Forside * Nyheder

4K-version af Nintendo 64 kommer tidligt næste år

-
Hvis du har gamle N64-cartridges liggende, men ingen fungerende N64, kan du snart købe en ny 4K-udgave af den gamle konsol (Foto: Analogue)

Men du kan allerede om få dage forudbestille Analogue 3D, som retro-spilkonsollen hedder.

Der synes at være en meget naturlig kohorte-effekt, når det gælder retro-spilkonsoller. Sagt på en anden måde kommer der genopfundne versioner af fortidens spilkonsoller, efterhånden som fans af de oprindelige konsoller (og også selve konsollerne) når en vis alder.

Således er 1980’ernes favoritkonsoller og computere, der var populære at spille på, blevet genudgivet i forskellige former, og 80’er-generationen er ligesom blevet dækket ind. Nu er det så blevet tid til 90’er-generationen.

Annonce:

Efter en død periode for stationære spilkonsoller fik disse noget af en renæssance i midt-halvfemserne, og de har populære lige siden. Således dukkede den første Sony PlayStation op i Europa i 1995 og blev et gigantisk hit. Det kunne en af spilkonsollernes konger, Nintendo, naturligvis ikke lade gå ubesvaret, og i 1996 lancerede de derfor Nintendo 64.

Nintendo 64 blev også voldsomt populær, og man kan næsten altid gætte alderen på midaldrende gamere ved at spørge dem, om de havde en ”64’er”, da de var yngre. Hvis svaret lyder, at de havde en Commodore 64 er de typisk over eller nær de 50, men hvis de med ”64’er” mener Nintendo 64, er de nok nærmere i starten af 40’erne.

Billedrørs-tilstand

Det er netop den sidstnævnte gruppe, som firmaet Analogue gerne vil have fat i, når det i første kvartal næste år lancerer en ny 4K-version af Nintendo 64. Konsollen hedder Analogue 3D, men man skal ikke lægge for meget i ”3D”-navnet. Der er hverken tale om en spilkonsol, man kan bruge 3D-briller sammen med, eller en udgave af en af Nintendos gamle, håndholdte konsoller.

Til gengæld kan Analogue 3D håndtere alle de gamle Nintendo 64-cartridges, lover firmaet. Den kan endda tage spillene på dem og opskalere dem til 4K-opløsning, hvilket betyder, at der er helt nye spiloplevelser at hente på maskinen, også selv om der er tale om et gammelt spil. Du kan angiveligvis også downloade spil til den, hvis du ikke har gamle cartridges liggende.

Analogue 3D (og tilsvarende 8bitdo-controller) få også i hvid (Foto: Analogue)

Skulle nostalgien dog være i hovedsædet, kan du også holde opløsningen nede og du kan endda vælge en display-tilstand, der får din fladskærms gengivelse af spillet til at se ud som det gjorde i gamle dage, hvor spilkonsoller blev tilsluttet et billedrørs-TV.

Kort og kabler følger med

Har du stadig dine gamle N64-controllere liggende, har Analogue 3D de samme fire porte til disse på fronten som originalen. Men den kan altså også håndtere Bluetooth, så du kan bruge en trådløs controller. Der følger ingen controller med, men du kan tilkøbe en ny version af N64-controlleren fra 8bitdo hos Analogue, når du bestiller konsollen online.

Ud over Bluetooth har den også WiFi, to USB-porte og en SD-kortlæser. Der følger endda et 16GB-kort med, et HDMI-kabel og et USB-kabel, samt en strømforsyning med i kassen. Konsollen er baseret på Intels Cyclone 10GX-chip og har sit eget, nye styresystem med navnet 3Dos. Konsollen er regionsfri og hvis du er nostalgisk nok til at tilslutte den et billedrørs-TV, håndterer den både PAL og NTSC.

Der åbnes for forudbestillinger af Analogue 3D 21. oktober. Den koster 249,99 dollar, hvilket svarer til cirka 1.721 kroner før danske skatter og afgifter samt forsendelse. Analogue har allerede en række genudgivne Nintendo-konsoller, som de shipper til Danmark, så man må gå ud fra, at Analogue 3D ikke er nogen undtagelse.

 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.