Forside * Nyheder

Forbrugerombudsmanden politianmelder Grøn Elforsyning for ulovligt telefonsalg og vildledning

-

Elselskabet Grøn Elforsyning er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at have udført ulovligt telefonsalg og for at have vildledt forbrugere under telefonsamtaler.

Anmeldelsen omfatter 27 klager fra forbrugere, der i perioden fra oktober 2022 til juli 2024 blev kontaktet uden at have givet deres samtykke til det. Forbrugerombudsmanden vurderer, at Grøn Elforsyning ikke har kunnet dokumentere, at forbrugerne havde givet gyldigt samtykke, hvilket er et krav under markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven.

Annonce:

Derudover peger 17 af klagerne på vildledning under telefonsamtalerne, hvor telefonsælgerne fra Grøn Elforsyning skulle have givet urigtige oplysninger i et forsøg på at få forbrugerne til at skifte elselskab. Ifølge klagerne inkluderede disse vildledende oplysninger blandt andet løfter om besparelser, som ikke kunne dokumenteres, samt påstande om, at forbrugeren kunne undgå at betale visse gebyrer ved at skifte til Grøn Elforsyning. Sælgerne har ifølge Forbrugerombudsmanden ikke haft kendskab til forbrugernes nuværende elselskab, hvilket gjorde det umuligt at underbygge de nævnte besparelser.

Flere af klagerne beskriver også, at sælgerne præsenterede sig som værende fra “Grøn Energi” eller “Grøn El”, hvilket kunne forveksles med andre selskaber. I nogle tilfælde har forbrugerne fået det indtryk, at sælgerne repræsenterede deres nuværende elselskab, og at de blot skulle bekræfte deres accept for at slippe for et gebyr. Ifølge Forbrugerombudsmanden har sælgerne også i visse tilfælde påstået, at forbrugeren var udvalgt til at modtage særligt billig strøm fra Grøn Elforsyning, eller at Grøn Elforsyning var den eneste godkendte el-leverandør i forbrugerens område.

Forbrugerombudsmanden modtager stadig klager over Grøn Elforsyning og overvejer at udvide politianmeldelsen, hvis der fortsat kommer nye klager med lignende indhold.

Forbrugerombudsmanden, Torben Jensen, udtaler:
“Grøn Elforsyning har kontaktet forbrugere uden gyldigt samtykke og vildledt dem med usandfærdige påstande for at få dem til at skifte elselskab. Når virksomheder søger samtykke til kontakt, skal det være klart og aktivt tilkendegivet af forbrugeren.”

Forbrugerne mindes om, at de har 14 dages fortrydelsesret ved telefonsalg.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.