Loven, der fik Apple til at droppe Lightning-stikket og som skal nedbringe mængden af e-affald er nu gældende. Det betyder farvel til iPhone 14 og iPhone SE i danske butikker.
I går trådte en af verdens mest gennemgribende love på det personlige teknologiområde i kraft. Det kan virke som en lille standardisering, men EUs krav om universel brug af USB-C har haft store konsekvenser – og hvis det står til EU, bliver konsekvenserne endnu større i fremtiden.
Det sidste er naturligvis i form af den effekt, som det hele tiden har været meningen at lovkravet skulle have, nemlig en reduktion i e-affald. Når det er muligt at genbruge eller dele strømkabler og -forsyninger, skal der ikke laves helt så mange af disse, og det betyder mindre plastik, der ender i naturen og nedsat brug af konfliktmineraler som f.eks. tin.
De firmaer, der laver vores personlige teknologi-enheder har for de flestes vedkommende allerede omstillet sig til de nye krav. Alle har dog ikke været lige hurtige til at foretage omstillingen, og der er stadig områder, der kan betragtes som gråzoner.
Et af de firmaer, lovgivningen har haft størst konsekvenser, er som bekendt Apple. Selv om Apple var et af de første firmaer til at bygge USB-C ind i bærbare computere, holdt Cupertino-holdet stædigt fast i deres Lightning-stik indtil det stod fuldkommen klart, at de ikke ville kunne sælge iPhones i EU efter 28. december i år, hvis disse ikke kunne lades op via USB-C.
Hvad med droner?
Derefter tog Apple konsekvensen og skiftede over til USB-C med lanceringen af iPhone 15 sidste år. Firmaets smartphone var dog også efterhånden den sidste mobile enhed, der ikke var blevet skiftet over til den nye stikstandard – de fleste iPads havde f.eks. også fået USB-C ombord længe før iPhone.
Men efter i går er det forbudt at sælge smartphones i EU, der ikke kan lades op med USB-C. Det betyder også, at Apple ikke længere udbyder iPhone 14 og iPhone SE i Danmark, selv om disse stadig er til salg uden for EU. Du skal f.eks. ikke længere end en tur over Nordsøen til Storbritannien for at kunne købe disse.
Som nævnt er der dog stadig en række gråzoner, når det gælder den netop ikrafttrådte lovgivning. Som The Verge skriver, er droner f.eks. ikke nævnt specifikt i lovteksten. Det står ikke helt klart om disse er dækket af lovkravet, eller om de f.eks. hører ind under andre enheder såsom kameraer.
Skulle du støde ind i en laptop ude i butikkerne, der ikke kan lades op med USB-C er denne heller ikke ulovlig…endnu. Der er nemlig en anden deadline for producenter af bærbare computere, der har helt til 28. april 2026 til at gøre deres maskiner opladelige via USB-C.
Det skal i den forbindelse også siges, at der kun er krav om opladelighed med USB-C. Producenterne kan fortsat tilføje deres egne, proprietære ladestik som et alternativ, så længe USB-C-ladning er muligt. Det er f.eks. det, Apple gør med MagSafe-stikket på MacBook Pro.