Forside * Nyheder

Google kan blive tvunget til at sælge Chrome fra

-
(Foto: Google)

Spørgsmålet er dog, om det kan nå at ske inden Donald Trump indtager præsidentposten i USA om to måneder og potentielt omorganiserer USAs justitsministerium.

Der er travlt på gangene i USAs justitsministerium. Jurister og andre specialister forsøger at få gennemført så meget af deres strategi overfor Google som de kan, før der kommer en ny justitsminister og potentielt gennemgribende ændringer i organisationen til januar.

Når det amerikanske, føderale justitsministerium overhovedet har en Google-strategi, er det fordi ministeriet i 2020 lagde sag an mod Google i selskab med en række delstater. Ligesom det er sket i EU, blev Google anklaget for at drage fordel af sin monopolistiske position på flere områder.

Annonce:

Tilbage i august faldt der endelig dom i sagen, og ikke til Googles fordel. Ved en landsretsdomstol slog dommer Amit Mehta fast, at Google har monopol på flere områder. Det gælder blandt andet på søgeområdet, hvor Google ifølge dommen giver sin egen søgemaskine fordele på Android og i Chrome, som konkurrenterne ikke får.

Foranlediget af det sidste har USAs justitsministerium nu fremlagt de konsekvenser, ministeriets jurister mener, dommen bør have. Google skal brydes op, mener ministeriet, og det skal for eksempel ske ved at Google tvinges til at skille eller sælge Chrome fra som en selvstændig virksomhed.

Et ”svimlende forslag”

Det er den type antimonopol-reguleringer, som den amerikanske regering kan gennemføre, men som EU ikke kan, til trods for unionens ambitioner om skarp kontrol med tech-giganterne. Google er en amerikansk virksomhed, så EU kan blot regulere, hvordan de driver virksomhed i medlemslandene, men ikke, hvordan virksomhederne er organiseret.

USA har derimod en lang historik med opbrud af store virksomheder, der handler monopolitisk. Sidst, en så stor virksomhed som Google blev tvangsopbrudt var dog helt tilbage i 1984, hvor teleselskabet AT&T blev brudt op i en række mindre, regionale selskaber efter at have haft monopol på national telefoni i USA i over 80 år.

Kent Walker, Googles chefjurist, mener at USAs justitsministerium går alt for vidt i sit forslag om at bryde Google op (Foto: Google)

Google har i usædvanligt skarpe vendinger argumenteret imod dette på firmaets blog, hvor chefjurist Kent Walker kalder dette for et ”svimlende forslag”, der vil ”skade forbrugerne” og være til ulempe for ”Amerikas globale førerposition på teknologiområdet”.

Walker skriver, at justitsministeriet ”kunne have foreslået, at der blev indgået bedre aftaler med Apple, Mozilla, smartphone-producenter og teleselskaber. I stedet valgte justitsministeriet at foreslå et radikalt indgreb…der går langt ud over, hvad dommen indebærer”.

Kan føre til færre AI-investeringer

Ifølge blogindlægget vil et frasalg af Chrome ”ødelægge” en række Google-produkter og ”bringe millioner af amerikaneres privatliv og sikkerhed i fare og underminere kvaliteten af produkter, som folk elsker”. Det kan også ”intentionelt gøre det mere besværligt for folk at tilgå Google” ifølge Kent Walker.

Google mener derudover, at justitsministeriets øvrige oplæg kan betyde at Googles innovationer, men også folks ”personlige” søgeresultater bliver delt med ”ukendte virksomheder i både ind- og udland”, fordi Google kan blive tvunget til at dele viden med sine konkurrenter. I justitsministeriets forslag er disse søgeresultater dog anonymiserede og deles i form af statistikker over, hvad folk generelt søger på.

Endelig skriver Google også, at firmaet formentlig vil investere mindre i AI, hvis forslagene gennemføres, på et tidspunkt hvor AI anses for at være et af de vigtigste indsatsområder for den amerikanske teknologisektor.

Det er dog meget tvivlsomt, hvorvidt det amerikanske justitsministerium kan få gennemført et opbrud før en ny justitsminister kommer til. Når Donald Trump tiltræder som præsident 20. januar 2025, vil han efter eget udsagn omorganisere ministeriet, og der kommer helt sikkert en ny justitsminister, så snart en sådan kan blive godkendt i senatet.

Det kan betyde, at Google bliver fredet af Trump og hvem, der ender med at blive justitsminister. Det modsatte kan dog også blive tilfældet. Trump var trods alt præsident i 2020, da USAs justitsministerium anlagde den sag mod Google, der har resulteret i monopol-dommen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.