Forside * Nyheder

Elbilmesse i København satte ny besøgsrekord

-

Interessen for elbiler blandt danskerne er højere end nogensinde, hvilket blev tydeligt under årets eCarExpo i Bella Center. Med et rekordhøjt besøgstal på 24.216 gæster over tre dage har messen nu cementeret sin status som Europas største elbilmesse.

Allerede inden dørene åbnede lørdag, strakte køen sig langt uden for Bella Center, og interessen fortsatte ufortrødent gennem hele weekenden.

Annonce:

 

Direktør for eCarExpo, Gunnar Dackevall fra eLife Nordic AB, var imponeret over fremmødet: “Vi har aldrig haft en lignende publikumsstrøm på nogen af vores messer. Det er tydeligt, at Danmark er ved at etablere sig som EU’s førende elbilmarked.”

Med fuldt hus fra åbning til lukning var messen travl fra start til slut. Blandt de populære udstillingsgenstande var Renaults eldrevne udgave af den klassiske Renault 5, som tiltrak stor opmærksomhed blandt de mange besøgende. Marketingschef for Renault Danmark, Søren Hyltoft, fortæller, at deres stand var “megatravl hele tiden”, og at publikumsresponsen på de nye elbilmodeller var overvældende.

Deltagerne kunne opleve hele 22 bilmærker og prøve over 30 forskellige elbilsmodeller på stedet, hvilket ifølge Søren Hyltoft giver en unik mulighed for at præsentere elbiler direkte til forbrugerne: “Vi investerer meget i eCarExpo, men udbyttet er også stort. Det er en af de få messer, hvor så mange besøgende faktisk prøvekører bilerne.”

 

Parallelt med eCarExpo løb fagmessen eComExpo, der fokuserer på kommercielle køretøjer til erhvervslivet, af stablen og tiltrak i løbet af to dage 4.108 besøgende – også en ny rekord.

Arrangørerne ser allerede frem til næste års messer, der er planlagt til sidste weekend i oktober 2025. Gunnar Dackevall afslører, at nye tiltag og ideer fra årets succesoplevelser vil blive implementeret for at gøre næste års messer endnu bedre.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.