Forside * Nyheder

Bloomberg: Apples robot-smartskærm ligner rent faktisk en iMac G4

-
Vores oprindelige billedtekst var: “Hvis en kommende Apple-smartskærm får en robotarm, kan det være, den kommer til at ligne den gamle iMac G4 en smule. Man må håbe, Apples designere tænker lidt længere”. Men noget tyder på, det sidste ikke bliver tilfældet. (Mock-up: Rec.dk)

Rec.dks lidt humoristiske mock-up af smartskærmen viser sig måske at være tættere på virkeligheden end vi selv havde regnet med.

”Det er svært at spå…især om fremtiden” er et godt, dansk udtryk, der som regel attribueres til Storm P. (selv om han formentlig stjal det fra en politiker fra den samme tidsperiode). Det kan især være svært at spå om teknologier, der ligger nogle år ude i pipelinen.

Teknologijournalistik handler ofte om netop at rapportere fra pipelinen – hvad er de seneste planer, vi har hørt om fra teknologiselskaberne. Det er nemlig populært stof og fodrer læsernes teknologifascination. Men det er også teknologijournalistens opgave at gøre opmærksom på kvaliteten af rapporterne, og i hvor høj grad, de bør tages alvorligt.

Annonce:

En gang imellem tillader vi os som teknologijournalister at spekulere lidt, baseret på, hvad kilder med kendskab til sagen har fortalt. Spekulation af den art skal altid markeres som netop værende spekulation og ikke fakta. Nogle gange tager spekulationen visuel form, som det f.eks. gjorde, da vi rapporterede om Apples forventede lancering af en smartskærm.

De første meldinger gik på, at der ville blive tale om en enhed, hvor der sidder en robotarm på en base med en højttaler ombord. I den anden ende af armen er der en skærm, der kan flytte sig rundt med brugeren, sådan at vedkommende kan gå rundt i rummet og stadig dels have skærmen i sit synsfelt uhindret, og dels vil kunne ses af det kamera, der sidder i skærmens ramme.

G4-agtig base med kvadratisk skærm

Det lød jo unægtelig som en slags iPad for enden af en robotarm, der sidder oven på en HomePod. Det fik undertegnede journalist til at tænke på det klassiske iMac G4-design fra starten af 2000’erne, der stadig er en af de helt store genistreger Jony Ives designerhold. Af samme grund brugte vi en G4 med en HomePod som base som en lidt spøgefuld illustration. Du kan se mock-up’en herover og originalen herunder.

Apples iMac G4 blev lanceret i 2002 med et dengang temmelig radikalt bud på et computerdesign. Det ligner stadig noget fra fremtiden (Foto: Apple).

Det er efterhånden tre år siden, de første rygter om smartskærmen dukkede op, men de fik for nylig en benzinindsprøjtning, da kilder med kendskab til Apples planer sagde, at skærmen med robotarmen formentlig kommer i 2026, mens en billigere version uden robotarm allerede dukker op til næste år.

Det blev senere underbygget af, at Apple forventes at lancere smartskærmens styresysten, HomeOS, som sit næste styresystem. Alle disse bulletiner kom fra Bloombergs Mark Gurman, der anses for at være en af de mest troværdige Apple-spåmænd derude. Og nu melder Gurman i sit nyhedsbrev, at vores spøgefulde illustration måske var lidt mere inden for skiven end vi selv havde regnet med.

Gurman skriver nemlig, at den kommende smartskærm får en ”fod” eller base, der minder om det runde design, som G4 havde, blot noget mindre. I den første version af smartskærmen, der kommer til næste år, sidder skærmen direkte på basen. I versionen, der kommer i 2026, kommer robotarmen formentlig til at være forbinde til basen – og dermed kommer den til at ligne en G4 endnu mere.

Ud over størrelsen er der dog en bemærkelsesværdig forskel på G4-designet og de kommende smartskærme: skærmen er mere kvadratisk end bred. Ifølge Gurman kommer skærmen til at svare til cirka to iPhones, der ligger ved siden af hinanden. Det havde vi ikke lige forudset i vores lidt amatøragtige mock-up. Men man kan jo ikke vinde hver gang.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.