MobilePay bliver en større konkurrent til Apple Pay på iPhones.
MobilePay er på vej med et stort fremstød, der vil positionere den mobile betlingsløsning som en direkte konkurrent til Apple Pay. De er ved at være klar til at blive en integreret del af betalingssystemet på iPhones. Det skriver Børsen.
Efter en periode med udfordringer, hvor Salling Group fjernede MobilePay som betalingsmulighed i deres butikker, har betalingsappen fundet en ny strategi for at styrke sin position på markedet. Den danske landechef for MobilePay, Anette Bøje, kalder samarbejdet med Apple en stor sejr.
“Vi ser det som en kæmpe sejr, at vi har muligheden for at lancere denne løsning. Det er noget, vi har talt om i mange år, og det er fremragende, at vi har fået adgang til teknologien”, fortæller Mobilepays danske landechef, Anette Bøje, til avisen.
EU-krav åbner døren
Den nye mulighed for MobilePay er en konsekvens af EU-Kommissionens krav til Apple om at åbne markedet og skabe mere konkurrence. Tidligere har brugere været begrænset til Apple Pay som betalingsløsning på iPhones, men de nye rammer giver plads til andre tjenester som MobilePay.
Det betyder i praksis at man vil kunne vælge MobilePay som førstevalg i Apple Wallet, så det er den man betaler med ved dobbeltklik på sideknappen på iPhone eller Apple Watch, fremfor at betale med et tilknyttet kreditkort eller debitkort.
Det betyder samtidig at alle som betaler via en iPhone eller et Apple ur får adgang til at betale med Dankort, der er en billigere løsning for butikkerne.
MobilePay har ikke sat en dato på hvornår deres tjeneste vil blive fuldt integreret i Apple-enhederne. De har blot sagt at det kommer til næste år.