Google gør det nu endnu nemmere at finde svar på, hvad du ser. Med den nyeste opdatering af Lens får brugerne mulighed for at kombinere billeder med stemmesøgning, hvilket giver en mere intuitiv oplevelse. Brugerne kan eksempelvis tage et billede af en svamp og spørge: “Er denne svamp giftig?” – og straks få svar.
Google Lens anvendes knap 20 milliarder gange om måneden til at identificere alt fra blade til husholdningsapparater, og nu bliver søgningerne altså smartere og mere præcise.
Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark, udtaler:
“Visuelle søgninger er relativt nye og en af de hurtigst voksende typer af søgninger – særligt blandt unge. De gør det mere intuitivt at søge information om ting, man støder på, blot ved at bruge kameraet. Og de muligheder bliver hele tiden forbedret.”
Opdateringen ruller ud til både Android og iOS-brugere, men i første omgang kun på engelsk.
Nye funktioner i Circle to Search og sangsøgning
Ud over den nye stemmesøgningsfunktion opdaterer Google også Circle to Search. Android-brugere kan nu tegne en cirkel om et objekt på skærmen, fx en bog eller bil, og direkte få søgeresultater.
Derudover introducerer Google en funktion, der gør det muligt for Android-brugere at finde navnet på en sang, uden at skulle forlade den app, de befinder sig i. Dette gælder både musik, der afspilles på sociale medier eller på højttalere i nærheden.
Google tester også en videosøgningsfunktion, hvor brugere kan søge ved at optage en video og stille spørgsmål. Eksempelvis kan man ved at filme fisk i et akvarium spørge: “Hvorfor svømmer de sammen?” Denne funktion er dog endnu kun tilgængelig i Google Search Labs og ikke lanceret i Danmark.
Visuelle opdateringer og AI-drevne søgeresultater
På den traditionelle søgemaskine introducerer Google en række nye funktioner, blandt andet en mere visuel præsentation af søgeresultater, som i øjeblikket testes i USA. Samtidig forbedres de AI-drevne søgesvar, så de fremover vil indeholde direkte links. Denne opdatering er endnu ikke tilgængelig i Danmark.