Du skal dog til USA for at hente et eksemplar, og du skal have flere penge med i baglommen end en Tesla koster.
Der begynder at tegne sig et mønster, når det gælder LGs præsentationer af opfindsomme TV-modeller. Først viser de en prototype frem under CES-messen i Las Vegas. Året efter viser de så en produktionsklar model frem, og i året, der følger, kan offentligheden så købe sidstnævnte. Altså den del af offentligheden, der har råd til at betale sekscifrede beløb for et TV.
Sådan var det for eksempel med LGs sammenrullelige TV-skærm. Selve rulle-konceptet blev første gang vist frem for en specielt udvalgt, sluttet kreds i under CES i januar 2018, mens vi almindelige dødelige fik lov at se den produktionsklare version i januar 2019. I oktober 2020 kunne rige sydkoreanere så betale en halv million kroner for at få TV’et hjem i stuen.
Efter et par års coronavirus-pause kom LGs innovationslyst tilbage i januar 2023, hvor selskabet imponerede med et gennemsigtigt OLED-panel. Modellen hed LG OLED T, hvor T’et stod for Transparent. Som Lars Ladingkær beskrev det dengang, så kunne prototypen, LG viste frem, både være gennemsigtig og uigennemsigtig.
Idéen er at det gennemsigtige TV kan bruges til at vise kunst eller afslappende billeder – LG foreslog selv et akvarium – eller blot være en tom rude, når det ikke bruges til TV eller film. Tilbage i januar, på dette års CES-messe, kørte LG så den gennemsigtige OLED-teknologi frem i stor stil.
Trådløst og spartansk
Nu har LG så annonceret den udgave af OLED T, som du kan købe, hvis du har råd. Den kan bestilles over nettet med levering til januar i 2025. Hvis du beslutter dig for at fyre kanonen af og gøre investeringen, får du i LG Signature OLED T et 77-tommers TV med 4K-opløsning, der i første omgang bare fremstår som en gennemsigtig rude.
Med et tryk på en knap kan du rulle en kontrastskærm op eller ned, afhængig af, om du vil bruge TV’et til f.eks. film, eller som gennemsigtig skærm. Kontrastskærmen har hjemme i en lille boks i bunden af TV’et.
TV’et drives af LGs Alpha 11 A1-processor, der skulle være fire gange så kraftig i sin ydelse som sin forgænger. Det skal den også kunne, for der er selvsagt ikke plads til ret meget elektronik i denne skærm. Og det betyder, at TV’et fungerer helt trådløst, lige med undtagelse af strømkablet.
LG Signature OLED T anvender LGs egen trådløse teknologi via en breakout-boks, Zero Connect, hvor alle HDMI-tilslutningerne f.eks. sidder. Derfra sendes signalet så trådløst til TV’et, hvilket gør modellen endnu mere spartansk i udtrykket.
Hvad koster LG Signature OLED T så? Tja, TV’et er faktisk billigere end rulle-TV’et var, da det kom i handelen til 553.000 kroner. Du skal ”kun” lægge cirka 431.290 kroner, og oven i det kommer så, hvad du kan forhandle dig frem til med Toldfar i form af importafgifter med mere. Og så skal der også lige lægges en billet til USA oven i. Det ser nemlig ikke ud som om, skærmen er officielt til salg i Norden endnu.