Vi tester de to træningsøretelefoner fra Jabra og Sennheiser og holder dem op mod hinanden
Træningsheadsettet er en værdifuld partner, når du skal holde kampgejsten oppe under træningen. Man kan blive forfalden til at tro, at ens normale hovedtelefoner er velegnede til sport og sved – for der skal blot musik i ørerne.
Problemet er blot, at normale headsets ikke nødvendigvis er bygget til at modstå sved, regn og støv. Derfor vil dine hovedtelefoner gå hurtigere i stykker, hvis du udsætter dem for disse elementer. Træningsheadsettet har en mere robust build og kan derfor tåle flere tæsk.
Forestående duel mellem Jabra og Sennheiser giver dig et indblik i, hvad du kan forvente af et træningsheadset i anno 2024; noget nyt, noget traditionelt, noget som virker og noget som ikke helt virker.
Sennheiser Momentum Sport
Tyske Sennheiser er aktuelle med det måske mest avancerede træningsheadset på markedet. Foruden musik og opkald under træningen kan du også holde styr på din kropstemperatur og puls. Relevansen af disse målinger kan dog diskuteres – især da det kan være besværligt at holde styr på dem, når du løber eller cykler.
Læg dertil at du skal have et sportsur fra Polar eller tre mindre kendte brands, før du kan udnytte træningsfunktionerne fuldt ud. Og så ligger Momentum Sport i skrivende stund på kr. 1.800, hvilket ikke er urimeligt, hvis du formår at udnytte målefunktionerne.
Design og komfort
Momentum Sport har et robust, men behageligt design. Øretelefonerne er IP55-certificerede, hvilket betyder, at de kan tåle regn og støv. Du kan svede eller træne i regnen, uden de bliver ødelagt. Ligeledes kan du løbe på støvede skovstier, uden støvet bliver lukket ind.
Selve øretelefonerne er lavet af solidt plastik, mens ørepropperne er af behagelig og blød silikone. Sennheiser forsøger sig med et ”halvåbent” design, som forhindrer ørepropperne i at skabe et vakuum i dine øregange, og du kan fornemme baggrundslyde. Alligevel byder ørepropperne på en fin passiv støjreduktion. Vægten er på 6,4 gram per øretelefon, mens batterilevetiden er på op til seks timer, og opladeretuiet byder på yderligere 18 timer.
Headsettet sidder solidt fast i mine øregange, og på intet tidspunkt under mine bevægelser er ørepropperne faldet ud.
Funktioner og kontrol
Sennheiser har indgået et partnerskab med Polar, som producerer træningsure med blandt andet pulsmålere. Partnerskabet betyder, at du Momentum Sport er udstyret med evnen til at måle din kropstemperatur og puls, som du kan aflæse på dit Polar-ur – sidstnævnte virker fuldkommen redundant, da du i forvejen bærer et pulsur fra Polar.
Træner du på eliteplan eller meget højt niveau, kan det være relevant for dig at holde styr på dine værdier, så du ikke presser dig selv ud over dine fysiske grænser for længe. Kommer din puls op på mere end 150, bør du nok tage en pause, ligesom det ikke virker hensigtsmæssigt, at din krop kommer op over 38 grader, der er den nedre grænse for feber. Så langt så godt.
Momentum Sport måler begge værdier i dine ører. Men termometeret i øretelefonen er ikke et klinisk termometer, hvormed unøjagtigheder kan forekomme. Jeg har holdt termometeret i Momentum Sport op imod et klinisk pandetermometer, hvis sensorer lever op til hospitalsstandarden.
Ofte viser det kliniske termometer en lidt lavere temperatur end det, der findes i Momentum Sport. Det kan skyldes, at headsettets sensor måler i øregangen, som bliver lukket af på grund af øretelefonen i øret – og dermed skaber et lukket, og dermed lidt varmere miljø, for sensoren.
Er headsettets termometer så ubrugeligt? Nej, det mener jeg ikke, men det er ikke præcist, og det skal du have med i dine overvejelser.
Samme problematik oplever jeg med pulsmåleren, der også måler i øregangen. De bedste pulsmålingsområder er på fingerspidserne og på arterierne. Jeg har også holdt Momentum Sport op mod en klinisk pulsmåler, og her er der overensstemmelse mellem målingerne, så længe jeg er i hvile og træner. Uoverensstemmelsen begynder dog, når jeg går fra aktivitetet til hvile.
Momentum Sport tager nogle minutter om at måle min puls i realtid, når jeg holder op med at træne, hvilket giver et ukorrekt billede af, hvor længe min pause skal være, når jeg presser mig selv på løbeturen. Så jeg anvender pulsmåleren i mit sportsur i stedet for.
Løbetræner eller cykler du? Så har du nok ikke mobilen fremme hele tiden, hvormed du ikke kigger i Smart Control-appen for at følge dine målinger. Og så er vi tilbage relevansen. Medmindre du har et ur, som er kompatibelt med headsettet, kan du ikke få vist målingerne, uden du skal have appen åben, og har du et kompatibelt ur, er det jo ligegyldigt med pulsmålingen, eftersom uret klarer den for dig.
Træner du i fitnesscenter eller andre steder, hvor du kan have telefonen ved siden af dig, er det en anden sag.
Sennheiser giver dig mulighed for at kunne regulere baggrundslyde. Du kan vælge at slå den aktive støjreduktion til, aktivere anti-vind med en vis støjreduktion eller tillade headsettets mikrofoner at lukke lydene ind, mens vindstød bliver filtreret fra.
Hvorfor Sennheiser ikke har aktiveret filteret mod vindstød sammen med ANC, er mig lidt af en gåde, og det irriterer mig en anelse, at jeg skal vælge mellem fuld støjreduktion og anti-vind – noget Jabra Elite 8 Active Gen 2 sagtens kan finde ud af.
Hvad angår den aktive støjreducering, er Momentum Sport i stand til at blokere langt størstedelen af baggrundslydene, selvom motorstøj og lyde i den høje ende af frekvensområdet man fornemmes, uden de dog forstyrrer musikken.
Endelig er der touch-fjernbetjeningen, som Sennheiser bliver nødt til at arbejde med. På plussiden, du kan tilpasse fjernbetjeningen inde i Smart Control-appen, så en berøring aktiverer musikken, to tryk kan bladre i musikken, etc. Sennheiser forsøger sig også med noget nyt; du kan tappe lige foran dine ører, hvis du ikke bryder dig om tap på selve øretelefonerne, fordi det larmer i dine ører.
Ulempen er dog, at berøringerne på øretelefonerne eller foran ørerne ikke fungerer synderligt godt. Jeg måtte droppe berøringerne foran ørerne, fordi headsettet ikke registrerede kommandoerne i de fleste tilfælde. Tap på øretelefonerne virkede oftere, men alt for ofte blev berøringerne ikke registreret – til trods for sensitiviteten var sat til høj i appen.
Lydoplevelsen
Sennheiser leverer dog varen, når det kommer til lydoplevelsen – producentens spidskompetence. Sennheiser ved, at det er vigtigt med en dyb, kraftfuld bund, fordi baseffekten hjælper dig med at få pulsen og træningsmotivationen op.
Derfor er der også en særlig bas-boost funktion i Smart Control, hvis dine elektroniske numre skal sparke dig ekstra hårdt i gang. Klart, bas-boost mudrer lydbilledet en anelse, og jeg oplever, at min musik har rigeligt med spark uden.
Sammenlignet med andre Sennheiser-headsets er der skruet godt op for bassen, og det er uden, at bunden overdøver mellemtoner og diskant. Dog er der tale om et træningsheadset, så du vil ikke opleve den traditionelle Sennheiser-signaturlyd med balance og fremhævelse af de finere detaljer i musikken.
Alligevel formår Momentum Sport at levere veldefinerede vokaler, dyb klang og en skarp diskant, så highhatten og lyse kvindestemmer ikke drukner i de elektroniske basrytmer.
Du kan også bruge Momentum Sport til opkald – såfremt der er helt roligt omkring dig. Atter flopper Sennheiser med deres støjfølsomme mikrofoner, som lukker en stor del af baggrundsstøjen ind til gene for personen i den anden ende af telefonsamtalen.
Jabra Elite 8 Active Gen 2
Hvis du endnu ikke har hørt det, så har danske Jabra trukket sig ud af true wireless forbrugermarkedet. Jabra Elite 8 Active Gen 2 er den sidste af sin art, og GN Store Nords datterselskab lukker og slukker denne del af deres forretning med værdighed.
Træningsheadsettet er i skrivende stund set til kr. 1.500, og det er en fair pris for et yderst robust headset, der har fokus på lyd og hårdførhed.
Design og komfort
Elite 8 Active byder på sparsomme overraskelser på designfronten, der minder om forgængeren til forveksling. Headsettet er IP68-certificeret, hvormed du kan svømme med ørepropperne fastmonteret i øregangene – så længe du ikke dykker længere end 1,5 meter ned. Samtidig kan du rode rundt på sandstranden, uden der kommer sand eller støv ind i maskinrummet.
Ørepropperne sidder godt fast i mine ører, og det sker uden ubehag, eftersom øretelefonerne er beklædt med et tyndt silikoneomslag. Batteriet holder i op til otte timer med ANC aktiveret, mens opladeretuiet byder på 24 timers ekstra strøm. Hver høretelefon vejer kun fem gram.
Funktioner og kontrol
Jabra har ikke inkluderet en række fancy funktioner ligesom Sennheiser. Producenten fokuserer på basisfunktionerne, og de fungerer til gengæld helt efter hensigten.
Headsettet har en god passiv støjreduktion, og koblet med den aktive støjreduktion er det imponerende mange lyde, som bliver blokeret – fra vind til motorstøj og høje toner. Her overgår Jabra klart Sennheiser.
Elite 8 Active har en god, gammeldags trykknapfjernbetjening på hver høretelefon – og den virker hver gang. Eneste ulempe her er dog, at du ikke har synderligt mange muligheder for at tilpasse fjernbetjeningen i Sound+ appen. Største ankepunkt er her, at jeg ikke kan tildele regulering af lydstyrken, men Google Assistent kan sagtens tildeles.
Jabras største fokus har været på lyden og raffineringen af spatial audio-formatet, hvilket til gengæld fungerer overraskende godt.
Lydoplevelsen
Jabra har i de seneste generationer af Elite-serien meldt sig ind i spatial audio-kapløbet, og det er en skam, at producenten må trække sig. For Jabra lykkedes ganske godt med at skabe en rumlig lydoplevelse med Elite 8 Active. Givet, det kræver, at du abonnerer på en streamingtjeneste, som understøtter rumlig lyd-formatet såsom Apple Music, Max eller Tidal.
Måske er spatial audio ikke det, du går mest op i, når du træner, men det gør musiklytningen såvel som filmoplevelsen sjovere, når du slapper af. Lydopdelingen er god og veldefineret, så du får en fornemmelse af, hvor det enkelte instrument befinder sig i lydstudiet under optagelsen, ligesom du aner, hvorfra der bliver skudt i dine actionfilm. Kort sagt, fornemmelsen af at du befinder dig midt i lydbilledet er mærkbar.
På den traditionelle stereofront klarer Elite 8 Active sig rigtig godt, eftersom lydbilledet er veldefineret, og der er god balance mellem bas, mellemtoner og diskant. Problemet er blot, at vi har med et træningsheadset at gøre, hvor det traditionelle lydbillede ikke helt gælder. Der skal være en kraftigere bund for at kampgejsten op, og på dette punkt misser Jabra desværre.
Er bassen decideret tam? Nej, du får en fin bund, men selvom du booster bassen i Sound+, får den ikke helt samme fylde og slagkraft som Momentum Sport og andre træningsheadsets. Når jeg skruer baseffekten i vejret i appen, bliver lydbilledet mudret, og det har jeg ikke lyst til at lytte til.
Jabra formår til gengæld at levere et træningsheadset, der er fantastisk til opkald, selvom du træner i støjfyldte omgivelser. Mikrofonerne er i stand til at dæmpe mængde af lyde, som går igennem til den anden ende af telefonsamtalen, mens min stemme går tydeligt igennem, og det er et kæmpe plus.
Og vinderen er …?
Jabra Elite 8 Active Gen 2 har den bedste komfort takket være det bløde silikoneomslag, som gør headsettet en anelse mere komfortabelt at have i ørerne i forhold til Sennheiser Momentum Sport.
Kudos til Sennheiser for at prøve kræfter med alternative funktioner, men puls og temperaturmåling virker unødvendigt, hvis du især har et træningsur med pulsmåler indbygget. Sennheiser skulle i stedet have brugt flere kræfter på at udvikle en bedre touch-fjernbetjening. Jabra løber derfor overraskende med funktionssejren, fordi Elite 8 Actives funktioner og trykknapsfjernbetjening virker helt efter hensigten.
Sennheiser løber dog med sejren, når det kommer til lydoplevelsen. Tyskerne formår at levere en kraftigere baseffekt end Jabra – uden forvrængninger af lyden. Jo, du kan skrue op for bassen med Elite 8 Active, men der skal ikke meget til, før musikken bliver mudret, hvormed det er ligegyldigt at skrue bassen i vejret.
Jabra slår dog Sennheiser med flere længder, når det kommer til telefonsamtaler, eftersom Elite Active 8 er yderst effektiv i at filtrere baggrundsstøj fra, mens min stemme går klart igennem til den anden side. Og det gælder også den aktive støjreduktion, hvor Elite Active 8 er bedst til at blokere baggrundsstøj.
Set ud fra et helhedsindtryk er Elite Active 8 en vinder, fordi du får mest value for money med Jabras headset. Sennheiser prøver kræfter af med nye funktioner, men de virker overflødige, og hvis du skal udnytte dem fuldt ud, kræver det et særligt sportsur. Sennheiser Momentum Sport er dog bedst til musik under træningen takket være en kraftigere baseffekt, der ikke forvrænger lydbilledet.