Norlys har igen været udsat for en phishing-kampagne, hvor ukendte svindlere sender falske sms’er ud i energiselskabets navn. De falske beskeder truer kunderne med at lukke for strømmen, hvis ikke en påstået ubetalt regning bliver betalt via et medsendt link. Norlys opfordrer kraftigt til, at kunderne ignorerer beskederne og straks sletter dem.
Ifølge Jess Bech, privatkundechef i Norlys’ energiforretning, har kundeservice oplevet en betydelig stigning i opkald, siden beskederne begyndte at cirkulere. Mange bekymrede kunder har kontaktet Norlys efter at have modtaget sms’en.
“Vi har haft kø på telefonerne hele dagen, og langt de fleste opkald handler om den falske sms. Vi har politianmeldt sagen og beder kunder om ikke at reagere på beskeden,” siger Jess Bech.
Phishing-sms’erne er ifølge Norlys meget overbevisende og svære at skelne fra ægte beskeder. Det gør situationen ekstra kompleks, da Norlys normalt sender påmindelser om ubetalte regninger via sms. Men i modsætning til de falske beskeder, indeholder Norlys’ reelle beskeder aldrig direkte links til betalinger.
Norlys opfordrer kunder, der måtte have klikket på linket i den falske sms, til at kontakte politiet. Denne type svindel er ikke ny for Norlys, der sidst oplevede en lignende kampagne for blot et par måneder siden.
“Vi er kede af, at vores navn og logo misbruges igen. Jeg kan kun opfordre kunder til at være ekstra forsigtige med at klikke på links i både mails og sms’er,” siger Bech.
Kunder, der er i tvivl om deres regningsstatus, kan tjekke oplysningerne på mit.norlys.dk.