Forside * Featured

Spilanmeldelse: Undisputed

-

Efter mange år uden et boksespil, er der nu endelig sket noget på den front. Vi har testet om Undisputed er noget værd.

Siden EA´s Fight Night serie lukkede og slukkede i 2011 har det været slut med boksespil. Personligt holdt jeg ganske meget af Fight Night serien, men i takt med seriens nedlukning og Mikkel Kesslers karrierestop i 2014 i virkelighedens boksning, forsvandt min interesse for sporten.

Annonce:

Jeg har dog mærket lysten til at træde ind i den virtuelle boksering igen i takt med at Undisputed var igennem en særdeles lang betatest (1,5 år) på Steam. Nu er spillet ude til konsollerne også og jeg har testet på PS5.

Undisputed er skabt af et nyt team af udviklere og har ikke haft den samme økonomi i ryggen som førnævnte Fight night serie. Det mærkes desværre. Grafisk er spillet bestemt ikke noget at råbe hurra for.

De over 70 tilgængelige (HVOR er Kessler!) boksere er såmænd udført ganske pænt, men trænere, tilskuere og dommer (der er kun den samme dommer i alle kampe) er godt nok noget grovkornede. På lydsiden kan man også mærke at budgettet har været begrænset. Musikken består af hiphop fra ukendte kunstnere, ligesom kommentatorerne heller ikke vinder nogle priser.

Selve spillet består af en karrieredel, quickmatch, challenges der skifter på ugelig basis samt en onlinedel, hvor der kan bokses enkeltstående kampe eller kampe på rangliste.

Karrieren er der, hvor boksespil typisk lægger deres kræfter og der er da også mulighed for at tage enten din egen bokser eller en kendt bokser gennem karrieren fra ung til, forhåbentlig, at du står som vinder af de store vm bælter. Karrieren er ret skuffende og byder ikke på andet end kampe, ansættelse af crew, samt en træning, der dog kun består af klik på hvilke programmer du vil træne.

Du skal ikke træne selv, kun bokse kampene. Efter kamp er det forfra med samme procedure. Det bliver hurtigt kedeligt og først sent i karrieren vil du opleve at optræde i store arenaer, men selv der mangler der opbygning før kampene og man mangler kort og godt noget der trækker en ind i oplevelsen.

Online vinder en del da man kæmper mod en anden spiller naturligvis. Man er jo ligefrem nervøs for at blive knockoutet. Det er sjovt når man slår sin modstander ud og kampene føles intense. Spillet er dog udfordret af at der, lige nu i hvert fald, er visse boksere som er væsentlig stærkere end andre, hvorfor mange vælger de samme boksere. Jeg ser frem til at udviklerne får balanceret styrkeniveauet bedre.

Selve oplevelsen i bokseringen er Undisputeds største styrke. Styringen er intuitiv og det er en fornøjelse at sammensætte kombinationer, eller beskytte sig selv mod modstanderens slag.

Bokserne bevæger sig godt og reagerer rimelig hurtigt på ens tryk og man skal tage højde for skader, samt naturligvis forsøge at udnytte de skavanker og svagheder ens modstander har. Det nytter ikke at spamme knapperne, for så går ens bokser lynhurtigt kold. Der skal tænkes taktisk, kigges efter åbninger hos modstanderen og tages højde for, hvilken type bokser man står overfor (slugger, kontrabokser og lignende).

En fed ting er, at man kan slå sig igennem paraderne hos modstanderene og på den måde slide dem op, så de til sidst giver en mulighed for at sætte de tunge stød ind. Boksningen fungerer i det hele taget rigtig godt.

Desværre ødelægges den gode bokseoplevelse lidt af de manglende detaljer. Som når du knockouter din modstander f.eks, så kommer samme cutscene hvor han nu ligger på midten af canvassen og ikke der du slog ham ud.

Det samme kan siges om at du heller ikke kan knockoute direkte, men at der altid skal tælles over modstanderen, så cutscenen jeg netop nævnte igen skal køre. Sådan er der flere eksempler, hvor de manglede udviklingspenge har betyder at spillet må ty til gentagelser og lette løsninger, for at hænge sammen.

 

Konklusion

Bedømt alene på kampene i bokseringen er Undisputed faktisk slet ikke så dumt og havde isoleret set scoret en højere karakter. Det har noget godt kørende for sig og kampe online eller mod venner i sofaen, er virkelig sjove. Der skal tænkes taktisk og bokserne kan udføre lækre slag som er sat sammen på en måde, at du føler, at du har kontrol over, hvad din bokser skal gøre.

Men gode kampe er ikke nok, da spillet halter på en lang række andre punkter. Grafik og lyd er ikke imponerende og karrieren er bestemt ikke noget at skrive hjem om. Der ligger en masse potentiale og gode grundtanker, som desværre ikke udnyttes tilstrækkeligt, hvorfor det hurtigt bliver for ensformigt, simpelthen fordi der ikke er ret meget at lave udenom de ellers gode kampe.

5/10

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.