Forside * Nyheder

TIDAL-folk må ikke tale om Jay-Zs venskab med skandaleramte P. Diddy

-
(Foto: Jorge Barrios/CC-BY-SA 2.0/TIDAL/Pexels/Mariana Montrazi)

Ledelsen hos Block, der ejer TIDAL, har givet medarbejderne mundkurv på i forhold til at overhovedet at nævne den tidligere TIDAL-ejer, Jay-Z, der nu sidder i Blocks bestyrelse.

Den største skandale i den amerikanske underholdningsindustri lige nu er uden tvivl retssagen mod P. Diddy og anklagerne om sexhandel, seksuelle overgreb, voldshandlinger og meget andet, som rapperen står anklaget for.

Indtil videre har dette været en sag, som de fleste anså som værende helt urelateret til de fyringer og nedskæringer, der netop har ramt musikstreaming-tjenesten TIDAL. Men nu skriver Fortune, at der er et eller andet i gære, som måske alligevel forbinder de to sager.

Annonce:

Det handler om endnu en rapper, Jay-Z, i lang tid var P. Diddys ven og musikalske samarbejdspartner. Efterhånden som flere og flere i P. Diddys omgangskreds bliver rullet ind i skandalen, begyndte det at rumstere en smule omkring Jay-Z, der har bygget et forretningsimperie oven på sin musikkarriere.

Som mange sikkert vil huske, stod Jay-Z i spidsen for den store forsamling af musikere, der i 2015 købte TIDAL. Af samme grund fik Jay-Z en plads i bestyrelsen for Block, da sidstnævnte firma i 2021 købte det meste af TIDAL. Block er Twitter-stifteren Jack Dorseys moderselskab for en række mindre selskaber der ud over TIDAL inkluderer betalingsløsningerne Square og Cash App, samt nogle crypto-orienterede projekter.

Udbredt utilfredshed

I sidste måned begyndte en række Block-medarbejdere så at stille spørgsmålstegn ved Jay-Zs plads i Blocks bestyrelse. Ifølge Fortune bredte der sig en dårlig stemning i selskabet over at Jay-Z muligvis var på vej til at blive sat i forbindelse med P. Diddy-skandalen.

Utilfredsheden blev udtrykt i e-mail-samtaler og på selskabets interne Slack-chat. Men det satte ledelsen hurtigt en stopper for, fortæller tre anonyme Block-medarbejdere til Fortune. Der blev angiveligt uddelt “strenge advarsler” til folk om ikke at nævne Jay-Z (eller hans borgerlige navn Shawn Carter) i firmaets interne kommunikation.

Der blev ikke givet en grund til at selskabets ledelse på denne måde gav medarbejderne mundkurv på. Men det skete igen kort efter advarslerne var delt ud, på en lidt anden måde. Jack Dorsey holder, som andre mange tech-CEO’er, ofte “all-hands”-møder online, hvor medarbejderne kan skyde på topchefen og stille spørgsmål.

Kort efter at det blev forbudt at nævne Jay-Z i interne samtaler, holdt Dorsey netop sådan et møde. Normalt kan medarbejderne stille spørgsmål anonymt via chat. Men muligheden for at være anonym var slået fra under dette seneste stormøde.

Oven i hatten åbnede Dorsey mødet ifølge Fortune med at klage over, hvad han opfattede som “negativitet” fra medarbejderne, og han krævede en mere positiv indstilling. Herefter kom en række Block-ledere på banen for at svare på et spørgsmål, Dorsey havde givet dem, nemlig “hvorfor er du glad for at være her?”

Ud over fyringerne på TIDAL har Block nu også nedlagt udviklerplatformen TBD, og ud over de folk der mistede deres arbejde på grund dette, har Block også fyret mindst 20 medarbejdere i Square-afdelingen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.