Ved at måle din nerveaktivitet kan Mudra Link lade dig styre f.eks. din computer med gestikulationer med et langt højere præcisionsniveau end tidligere.
Til trods for sit måske lidt for ligefremme navn har det israelske firma Wearable Devices, Ltd. formået at overhale giganten Meta på et helt bestemt område: Neurale armbånd. Og hvad er så det, spørger du måske?
Neurale armbånd benytter sig, som kategorinavnet antyder, af neurale sensorer. Det er sensorer, der måler f.eks. bioelektricitet, forandringer i magnetisme, eller ultrasoniske signaler og bruger en AI til at samle det hele og foretage kvalificerede gæt på en persons nerveaktivitet.
Med andre ord kan neurale sensorer opfange, hvad der sker i nerverne i din arm. Fordi vi mennesker aktiverer nerverne på mikroskopisk niveau, når vi blot tænker på at gøre et eller andet fysisk med f.eks. hånden eller armen, kan neurale sensorer virke lidt som om, de læser ens tanker.
I forbrugerelektronikkens verden er dette rent konceptuelt blevet præsenteret som en måde at styre grafiske interfaces på. Meta har for eksempel teaset et armbånd, der skal bruges til at styre kommende VR- og AR-briller fra deres hånd. Fordi den medfølgende AI forudsiger, hvilken bevægelse, du f.eks. vil lave med hånden, skulle præcisionen være temmelig høj.
Overhalede Meta
Men Meta har ikke leveret varen endnu. Et af de firmaer ud over Oculus, som Meta købte for at danne deres RealityLabs (der står for udviklingen af f.eks. Orion-brillen og har givet os Quest-headsettene) hed CTRL-labs. Det var skabt af Thomas Reardon, der ellers er mest kendt for at ledt udviklingen af Internet Explorer for Microsoft.
CTRL-labs havde dog en israelsk konkurrent i form af førnævnte Wearable Devices, Ltd., der fortsatte som uafhængig virksomhed, da CTRL-labs blev købt af Meta. Det er ifølge en repræsentant for Wearable Devices, vi mødte på CES, derfor at selskabet nu er kommet Meta i forkøbet med et neuralt armbånd. Et neuralt armbånd, der endda har vundet en af CES’ innovationspriser i år.
Det hedder Mudra Link og er et standalone-armbånd, der bæres på håndleddet. Herfra måler Mudra Link ens nerveaktivitet i armen og omdanner den til kommandoer og bevægelser på en skærm. Du kan med andre ord bruge den i stedet for en mus ved simpelthen blot at bevæge armen rundt i luften og f.eks. venstreklikke ved at holde tommelfinger og pegefinger sammen.
Billig og definerbar
Vi har tidligere set såvel systemer som bruger kameraer til at opfange dine gestikulationer til styring af f.eks. en computer-desktop, samt andre wearables, der prøver det samme uden neurale sensorer. Men disse har aldrig slået igennem på grund af manglende præcision. Det er denne præcision, som Mudra Link skulle kunne opnå. Ved den korte demonstration, vi fik på CES, så præcisionsløftet ud til at være indfriet, men det kræver naturligvis en dybere test at konkludere noget fast.
Du kan selv definere dine gestikulationer, og hvad de skal omformes til, hvilket også gør en forskel fra f.eks. at skulle lære bestemte bevægelser. Det giver mulighed for at bevæge sig mere naturligt end du gør på en mus eller en trackpad, og kan med andre ord nedbringe risikoen for skader. Og så er der selvfølgelig også mere specifik brug som f.eks. i gaming, eller redigering af musik, foto og video.
Mudra Link har tidligere kunnet fås i en version, der fungerer som en rem til Apple Watch, men standalone-versionen, der er blevet lanceret på CES, kan altså bruges med hvilket som helst af de mest populære styresystemer derude. Prisen er heller ikke dum. Den kan forudbestilles lige nu på Mudra-brandets hjemmeside til 199 dollar, eller cirka 1442 kroner før danske skatter og afgifter. Normalprisen er 299 dollar. Levering begynder d. 27. januar.