Forside Emner Spil fokus

Mini spilanmeldelse: Smurfs Dreams

-

Er du, eller har du fans af smølferne i huset, er nyt smølfespil på gaden og overrasker positivt. Vi har taget et kig på det.

Smurfs Dreams er ikke overraskende et spil bygget over vores små blå venner – smølferne. Normalt ville det ikke være et spil vi ville kigge nærmere på, men spillet, lavet af det lille selskab Ocellus Studios, har høstet gode anmeldelser, hvorfor jeg blev nysgerrig for at se det an.

Annonce:

Det er et platformsspil. Historien går på at Gargamel har puttet gift på nogle smølfebær, som har bragt smølferne i dyb søvn. Dit mål er at rejse til drømmeland og vække smølferne en efter en, før Gargamel finder smølfebyen.

I sin opbygning minder Smurfs Dream lidt om Astro Bot, med baner der sværer i rummet, hvorefter ting skal findes for at åbne nye baner. Derudover er det dog ikke fair at sammenligne Smufs Dreams med Astro Bot.

Grafisk er spillet nydeligt om end en del af banerne minder en del om hinanden. Det samme kan siges om de gadgets, såsom en hammer og en skumpistol, man ind i mellem får adgang til. Fjenderne genbruges også ofte.

Der er 4 drømmeverdener med 12 baner og derudover 16 minibaner at give sig i kast med, hvilket ikke er vildt meget. Til gengæld kan Smurfs Dreams spilles i 2 player co-op, hvilket er super hyggeligt. Jeg spiller selv med min datter på 8 og det fungerer fremragende. Det tager 10-12 timer at gennemføre vil jeg skyde på. Vi ligger ligenu på 8 timer og er ved sidste drømmeverden.

En anke ved spillet, alt efter hvem der spiller det, kan være at det faktisk ikke er så let som man måske skulle tro at et spil om Smølferne ville være. Så spiller du med yngre spillere, skal du forvente at hjælpe lidt undervejs. Men det giver dig så bare en undskyldning for at lege med kan sige.

Konklusion

Smurfs Dreams kan købes til omkring 300 kroner, hvilket jeg synes er god pris, i forhold til tiden det tager at gennemføre, samt underholdningsværdien undervejs. Spillet vinder på selve spiloplevelsen, trods ovenstående mangler.

Det er sjovt at begive sig omkring i smølfernes drømmeverdener, det rammer stemningen fra især tegnefilmene rigtig godt og styringen af smølferne er god. Og så er det altså sjovt at kunne spille to sammen.

Smurfs Dreams er et rigtig fint spil til alle fans af smølferne eller platformsspil generelt. Anbefaling til de yngre spillere (med en hjælpende voksen) herfra.

Karakter 7/10

Ude nu til konsol og pc

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.