Forside * Featured

Postnord-chauffør stjal mobiler for 1,1 mio.

-
Arkiv-foto: Lars Mikkelsen / Postnord

En chauffør som kørte for Postnord er dømt for tyveri af mobiltelefoner til over en million kroner

En tidligere chauffør for et firma, der kørte for Postnord, er blevet dømt for tyveri af mobiltelefoner i stor skala. Sagen, der blev behandlet ved Retten i Odense, afslører en udspekuleret metode, der blev brugt til at stjæle pakker med værdifuldt indhold. Dommen faldt midt i december, og chaufføren er blevet idømt halvandet års fængsel samt udvisning fra Danmark i 12 år. Det skriver Fyens Stifttidende

Sagen begyndte i maj, da to selskaber kunne registrere, at deres pakker med mobiltelefoner gentagne gange forsvandt på vej ud til kunderne. Den samlede værdi af de forsvundne pakker oversteg 1,1 millioner kroner. Efter en indledende undersøgelse blev mistanken rettet mod en chauffør, der transporterede pakkerne mellem Postnords terminal i Odense og pakkecentret i Taulov nær Fredericia.

Annonce:

Afsløret med skjult overvågning

Postnord tog affære og satte en erfaren sikkerhedskonsulent til at overvåge chaufførens arbejdsgange. Konsulenten gennemgik overvågningsoptagelser fra pakketerminalen i Odense og opdagede, at chaufføren ofte blændede overvågningskameraerne af, ved at placere brædder foran dem, når han lastede burene med pakker i lastbilen. Dette mønster vakte yderligere mistanke.

Mens chaufføren var på ferie i begyndelsen af juni, plantede sikkerhedskonsulenten to sporbare telefoner i pakker. Da chaufføren vendte tilbage til arbejdet, fulgte konsulenten lastbilen fra Odense til Taulov. Undervejs gjorde chaufføren et mystisk stop ved et shippingområde, hvor han blev set lægge fyldte Postnord-sække ind i førerhuset.

Da han havde lastet burene med pakker af ved pakkecentret i Taulov, og var ved at køre fra stedet, kunne sikkerhedskonsulenten konstantere at de pakker som blev sporet fortsat befandt sig i lastbilen. Han bad de ansatte i pakkecentret tilbageholde chaufføren, og alarmerede politiet som kom og anholdt chaufføren.

Modstridende forklaringer i retten

I retten afviste chaufføren indledningsvis anklagerne og forklarede, at sækkene i førerhuset blot indeholdt små pakker, han ville beskytte mod skader. Han nægtede også at have stillet brædder op foran overvågningskameraerne. Senere ændrede han forklaring og indrømmede, at han havde dækket for kameraerne, fordi han følte sig overvåget.

Retten lagde i dommen vægt på flere belastende beviser, herunder fundet af mobiltelefoner i chaufførens taske og det faktum, at IMEI-nummeret på hans egen telefon matchede en telefon, der var blevet meldt stjålet. Retten fandt også, at der ikke var nogen plausibel forklaring på, hvorfor flere pakker var åbnet, og hvorfor de sporbare telefoner stadig var i lastbilen, da den skulle være tømt.

Alvorlige konsekvenser

Dommen i byretten lød på halvandet års ubetinget fængsel og udvisning med et indrejseforbud i 12 år. Retten begrundede straffen med, at chaufføren havde udnyttet sin betroede stilling til at stjæle 256 pakker til en samlet værdi af over 1,1 millioner kroner.

Chaufføren, en 39-årig mand fra Bulgarien, har valgt at anke dommen til landsretten med krav om frifindelse. Statsadvokaten har samtidig kontraanket med ønske om en skærpelse af straffen.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.