Den foreløbigt sidste runde af Mac-lanceringer med M4-serien ombord kom i dag i form af Apples laptops for professionelle brugere.
Ganske som ventet præsenterede i dag tre nye versioner af MacBook Pro med forskellige varianter af den nye M4-chip ombord. Ud over M4 Pro, som så dagens lys i går sammen med en ny Mac Mini, har vi nu også fået M4 Max at se til dem, der har brug for så meget ydelse som overhovedet muligt.
Fælles for alle tre chips er, at de er baseret på en ny 3-nanometer produktionsproces i anden generation. Men derudover er der en del variationsmuligheder i forhold til antal kerner og hvordan de er fordelt.
Grundmodellen med M4-chip leveres med mindst 16 GB hukommelse og tre Thunderbolt 4-porte. M4-chippen i denne maskine er den samme som sidder i de M4-Mac Mini’erne, der præsenteredes i går. Det betyder, at der er 10 CPU-kerner (4 højtydende og 6 strømsparende kerner) og tilsvarende 10 kerner på GPU’en.
Den kan konfigureres med op til 32GB RAM, men kommer som standard med enten 16 eller 24GB. Ligeledes kommer den med enten 512GB eller 1TB SSD, der dog kan konfigureres med op til 2TB. Batteriet kan klare 24 timers videoafspilning på en opladning ifølge Apple, der samtidig skriver at det er en ny rekord for en MacBook.
Kernesund computer
Vil du holde dig til en 14”-maskine, men vil op i en M4 Pro-chip kan du få den med enten er udstyret med en 12 eller 14 kerner på CPU’en bestående af hhv. 8 eller 10 højtydende kerner og fire effektivitetskerner. GPU’en har ligeledes enten 16 eller 20 kerner, men den kan faktisk også konfigureres med helt op til 32 kerner, hvis du har behov for (og råd til) det. Den kommer som standard med 24GB RAM, men kan, afhængig af chippen, konfigureres med op til 48GB.
Endelig kan 14-tommeren også konfigureres med M4 Max-chippen, når det skal gå virkelig stærkt. Her er standardkonfigurationen ligesom top-versionen af Pro-versionen, altså 14 CPU-kerner og 32 GPU-kerner. Men du kan også få den med 16 CPU-kerner og 40 GPU-kerner, hvis du vil have et sandt monster af en maskine. Den kommer som standard med 32GB RAM, men kan, afhængig af chippen, konfigureres med op til 128GB.
Der er tale om 12 højtydende og 4 effektivitetskerner på CPU’en på 16/40-kombinationen, der samtidig udgør standard-konfigurationen for, hvad der må kaldes topmodellen blandt MacBook Pro’er i 2024, nemlig 16”-MacBook Pro med M4 Max. Den kommer som standard med enten 32 eller 48GB RAM og kan konfigureres med op til 128GB.
Du kan dog også få en 16”-skærm med alle de andre chipkonfigurationer undtagen den helt basale M4-chip. Vælger du en kombination med 16”-skærm og M4 Pro, er der 48GB RAM som standard i maskinen.
Nanotekstur på en laptopskærm
Alle modellerne fås med den samme skærmteknologi, nemlig Liquid Retina XDR-display. I XDR kan den klare 1000 nits, i HDR op til 1600 nits ifølge Apple. Apple skriver også at skærmen kan vise SDR-indhold med op til 1000 nits lysstyrke udendørs. Som noget nyt tilbydes en nanotekstur-version af skærmen, der nedbringer refleksioner og genskin. Apple har tidligere lanceret denne teknologi på iPad Pro og sine skærme.
14”-skærmen har en opløsning på 3024 x 1964 pixels og altså 254 PPI. 16”-skærmen har en opløsning på 3456 x 2234 pixels, også med 254 PPI. Alle tre modeller er nu også udstyret med et 12 MP kamera med Center Stage-funktion, der automatisk holder brugeren i centrum af billedet under videoopkald.
Pro- og Max-modellerne er udstyret med tre Thunderbolt 5-porte, der tillader dataoverførsel med op til 120 Gb/s. HDMI-porten understøtter nu op til 8K-opløsning. Lidt skuffende kan M4- og M4 Pro-modellerne kun klare to eksterne skærme, man skal op i M4 Max-versionerne for at tilslutte tre eller fire eksterne skærme. Her kan Mac Mini med de samme chips håndtere flere skærme bedre.
Flere valgmuligheder
Bortset fra Thunderbolt 5-understøttelsen er stik- og port-konfigurationerne er stort set ligesom den nuværende. Det betyder, at der ud over de tre USB-stik og HDMI-stikket sidder en SDXC-kortlæser, MagSafe 3-port til opladning og minijack-stik til hovedtelefoner i maskinerne. De derudover understøtter Wi-Fi 6E og Bluetooth 5.3.
Maskinerne fås i sølv og space black, kan forudbestilles fra i dag og vil være tilgængelige i butikkerne fra den 8. november. 14” M4-modellen starter ved 14.999 kroner. M4 Pro-versionen med 12/16 CPU/GPU-kerner starter ved 18.999 kr. Dens storebror med 14/20 kerner koster fra 22.599 kroner. En version med M4 Max starter ved 29.799 kroner.
Vil du op i den større 16”-skærm, koster den billigste version med 14/20 kerner og 24GB RAM 22.999 kroner og opefter, og du skal lægge 3.600 kroner oven i for at få versionen med 48GB RAM. M4 Max-udgaven med 14/32-konfiguration og 36GB RAM koster fra 31.999 kroner, mens topmodellen med 16/40 kerner og 48GB RAM starter ved 36.499 kroner.