Tidligere på måneden blev året test af topmodeller OLED TV lavet blandt tv-entusiaster. En model løb med sejren.
Hvert år samles TV-eksperter og entusiaster for at afgøre, hvilket OLED-TV der er årets bedste. Denne årlige begivenhed, arrangeret af Vincent Teoh fra YouTube-kanalen HDTVTest, er kendt som en af de mest pålidelige vurderinger af billedkvalitet på markedet. I år fandt testen sted i Bernie Grants Art Centre i Tottenham Hale, London, hvor fire flagsskibsmodeller konkurrerede i en særdeles grundig blindtest.
Kandidaterne
De fire deltagende OLED-TV’er var LG OLED G4, Panasonic Z95A, Samsung S95D og Sony A95L. Hver skærm blev minutiøst kalibreret af Vincent Teoh og hans team for at sikre optimale forhold. Alle medvirkende modeller var på 65″.
Testen blev udført i et mørkt rum for at minimere eksterne faktorer og give dommerpanelet de bedste betingelser for at vurdere skærmenes billedkvalitet. Kildematerialet omfattede 4K Blu-ray, HDR og SDR TV, med en Sony BVM-HX3110 studiomonitor (Kr. 320.000) som reference.
Blindtestens metoder
For at sikre upartiske resultater blev skærmene maskeret og præsenteret som „Skærm A“, „Skærm B“ osv., uden at dommerne vidste, hvilke modeller der var hvilke. Hver skærm blev vurderet på en skala fra 1-5 inden for kategorier som kontrast, farvekorrekthed, skarphed, detaljer og bevægelse. En særlig kategori blev desuden afsat til ukalibrerede fabriksindstillinger. Dommerpanelet bestod af uafhængige TV-eksperter og entusiaster.
For at undgå bias blev stemmeafgivningen foretaget digitalt, og dommerne havde ikke lov til at diskutere deres observationer under processen. Dette sikrede, at resultaterne var så objektive som muligt. Når der blev skiftet indstillinger, så blev dommerne sendt ind ved siden af, så menuer og anden skærminfo i den proces ikke afslørede tv-mærket.
Dommerne
Dommerne var (i alfabetisk rækkefølge efter efternavn):
1. Pawel Brodzinski, tv-entusiast
2. Audun Hage, tv-anmelder og redaktør på magasinet Lyd & Bilde, Norge
3. Ian Lowe, tidligere Dolby Vision Post Production
4. James Meredith, teknisk direktør og medstifter af Netvio
5. Julian Nelson, chef for postproduktion og medstifter af Residence Pictures
6. Benjamin Taieb, AV-anmelder og skaber af Youtube-indhold fra Frankrig
7. James Willmott, THX-certificeret entusiast
8. Robert Walia, tv-entusiast
9. PQ (Picture Quality) ingeniør, som foretrækker at være anonym
Resultaterne
Den store vinder af årets shootout blev LG OLED G4, som imponerede dommerne med sin næsten perfekte gengivelse af referencemonitorens billedkvalitet. Især skærmens kontrast og farvepræcision blev rost, og den udmærkede sig i de fleste kategorier. Samsung S95D blev dog ikke overset – denne model blev kåret til „Home Cinema TV of the Year“ takket være dens detaljer i mørke scener og lave refleksion i lyse omgivelser.
Sony A95L, som stadig er Sonys bedste OLED-model, fik en solid tredjeplads, mens Panasonic Z95A sluttede på fjerdepladsen. Selvom sidstnævnte ikke formåede at overbevise i lige så mange kategorier som konkurrenterne, blev det understreget, at alle deltagende TV’er repræsenterede topniveauet inden for teknologi og billedkvalitet.
En af dommerne konkluderede:
Til dagtimer, sport og slagkraftig HDR: LG G4
Til ‘kritisk’ visning: Samsung S95D
Billedkvaliteten var i fokus her. Andre faktorer som design, brugervenlighed og lyd blev ikke vurderet i denne test.
Video
Testens delresultater og metoder bliver her forklaret af Vincent Teoh. Må dog lige advare om at det til tider bliver ret nørdet med forklaringerne.