Forside * Nyheder

MacBook Pro 14” med M4-chip er muligvis ”lækket” i Rusland

-
(Foto: Wylsacom/YouTube)

Russiske YouTubere viser en model frem, der påstås at være en ny MacBook Pro 14”, der ikke forventes lanceret før til november. Der er dog god grund til skepsis.

Apple-fans, der bare gerne vil have den seneste Apple Silicon-chip op under neglene kan allerede nu kaste sig over en iPad Pro med M4 ombord. Men den maskine, de fleste professionelle Apple-brugere venter på lige nu, er MacBook Pro 14” med M4 Pro og Max.

Apple har ikke sagt en lyd om, hvornår den eventuelt dukker op, men de fleste forventer, at maskinen bliver opgraderet uden alt for meget hurlumhej til november. Det ser dog ud som om, nogle enkelte russere har været så heldige at få fat i maskinen før tid – og ikke med Apples gode vilje.

Annonce:

To YouTubere har fremvist, hvad de påstår er den nye MacBook Pro 14” med M4 ombord. Deres ”beviser” for ægtheden af den maskine, de viser frem, er blandt andet labelen på æsken og hvad der står på skærmen, når man klikker på ”Om denne Mac” i æble-menuen øverst til venstre.

Dertil kommer, at benchmark-resultaterne passer ret godt med, hvad sådan en maskine skulle kunne yde. I den ene video kører YouTuberen en Geekbench-test, hvor maskinen sammenlignes med en MacBook Air M2 fra 2022. Som man kan se på det publicerede resultat, er den nye maskine omkring 62% hurtigere på multi-core-ydelse og 67% hurtigere på single-core end den to år gamle Air.

Bør tages med et ton salt

Siden Apple ikke officielt har annonceret maskinen endnu, hedder den bare ”16,1” i Geekbench-testen. Det er dog bemærkelsesværdigt, at hoved-chipsættet i maskinen er angivet til at være M4 og ikke M4 Pro eller Max.

Der er i det hele taget god grund til at være skeptisk. En af de to YouTubere skriver, at han har købt maskinen fra en person, der påstår at have 200 af dem. Disse bliver angiveligt solgt i en privat gruppe på Facebook. Det sidste giver også anledning til skepsis, eftersom Facebook har været blokeret i Rusland siden invasionen af Ukraine.

Dertil kommer at æsken, som de to maskiner ankom i, ifølge flere folk på sociale medier til forveksling ligner den æske, som M3-maskinen blev solgt med – inklusive baggrunden på skærmen udenpå kassen, som Apple normalt skifter på nye modeller.

Apple-eksperten Mark Gurman udelukker ikke, at der kan være tale om ægte maskiner. De skulle i givet fald være blevet ”lækket” fra et Apple-lager eller stjålet under transporten. Gurmans reaktion er, at hvis maskinerne er ægte, er der tale om et sikkerhedsbrud hos Apple af hidtil uset størrelse – og at historien om disse maskiner uanset hvad bliver fascinerende at følge.

Det sidste er især tilfældet, fordi Apple kan gøre maskinerne ubrugelige direkte fra Cupertino, hvis de kan finde serienumrene i videoerne eller billederne på nettet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.