Onsdag morgen lanceres en ny opdatering af MitID-appen, der skal beskytte brugerne mod digitale svindelnumre.
Opdateringen introducerer en ny sikkerhedsfunktion kaldet “nærhedstjek,” som forhindrer svindlere i at kopiere appen til deres egen telefon uden fysisk nærhed mellem enhederne.
Den nye funktion betyder, at appen kun kan overføres til en anden enhed ved hjælp af en QR-kode og Bluetooth-teknologien “Bluetooth Low Energy”. For at overførslen kan gennemføres, skal de to telefoner være placeret tæt på hinanden.
Ifølge Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, er opdateringen en vigtig forbedring, der skal bekæmpe svindlernes kreative metoder.
“Vi arbejder konstant på at forbedre sikkerheden i MitID, da svindlerne hele tiden finder nye måder at snyde på. Nærhedstjekket gør det sværere for svindlere at udnytte QR-koder eller skærmdeling til at kopiere appen,” siger Adam Lebech.
Svindlernes metoder stoppes
Tidligere har svindlere kunne overtale borgere til at dele QR-koder eller optage deres skærm, hvilket har gjort det muligt for svindlerne at kopiere MitID-appen til deres egne enheder. Med den nye opdatering skal svindlerne fysisk have adgang til offerets telefon, hvilket gør denne type svindel langt mere kompliceret.
For Android-telefoner med versioner ældre end Android 12 kræves der desuden, at telefonens lokationstjeneste er tændt for, at nærhedstjekket fungerer.
Digitaliseringsstyrelsen forventer, at dette tiltag vil fjerne flere svindelscenarier, hvor ofre tidligere blev narret til at dele følsomme oplysninger.
Bedre brugervenlighed i appen
Ud over den nye sikkerhedsfunktion byder opdateringen også på forbedringer af appens brugervenlighed. En ny og forbedret funktion til scanning af pas gør det lettere for brugerne at verificere deres identitet. Samtidig er det nu muligt at gøre appen lydløs, selvom telefonen har lyd aktiveret.
MitID spiller en central rolle i danskernes digitale hverdag. Ifølge Digitaliseringsstyrelsen bruger 87 procent af befolkningen appen mindst en gang om ugen for at få adgang til alt fra offentlige tjenester til bankforretninger.
“MitID er indgangen til det meste i den digitale verden i Danmark. Det skal være både sikkert og brugervenligt for alle,” understreger Adam Lebech.
Nedenfor kan du læse hvad MitID selv skriver på deres hjemmeside om den nye opdatering af app’en.
MitID styrker sikkerheden og gør livet sværere for svindlere |