Forside * Featured

Apples næste OS er homeOS

-
Mange forventede at Apples kommende smartskærme ville blive en iPad i kombination med f.eks. en HomePod, men det ser ud til at blive mere end det. Angiveligt får smartskærmene deres eget OS. (Foto-materiale: Apple)

Apple forventes at udvide sit engagement i det smarte hjem med lanceringen af en smartskærm, der kører på et dedikeret operativsystem.

Vi har i flere år hørt om, at Apple er på vej med en smartskærm, der skal agere konkurrent til Googles Nest Hub og Amazons Echo Show-serie. Disse rygter er begyndt at røre på sig igen i de seneste måneder, inklusive at en sådan smartskærm kommer til at have en robot-arm, der kan flytte skærmen, så brugeren altid er i kamera-fokus og altid har skærmen i sit synsfelt.

Nu har den som regel velinformerede Mark Gurman fra Bloomberg så hørt fra sine kilder, at det ikke kun er på hardware-siden, Apple har tænkt sig at præsentere nyt i form af en smartskærm. Skærmen skal også køre med sit eget operativsystem.

Annonce:

Mere specifikt skriver Gurman i sit ugentlige nyhedsbrev, at der er to enheder på vej, hvoraf den ene kan dukke op tidligere end vi ellers havde forventet Apples entré på smartskærms-markedet. Og begge enheder kommer til at køre med et nyt operativsystem, der hedder homeOS.

Angiveligt er homeOS baseret på tvOS, men er altså et separat system, der føjes til iOS, iPadOS, macOS, tvOS, watchOS, og visionOS. Dette faktum er en lille smule overraskende, fordi det ellers var forventet, at disse smartskærme reelt set ville blive en iPad klasket på en HomePod via en robotarm.

Billig version til næste år

Med andre ord forventede de fleste nok, at operativsystemet på smartskærmene ville blive iPadOS. Men det bliver altså ikke tilfældet ifølge Mark Gurman. Hvis det holder stik at homeOS er baseret på tvOS, er det formentlig fordi sidstnævnte ikke bare er mere overskueligt og simpelt at navigere, men også fordi tvOS allerede indgår i Apples smarthjems-økosystem.

Der bliver formentlig tale om at smartskærmene skal kunne integrere sig i det intelligente hjem via HomeKit, og her har tvOS allerede et forspring i forhold til iPadOS, når det gælder simpel opsætning og navigation for brugeren.

Gurman kan også rapportere, at smartskærmen med robotarmen stadig er pipelinen, men at den nok først dukker op tidligst i 2026. Til næste år vil der til gengæld dukke en billigere udgave op uden robotarm.

Robot-versionen forventes at koste omkring 1000 dollar, hvilket betyder at den nok når op på mindst 8.000 kroner, når først danske skatter og afgifter kommer oven i. Den udgave, der skulle komme til næste år er dog angiveligt billigere, og vil i første omgang kunne håndtere alle de mest grundlæggende funktioner, man forventer af en sådan enhed.

Ud over smarthjems-styring omfatter disse funktioner f.eks. FaceTime, afspilning af musik, podcasts, videoer med mere. Gurman skriver dog også at begge versioner af smartskærmen kommer til at rumme dybe integrationer af Apple Intelligence. Om sidstnævnte kan lanceres i EU til den tid, må tiden vise.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.