En af de mest realistiske og hardcore militærspil har fundet vej til PlayStation og tilbyder en helt specielt oplevelse til dem, der vil nørde igennem.
Lad det være sagt med det samme. Arma Reforger er ikke som noget andet spil du har prøvet på PlayStation og er bestemt ikke for alle. Det er hardcore, holder dig ikke i hånden og kræver meget af dig. For alle der spiller på PS5, er der nu mulighed for, at få en af de mest realistiske oplevelser af at være i ægte krig, minus det ubehag, der måtte være ved at kunne dø af det.
Arma serien har været ude i mange år på PC, samt de sidste par år på Xbox, men se den her anmeldelse fra perspektivet for en helt ny Arma spiller.
Arma Reforger foregår online med og mod andre spillere samt computeren. Settingen er to kæmpe øer, Everon og Arland, i slutningen af 80´erne. Udover spillets hoveddel, conflict, som vi kommer ind på om lidt, er der en gamemode hvor du spiller som frihedskæmper, en med specifikke missioner og endelig en gamemaster mode, hvor du selv kan opsætte spil som du ønsker.
Vi tager udgangspunkt i spillets hoveddel, conflict, da de fleste spillere ses online her. Præmissen er simpel. Overfor hinanden står USA og Sovjet og der kæmpes om herredømmet på den af øerne du vælger. På øerne er placeret baser, områder med depoter af livsvigtige forsyninger, centrale radiotårne og forladte byer, der også kan gemme på forsyninger. Målet er at overtage baser nok, til at dominere kortet og vinden krigen.
Så langt så godt. For selvom settingen er simpel, så viser det sig hurtigt, at Arma Reforger, bestemt ikke er et skydespil som f.eks Call of Duty eller Battlefield. Går du ind til spillet med indstillingen om at storme frem, ja så løber du direkte i døden og vil formentlig hade spillet. Arma er anderledes end noget andet, jeg i hvert fald, nogensinde har oplevet på PlayStation.
Som nævnt gælder det om at indtage baser nok til at vinde spillet. Baserne kan dog kun indtages, hvis der er et radiosignal, der kan nå basen. Derfor er radiotårnene I Arma så vigtige. Både de to der står fast på øen, men også dem, du selv kan bygge, når du indtager en base. Uden radiokommunikation mellem enhederne i krigen, er I som en høne uden hoved. Med radiokommunikation, ved I hvem der gør hvad, hvor fjenden er osv.
Baserne trænger ofte til udvidelse, for at I kan føre kampen mod fjenden videre. De mangler ammunitionslagre, steder I kan reparere og optanke køretøjer, lazaret til sårede eller simpel beskyttelse i form af sandsække, vejafspærringer og andet, der kan gøre det sværere for fjenden, at tage basen tilbage. Men før, at I overhovedet kan bygge alt det basen og den videre krig behøver, kræver det, at I har forsyninger. Forsyninger, der som tidligere nævnt er gemt i lagre og på baserne, samt ofte bevogtet af computeren eller modstanderen. Selvom baserne selv genererer forsyninger, så er det ikke i tilstrækkelig grad, til at drive krigen fremad.
Frihed til at vælge
Arma Reforger kræver meget af spillerne og kan virke uoverskueligt til at begynde med. Men fordi der er så mange behov, der skal opfyldes, så er der også mange muligheder, for at vælge, hvordan du vil bidrage til krigen. Uanset hvad, så har alle har en vigtig rolle, hvis det skal lykkes at vinde.
Foretrækker du at køre ressourcer fra baser og depoter, til frontlinjen kan du gøre det. Vil du hellere være fodsoldat, der kaster dig i kamp med fjenden eller måske en rekognosceringsenhed, der spotter fjenden og melder over radioen, så gør du det. Eller vil du hellere være helikopterpilot eller chauffør for tropperne, eller måske læge der helbreder dine holdkammerater, ja så gør du det. Det er helt op til dig selv, hvordan du vil spille og bidrage.
Øerne du spiller på er store og uanset om kampene udspiller sig på Everon eller Arland, så bydes der på alt fra byer, skovområder, til strande, marker og bakkerige landskaber. Der er rigelig plads til at være helt alene og brugen af kompas bliver nødvendig, ligesom du hurtigt vænner dig til at bruge byskilte og kendetegn i naturen, når du skal finde vej. Husene i byerne er indrettede og alle kan du gå ind i, ligesom biler der står rundt omkring, alle kan benyttes. Det er en stor åben verden og selvom civilbefolkningen tilsyneladende har forladt områderne, så føles det hele ganske ægte.
Høj realisme
Arma betegnes af mange som en militærsimulator. Og der er da virkelig også gjort meget ud af, at bringe så meget realisme ind i spillet som muligt.
Detaljer som, at din soldat skal behandle sig selv ved skud (man regenererer jo heller ikke selv i virkeligheden), kan tage tid og kræve, at man både stopper blødningen, binder såret ind, tager morfin eller saltvand for at klare den (noget man også kan hjælpe andre med).
Dine køretøjer skal repareres og tankes. Radioer kan aflyttes, hvis du tager en fra fjenden. Du kan ikke se dig selv på kortet, og skal navigere med kompas, hvis du farer vild. Det bliver bælgmørkt om natten og kræver flares, hvis I skal se ret meget osv.
Arma er kort sagt et utrolig realistisk spil, på godt og ondt. For hvor jeg føler, at det er enormt indlevende, at man skal passe på sin soldat, tanke køretøjer osv, så er nætterne en frustrerende oplevelse. Forummer er fyldt med PS5 spillere, der klager over, at man intet kan se, da der ikke er samme muligheder for at justere lyset, som på PC.
Jeg håber, at udviklerne ændrer dette, for jeg har ind mellem taget mig selv i at stirre ind i en helt sort skærm, mens jeg ventede den halve time natten ca. tager i Arma. Pc og Xbox folk har adgang til mods, altså modifikationer til spillet, hvor der f.eks er adgang til night vision briller, der hjælper om natten. Noget PS5 ikke har glæden af endnu.
Modbydeligt for nybegynderen
Arma er i det hele taget et spil man skal ville. Du bliver ikke holdt i hånden og udover en, i øvrigt udmærket tutorial til det helt grundlæggende, samt en manual, forventer spillet, at du selv finder ud af resten. Jeg mindes ikke et spil, hvor jeg har brugt så meget tid på YouTube, for at lære, hvordan det bedst tackles. Det ses også, at Arma oprindeligt er en pc-titel, da især menuer og måden man finder sine spil på, ikke er optimeret til konsol. Det samme kan siges om gamemaster, hvor du via adskillige menuer, kan opsætte dit eget spil. Det kræver mus, hvis du skal ud i den del. Heldigvis understøtter Arma på PS5 mus og tastatur.
Arma indeholder et hav af knapfunktioner og selvom udvikleren har gjort et godt arbejde med at konvertere til controller, så er der tider, hvor det bliver ret uoverskueligt.
Til gengæld har de ramt måden man sigter og styrer biler/helikoptere på rigtig godt. Spillet udnytter dual sense controllerens gyroskop fremragende, ligesom man også kan mærke i controlleren, hvor skud og eksplosioner kommer fra.
Kommunikation er gud og helt unik i Arma
Hvis du vil vinde i Arma kommer du ikke udenom at kommunikere med dit hold. For mig, har kommunikationen været det, der har gjort Arma Reforger til en helt specielt oplevelse, som jeg har haft svært ved at slippe. I modsætning til andre spil, hvor man kan kommunikere af lyst, så er det i Arma pinedød nødvendigt at tale sammen, hvis man vil vinde og vide, hvad er foregår.
Man kommunikerer på flere måder. Er du fysisk i nærheden af andre kan I, med et klik på L1 tale til hinanden. Er der længere afstande bruger I soldatens radio. Hver enhed har sin egen frekvens, som man kan tune in på når der er behov for det.
et er en vild oplevelse at ankomme alene til et område, hvor der kamp, lokalisere soldater fra ens hær, for så at kalde dem op over radioen, “im here, what do you need me to do, over”. Det følges som regel op af et “great to have you omboard, we need you to etc”… Det er fedt og giver en helt særlig følelse af, at vi kæmper sammen.
Endelig har du også en hovedfrekvens, dedikeret til hele holdet, hvor alle kan høre med. Her plejer de dygtigste spillere, dem der har overblikket, melde ind, hvad holdet skal gøre. Pas dog på hvad du siger over radioen, for lykkes det fjenden, at få fat i en radio fra en dræbt fjende, ja så kan de også lytte med på, hvad jeres planer er, eller måske ligefrem gå ind og vildlede jer over radioen.
Det er dybt fascinerende at opleve, når man rammer en server, hvor kommunikationen er god. Der er en overraskende god radiodisciplin og det lyder fuldstændig, som tales der over rigtige knasende radioer. Det føles utrolig realistisk. Arma kan spilles med crossplay, altså Xbox, Pc og PS5 sammen, eller du kan spille PS5 only. Det er tydeligt, at spiller du med Pc.- og Xbox spillere, så er der langt større chance for at finde en server, hvor folk ved, hvad de laver. Folk er generelt enormt søde til at hjælpe, hvis du fortæller, at du er ny i spillet. Spiller du på servere kun for PS5, ja så er det lidt mere tilfældigt, om du havner med spillere, der kan finde ud af det.
Og oplevelsen i Arma Reforger er helt afgjort af, hvem du spiller med. Er du på en server med folk, der spiller spillet, kommunikerer og samarbejder, er det virkelig sjovt og imponerende.
Havner du på en server med folk, der ikke fatter det og ikke taler sammen, bliver det hurtigt en dårlig oplevelse. Og det er måske Armas svageste led lige nu. At man er så afhængig af andre, for at få en god oplevelse. Omvendt er det også følelsen af fælleskab og holdånd der, når alt flasker sig, virkelig sætter sine afhængighedsskabende klør i en. Min anbefaling er, at finder du servere, der virker befolket med gode spille spillere, tilføj den som favorit, da de bedste spillere ofte spiller på samme servere.
Konklusion
Det har været svært at skrive denne anmeldelse, svært at begrænse sig, for ikke at ryge for langt ud i detaljer. Men Arma er et detaljernes spil. Man skal have lyst til at nørde de små ting, der gør den store kamp mulig at vinde. I Arma skal det ikke være det endegyldige mål om sejr der driver en, men vejen derhen.
Arma har ingen kill- eller scorestreaks, ingen perks eller fancy Squidgame skins. Det går langsomt, somme tider skyder man næsten ikke, og man man bruger tit sin tid på alt muligt andet, som at køre materiel og forsyninger, bygge baser, eller hjælpe holdkammerater med forbindinger.
Det er meget mere end “bare” et skydespil. Det er modbydeligt realistisk og til tider ganske frusterende. Det er bestemt ikke et spil for de fleste og har sine fejl. Men for jer derude, som drømmer om at spille et virkelig realistisk krigsspil på PlayStation 5 og er I klar til at investere den tid det kræver, at komme ind i, ja så stempler I også ind i et spil, der vil bringe jer oplevelser sammen med andre, som I med garanti aldrig har oplevet før på PS5.
Karakter: 3,5