Energi- og telekoncernen Norlys afslutter 2024 med en milepæl i arbejdet for den grønne omstilling. I løbet af året har virksomheden installeret mere end 3.000 nye offentlige ladeudtag til elbiler, svarende til over 8 nye ladeudtag hver eneste dag.
Ifølge Ellen Trolle, direktør for Norlys’ ladestanderforretning, har året været præget af intensiv aktivitet for at sikre en solid ladeinfrastruktur, der kan understøtte den voksende overgang til elbiler i Danmark.
– “Skal vi sikre, at endnu flere vælger elbilen, skal det være nemt at lade bilen, uanset hvor man er. Derfor har vi arbejdet målrettet på at bygge et landsdækkende ladenetværk,” siger hun.
De mange nye ladeudtag er blevet etableret gennem Norlys’ egne ladeparker, kommunale udbud og partnerskaber med virksomheder som McDonald’s, Burger King, Dagrofa og Plantorama. Udvalget spænder fra almindelige ladestandere på 22 kW til lynladere med en kapacitet på op til 400 kW. Af de nye installationer udgør 170 lynladere med i alt 340 ladeudtag en væsentlig del af indsatsen.
Norlys arbejder med et åbent ladenetværk, der giver bilister mulighed for at lade, uanset hvilken ladeoperatør de er tilknyttet. Det gør det muligt at oplade elbilen, mens man eksempelvis handler ind, spiser en burger eller deltager i fritidsaktiviteter.
Behovet for offentlige ladestandere stiger i takt med, at flere danskere vælger elbiler. Norlys har derfor allerede sat nye mål for 2025, hvor virksomheden planlægger at opsætte yderligere 2.200 ladeudtag rundt om i landet.