Vi har været på safari i Deezer’s streamingtjeneste og fundet nye interessante danske udgivelser.
Her har du kandidater til favoritalbums til omdrejning på din streamingplatform. Men før vi går igang, et par ord om Deezer.
På Deezer har mange kunstnere en biografi på deres “hjemmeside”, men de tre albums vi anmelder i dag har ingen bios. Det er vel noget, som kunstneren eller pladeselskabet bør stå for, og det vil gøre det en anelse nemmere for nye lyttere at komme tæt på kunstneren. Lad os få en lidt rigere artist-oplevelse.
Tilsvarende kan man på kunstnere med opkommende turné også se detaljer om dette. Men generelt savner vi info om album og kunstnere, når vi træder ind på artistens Deezer-hjemmeside. Nå, lad os kaste os ud i anbefaling af tre danske albums.
Hugorm, Drømmehug
Simon Kvamm og Hugorm landede med et brag af et album i august. Et album der hørmer af sommer, lyse nætter, stærke farver og brede horisonter. Hugorm er gået totalt dance, med fuldfede glitrende synth-paneler, sprøde rytmeforlæg og Kvamms dybe vokal. Der er så mange originale idéer og observationer af livet i 2024, tilsat et drømmende håndfast lydlandskab, der kalder på stående ovationer. Og tilmed er der ikke ét svagt nummer på det nye album – det skulle da lige være det lovligt konceptuelle åbningsnummer.
Hugorm kan især noget helt særligt med deres sprog, frasering og triumferende udsyngning af deres besynderlige tekster i et rytmisk bumletog, der simpelthen virker og slår an. Der er en meget sjælden symbiose mellem teksterne og rytme hos Hugorm. Egentligt er de vel i høj grad et bas-funderet band, men sprog og tekster befrugter grundmelodien overmåde. Hvis de skulle vælge at udgive et instrumentalt album, burde musikken øjensynligt falde helt fra hinanden.
Men sjovt nok kan man ikke tilgå teksterne, når man streamer fra Deezer. Jeg tænker, at dette er en disponering fra bandets eller pladeselskabets side, og det kan undre. Et så tekst-funderet album bør stolt give publikum adgang til samtlige tekster – hvorfor ikke?
Dette er Hugorms tredje album, og man har åbenbart sat sig for at danse og ikke være et rockband. Den slags genreskift er fantastisk, og det bør afføde respekt, at bandet har sin kunstneriske ambition og integritet på plads. Og FOLK SKAL BARE HOLDE DERES KÆFT, som jo næsten er Hugorms livsmotto.
Der er adskillige tracks på DRØMMEHUG, som aspirerer til klassikerstatus i den danske pop-kanon. DET RØDE TOG bør fx. kunne få en lang og boblende karriere i fremtidige danske ører. Det sindsoprivende dansable FLASKEHALSEN PEGER PÅ HVAD FLASKEHALSEN PEGER PÅ åbner ukendte lydlige døre, men er samtidig så berusende vidunderligt, at det udgør en milepæl i dansk pop. Det er champagne og lune fiskefrikadeller på nybagt surdejsrugbrød – som kan sætte en dansk sommeraften i brand.
Hvis man har været Hugombidt siden corona, hvor bandet blev skabt, må dette album være en hidtidig kulmination af saft, kraft og magt. Skål, og lad os så komme på gulvet.
Lukas Vangaard, Alle dem, der lyver, sover godt om natten
Lukas Vanggaard er en dansk indiemusiker fra Århus, som inciterende arbejder på at få en plads i indiehimlen, som et af hans numre hedder fra hans nye album ALLE DEM, DER LYVER, SOVER GODT OM NATTEN. Han er aldeles selvhjulpen på guitar og aspirerer til at skrive nærværende og originale numre i direkte forlængelse af hans helte, som lyder som Morrissey, John Lennon, C.V. Jørgensen. Hans lyrik har en central placering i hans musik, faktisk mere centralt end instrumenter, melodi, rytmik og hvad har vi. Og altimens hans tekster faktisk savner poesi og rammende ordbilleder, formår hans univers alligevel at blive såpas personligt og underspillet, at man uhindret gerne lytter hele hans album igennem uden at længes andre steder hen. Der er så mange halvusynlige danske musikere derude – denne Lukas bør snart kunne træde ind i lyset.
Albummet starter overordentligt lovende med stryger-entré, som går kontrastfuldt over i et stærkt rytmisk bas-funderet nummer (MORGENSANG), med et sært univers om hunde og katte. Det er en forrygende start, og indie-elskere kan nemt føle sig fundet hjem. Herefter fortsætter forunderlighederne i INDIEHIMLEN, som nærmest er en programerklæring for Lukas’ liv og mission som musiker. Det er stort og højloftet, og niveauet falder kun umærkeligt i INGEN KAN SIGE DET SOM MORRISSEY, som er én af Lukas’ mest spillede sange i radioen (altså DR). Også næste nummer kan noget, men herefter falder kvalitetsniveauet stødt, og man føler måske at lyduniverset bliver for todimensionelt og genkendeligt.
Det er noget ganske gammelmodisch over Lukas Vanggaards musik. Han tager markant afstand fra poppens kommercielle virkemidler, hvilket er befriende, men projektet kommer dermed også til at virke mere bagud- end fremtidsskuende. Det kunne være interessant at høre om Lukas Vanggaard kunne levere en lydprofil, som sætter nye hegnspæle for dansk indie.
Ikke desto mindre er Lukas Vanggaard et fantastisk bekendtskab, som vi med glæde anbefaler.
Charlotte-Amalie, Opbrud
Charlotte-Amalie er velkendt for at lave cinematisk popmusik, ifølge Spotfestivals nummerering. Og ja, hendes audielle landskab er dragende, flydende, billedskabende og magnetisk. Hun kan som næsten ingen andre danske kunstnere skabe drama og dynamik i sit ellers paranoidt indsnævrede klaverkomponerede singer-songwriter oeuvre.
Albummet er stort set percussion-fri zone, og dermed abstrakt rytmik og i sidste ende er det svært at finde en puls. Dermed ligger vi ovre i en afdeling af klassik, new-age, hippie 70’er improvisering. Dermed er det uhyre vanskeligt at vurdere hendes musik i et streamingunivers, som langt overvejende drives af rytmiske nabo-domæner og genrer. Alt i alt en meget stærk feminin kreativ kraftudladning, som nok vil vinde et markant publikum i det østrogene segment, men som af samme årsag måske er for kønnet til kunne tiltale mandlige lyttere, hvis man må benytte traditionelle identiteter.
På positivsiden: Charlotte-Amalie er ambitiøs med, hvad en stemme skal kunne gøre i et melodisk og rytmisk forløb. Det bliver ikke sparet på vokal iscenesættelse, teatralsk story-telling og kontrastfulde dynamikker. Hun skal roses for stor ærlighed og dybde, som nærmest krænger sjælen ud. Man er næsten inviteret ind i en ellers helt privat dagbog, fyldt med anger, frygt, håb og beskrivelser af sjælens lønkamre. Hvor man kan have svært ved at øjne melodier eller ligefrem hits på hendes album, får man i stedet stemninger, vejrlig, følinger, intimitet og atmosfære.
På negativsiden: Hun er ikke en fantastisk sanger; hendes fremdrift synes mere styret af budskab og udtryk end af det musikalsk vellykkede. Hun lykkes ikke med produktion, arrangement og orkestrering på sit debutalbum OPBRUD. Jo, hun har talent, men musikken bliver ensformig (bortset fra HVEM ER DU NÅR DET ER NAT?), indsovsning i strygere og strømmende klaverforløb og overdrevet teatralsk.
Charlotte-Amalie synes egentlig at ønske at ville være en slags jazzsangerinde – der er tendenser og fraseringer i den retning, og alle numrene er forskellige nuancer af blå – men dog også kun blåt. Men hendes album er bestemt ikke jazz, heldigvis.
Tydelig anbefaling herfra til at gå på opdagelse i Charlotte-Amalies fornemme debut, som ligger langt ud over, hvad vi plejer at opleve på dansk grund.
