underskrevet af en lang række kendisser, underholdningsbranche-folk, journalister, akademikere og tech-folk, der er samlet under navnet Free Our Feeds.
Sidstnævnte er et nyt projekt, der skal udmønte sig i en forening til beskyttelse af sociale medier som et forum, hvor folk kan mødes, hænge ud, debattere og more sig, uden at skulle under indflydelse fra de milliardærer, der ejer dem.
Underskriverne kalder sig for ”tidligere Twitter-brugere”, der savner ”det globale offentlige rum”, som Twitter repræsenterede. ”Efter en bestemt person tog over”, skriver de, ”så vi vores feeds falde i kvalitet”. Det er naturligvis en slet skjult henvisning til Elon Musk, som ifølge underskriverne brugte Twitter/X til ”sine egne politiske og forretningsmæssige mål”.
”Det kan vi aldrig lade ske igen. Vi vil kæmpe stålsat for at befri sociale medier fra milliardærers kontrol”, understreger underskriverne. Folkene bag Free Our Feeds ser for første gang en farbar vej, ad hvilken sådan et mål kan nås. Det handler om ATProto.
Vil skabe åben ”kritisk infrastruktur”
ATProto er en forkortelse af Authenticated Transfer Protocol, der nogle gange også omtales som AT Protocol. Det er den protokol, som Twitter/X-alternativet Bluesky benytter sig af. Bluesky er vokset med raketfart i de seneste måneder og har nu 26 millioner brugere. 11 millioner af disse er kommet til siden USA’s præsidentvalg 5. november og rigtig mange af dem er såkaldte ”Twitter Quitters”, der har forladt Twitter/X til fordel for Bluesky.
Men Bluesky er også en kommerciel virksomhed, der netop er i gang med en ny investeringsrunde, i hvilken forbindelse platformen er blevet vurderet til en værdi på 700 millioner dollar, eller lige omkring fem mia. kroner. Med andre ord risikerer de også at blive ”fanget af milliardærerne”, som Free Our Feeds-folkene udtrykker det.
Men AT-protokollen er en åben protokol, som alle kan anvende til at bygge lignende platforme. Lidt ligesom i Fediverset, som f.eks. Mastodon og Threads er en del af, kan alle og enhver bygge sociale medie-apps med ATProto. Og det er denne mulighed, som Free Our Feeds vil sikre.
Folkene bag initiativet vil benytte den resulterende forening til at bygge en åben ”kritisk infrastruktur” for sociale medier med ATProto, som er uafhængig af Bluesky. På den måde kan nogen altid bygge et alternativ til Bluesky, hvis virksomheden skulle blive solgt og Musk/Twitter-historien ser ud til at gentage sig. Hele infrastrukturen (indlæg, følgere, lister, historik med mere) bliver således præserveret, uanset hvad Bluesky foretager sig.
Tech-veteraner og musiklegender
Projektet skal finansieres ved at fundraise 30 millioner dollar over tre år. i første omgang hedder målet dog 4 millioner, blot til at få foreningen og den kritiske infrastruktur på plads. Ud over traditionel fundraising fra fonde m.v. har foreningen startet en GoFundMe-kampagne, hvor der i løbet af de første 24 timer er blevet samlet omkring 37.000 dollar ind.
Blandt navnene bag projektet står blandt andre Wikipedia-stifteren Jimmy Wales, skuespilleren Mark Ruffalo, dokumentarist og skuespiller Alex Winter og musiklegenden Brian Eno. De har følgeskab af Matt Black, der som den ene halvdel af DJ-duoen Coldcut stiftede pladeselskabet Ninja Tune, forfatter og journalist Cory Doctorow.
Journalist Carol Cadwalladr, der var en af hovedkræfterne bag afsløringen af Cambridge Analytica-skandalen er også medunderskriver. Dertil kommer en lang række indflydelsesrige forskere og professorer, inklusive Harvard-professoren Shoshana Zuboff, der skrev den debatskabende bog ’The Age of Surveillance Capitalism’ og David Carroll, der var i centrum for Netflix-dokumentaren ’The Great Hack’.
Også Eli Pariser, der introducerede verden for ”Filterboble”-begrebet er blandt initiativtagerne, og det samme er en del af lederskabet bag Mozilla Foundation (der blandt andet står bag Firefox-browseren), inklusive den øverste direktør, Nabiha Syed og bestyrelsesformanden Mark Surman.