Forside * CES 2025

CES Unveiled-trend: AI-smartbriller tager et skridt fremad

-
Rokid Glasses ligner til forveksling et par almindelige briller, men kan meget mere (foto: Rec.dk)

Kapløbet om at lave AR-briller, som folk rent faktisk vil have på ansigtet, er i gang. På CES Unveiled mødte vi nogle af dem, der forsøger at komme firmaer som Meta og Apple i forkøbet.

CES Unveiled er en presse-event, der finder sted to dage før CES-messen åbner dørene. Her kan både store og små (men især små) udstillere få lov til at præsentere deres produkter for medierne direkte uden at drukne i messegulvets støj og larm. Ofte kan man spotte trends på CES Unveiled som så ses i større format på selve messen to dage senere.

En af de trends, vi forventer at se en hel del af ude på CES-messegulvet i år er AI-briller. AI-forbundne smartbriller er i en rivende udvikling efter at Meta fik gjort deres Ray-Ban-smartbriller til en relativt stor succes ved at koble dem op på en AI i skyen via mobildata.

Annonce:

Siden er der kommet mange kopier af disse smartbriller, hvor du kan kommunikere med en AI ved simpelthen at snakke med den gennem de indbyggede mikrofoner og højttalere i brillestellet. Disse Meta Ray-Ban-kloner var der flere af fra mindre kinesiske firmaer på Unveiled, men eftersom de netop var kloner, var de ikke ret nyskabende.

AR-brillerevolutionen begynder først, når visuelle informationer kan vises uproblematisk på brillelinsen til en pris, de fleste er villige til at betale. Det lover Meta vil ske indenfor få år, og Apple har lignende planer. Udviklingen har dog været i gang længe, og firmaer som Vuzix og Brilliant Labs har allerede præsenteret modeller, der kan vise tekst og basal grafik på brilleglasset og som er til at betale. Teknologien er dog langt fra klar til masserne. Men CES i år kan blive et stort skridt hen i den retning.

Rokid Glasses er et skridt fremad for AR-briller (Foto: Rokid)

 

Tendensen med informationer i brilleglasset kunne allerede findes på CES Unveiled. Her viste en af de mindre spillere, der prøver at komme Meta og Apple i forkøbet sine seneste produkter frem. Det er Rokid, der blandt andet demonstrerede en af de funktioner, som mange forventer at blive en ”killer app” for smartbiller – oversættelse.

Undertekster på virkeligheden

Med smartbrille-oversættelse kan du få ”undertekster” på en person, der taler et sprog, du ikke forstår. Lige nu handler det mest om at få tiden, det tager AI’en i skyen at oversætte hvad den anden person siger, samt selve visningen på brilleglasset, ned i tid. Men Rokid ser ud til at have kommet et godt stykke ad vejen med deres nye Rokid Glasses-model.

Oversættelse fra kinesisk tale til engelske undertekster på virkeligheden i Rokid Glasses (Video: Rec.dk)

I videoen herover kan du se, hvordan Liang Guan fra Rokid taler kinesisk med en mand fra New York City, der svarer ham på engelsk. Liangs kinesiske sætninger vises i brillen, hvorefter manden kan svare. Læg mærke til den lille pause, der opstår, mens AI’en oversætter.

Selve konceptet har været præsenteret før, men oversættelsestiden er ved at være nede i et brugbart niveau. Den slags ”undertekster på virkeligheden” har mange anvendelsesområder, fra undertekster på videoer, der måske ikke har undertekster i forvejen til at hjælpe folk med høretab.

Rokid-brillerne er lette at have på og kan forveksles med almindelige briller. Den lysende firkant i det venstre brilleglas er i øvrigt ikke microLED’en, men derimod genskin fra den telefon, billedet blev taget med. Det er også en tilfældighed at skribenten forsøger at ligne Clint Eastwood i cirka 1964, da selfie’en blev taget. (Foto: Rec.dk)

Vi prøvede brillerne og talte med Liang på samme måde, og det var ret overbevisende. Teksten stod med grønt og knivskarpt i begge linser – hvilket er en anden ting, der tidligere har været for dyrt og for strømkrævende at opnå. Rokids briller benytter microLED i linserne i stedet for waveguides, hvilket har fået strømforbruget ned.

Til at betale trods microLED-linser

Det imponerende er dog, at Rokid også er lykkedes med at holde prisen nede til trods for anvendelsen af microLED. Liang fortalte os, at den model af brillerne, vi prøvede, forventes at koste 499 dollar (cirka 3.600 kroner før danske skatter og afgifter), når de kommer på markedet til foråret.

Rokid-brillen vejer kun 49 gram og ifølge Liang kan den holde til aktiv brug i op til fem timer på en opladning. Aktiv brug spredes dog typisk ud over flere timer, da du sjældent tilgår AI’en hele tiden, men kun bruger den lejlighedsvis, når du har behov for det i løbet af dagen. For folk med styrke i brillerne kan der klipses linser til denne brug ind i brillen uden at det angiveligt gør noget ved funktionaliteten.

Halliday-brillen har en proaktiv AI, men en knapt så nyttig tilgang til visning af informationer (Foto: Halliday)

AI’en i skyen kan naturligvis også bruges til de samme ting som Metas briller kan, såsom at svare på spørgsmål og genkende objekter, som kameraet ombord i brillen opfanger. Dette kan både ske verbalt og via tekst på linsen. Brillen bruger YodaOS, et styresystem der ligesom Android har en Linux-kerne og er open source. Det har gjort det muligt at starte et robust udvikler-økosystem med flere end 6200 registrerede udviklere. 3Brillen er i øvrigt drevet af den samme SoC som Metas Ray-Ban-briller, Snapdragons AR1.

Google Glass spøger stadig

Rokid var ikke de eneste, der viste AI-briller frem. Det gjorde også Halliday, men folkene bag disse lod ikke til at have lært lektien fra dengang Google Glass kom ud. For nu at være helt bramfri, så holdet bag ud til at være for unge til at rent faktisk at have prøvet Google Glass, men det kunne de ellers have lært en del af.

Halliday-brillen har en laser-projektor over højre øje, hvilket får brillen til at fungere lidt ligesom Google Glass gjorde for over ti år siden. Og det er ikke noget fremskridt (Foto: Rec.dk).

Ligesom på Google Glass skal man nemlig på Halliday kigge opad for at få øje på ”skærmen”. I Glass var denne reflekteret i en prisme, på Halliday projiceres skærmindholdet direkte ind i øjet via en laserprojektor i toppen af brillestellet over det højre øje.

Dette gør ikke bare skærmen svær at se, men fjerner også ens opmærksomhed fra, hvad der sker lige foran én, og det fjerner også muligheden for at fremtidige udviklinger af teknologien kan lade skærmindholdet interagere med den virkelighed, man ser. Så det er ikke ret brugbart.

Halliday-brillen er muligvis lidt mere elegant i designet end Rokid Glasses, men det betyder ikke, at de er mere brugbare (foto: Rec.dk)

Da vi prøvede Halliday kunne vi til starte med slet ikke se skærmen, indtil vi blev instrueret i at se opad. Den lille skærm, vi så fik øje på, var ikke ret imponerende, da vi endelig fik øje på den. Det ville f.eks. være ret irriterende at få GPS-navigationsinstrukser ad den vej og at skulle tage det ene øje væk fra vejen. Når man lige har prøvet Rokid-brillerne, virker Halliday i hvert fald ikke som fremtidens smartbriller.

Vi forventer at se en hel del mere til AI-briller med forskellige funktionaliteter ude på messegulvet, så hold øje (!) med mere nyt på disse sider.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.