Forside * Featured

OpenAIs åbner for AI-videoer med Sora – bare ikke i EU

-
Et udvalg af stillbilleder fra videoer genereret med Sora (Foto: OpenAI)

Du kan derudover kun lave cirka fire minutters video med et almindeligt ChatGPT Plus-abonnement.

Hvis du går med en lille Christopher Nolan eller Steven Spielberg i maven, behøver du nu ikke længere investere i dyrt udstyr, hyre en masse mennesker og sætte himmel og jord i bevægelse for at lave en spillefilm.

Alt, du behøver, er et ChatGPT Plus-abonnement og en helvedes masse tålmodighed. OpenAIs AI-model til video-generering, der tidligere har imponeret mange, hedder Sora, og kan nu bruges af alle med et ChatGPT Plus-abonnement. Hvis du altså bor uden for EU.

Annonce:

OpenAI er nemlig ifølge The Guardian stadig igang med at diskutere, hvordan Sora skal køre under EUs AI Act, unionens copyright-regler, samt f.eks. GDPR-, DSA- og DMA-lovgivningerne. Det har forsinket EU-lanceringen.

Alle andre steder har OpenAI annonceret en ny version af Sora-modellen, der hedder Sora Turbo, og dermed også meddelt, hvad europæerne kan forvente, når Sora lanceres i EU.

Med et ChatGPT Plus-abonnement kan du ifølge OpenAI generere op til 50 såkaldte ”priority”-videoer pr. måned i 720p. Hvert klip kan dog kun være fem sekunder langt, så hvis du vil lave en hel 90-minutters spillefilm, kommer det til at tage cirka 22 måneder.

Seriøs brug kræver et Pro-abonnement

Lige nu kan du dog ikke købe flere credits end de 1000, der følger med dit månedlige ChatGPT Plus-abonnement. Skal du bruge flere, vil OpenAI have at du opgraderer til det nye, professionelle abonnement, ChatGPT Pro, der blev lanceret i sidste uge. Det koster dog ti gange så meget som et ChatGPT Plus-abonnement, nemlig 200 dollar om måneden – eller omkring 1413 kroner.

Med et ChatGPT Pro-abonnement får du også adgang til at generere videoer i den såkaldte ”relaxed mode”. Her sættes videoerne i kø til at blive genereret, når der er mindre pres på OpenAIs servere, så det kræver lidt mere tålmodighed. Til gengæld er der ikke noget loft over, hvor mange af disse videoer, du kan lave. Skal det gå lidt hurtigere, kan du generere 500 ”priority”-videoer med et Pro-abonnement.

Ifølge OpenAI kan videoerne være 20 sekunder lange med et Pro-abonnement, og de kan leveres i 1080p-opløsning. OpenAI skriver også, at Pro-abonnementer giver adgang til download ”uden vandmærke”, hvilket næsten må betyde, at der er vandmærke på videoer, der genereres på et normalt abonnement. Vi har endnu ikke haft mulighed for at teste, hvor tydeligt, vandmærket er.

Et spillefilmsbudget på under 1500 kr.?

Med 500 videoer af 20 sekunders længde kan du lave 167 minutters video, hvilket jo er mere end nok til en spillefilm. Og det kan endda klares på en enkelt måned i stedet for 22, og altså et spillefilmsbudget på under 1500 kroner.

Der går dog formentlig lidt endnu, før vi ser hele spillefilm genereret på denne måde. Sora har efter sigende svært ved at bruge de samme karakterer på tværs af flere videoer, og det bliver også spændende at se, hvor meget, man som tilskuer kan identificere sig med en AI-genereret karakter i en film.

Men det betyder dog formentlig, at vi i de kommende måneder kommer til at se et væld af korte, fantasifulde og kreative videoer på tværs af nettet og sociale medier. Der skal formentlig også nok være nogle uventede og knapt så positive konsekvenser. Vi skal nok skrive om begge dele, når det er relevant.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.