Forside * Featured

Spilanmeldelse: Concord

-

Sony udgiver nyt online skydespil til PC pg PS5. Concord er et friskt og velproduceret pust til en efterhånden ret overbefolket genre.

For lidt tid siden sendte Sony spillet “Concord” på markedet til PS5 og PC. Spillet er et fps (førstepersons skydespil) og kun spilles online, hvilket måske vil afskrække nogle. Spillet indeholder altså ingen singleplayerdel.

Annonce:

Som der er for vane med Sonys førstepartstitler, er spillet gennemført og vellavet. Grafisk er det et af de flotteste skydespil jeg har stiftet bekendtskab med, ligesom lydsiden også er ganske imponerende. Det hele kører rigtig godt og jeg har ikke oplevet det mindste problem med afviklingen.

Historien er indtil videre temmelig ligegyldig, men udviklerne lover ugentlige “historietilføjelser”, der gradvist vil åbne Concord-universet, lige som vi kender det fra Destiny, der er udviklet af samme folk som står bag Concord.

Spillet indeholder dog en menu, hvor man kan læse om de forskellige karakter og planeter. Jeg må tilstå at jeg ikke har brugt mange sekunder her. Det virker også underligt at få en lang historie om fjender man skal kæmpe imod, hvorefter holdene jo består af de samme karakterer som dem man selv benytter.

 

Concord byder på 16 karakterer der alle er fuldt tilgængelige fra start. Hver karakter udmærker sig med sine egne fordele og ulemper. Der er god variation mellem karaktererne, der alle er holdt i en humoristisk og farverig stil.

Tænk filmen “Guardians of the Galaxy” møder styring ala Destiny og du har en god ide om, hvordan Concord føles. I stedet for at skifte loadout, skifter man her karakter efter hvilke der passer en bedst.

Spillet ansporer en til at lære alle at kende samt skifte karakter ofte undervejs, da der tilbydes fordele til dit hold, hvis du skifter undervejs. Man spiller i teams af 5 i spilmodes der hedder noget andet, men egentlig lægger sig meget tæt på af de mest populære fra spil som Call of Duty. I skrivende stund er der relativt få spilmodes, men flere skulle komme til over de kommende måneder.

 

Banerne i Concord har hentet inspiration fra dem man ser i “Overwatch”. Der tilskyndes til teamplay, da man sjældent klarer sig ret længe alene. Der er en god afstemning mellem karaktererne, så man, uanset hvem holdet sætter sammen, har et slagkraftigt hold, hvis man følges ad. Det betyder at spillene ofte er ret intense omkring diverse “choke points” og der favoriseres helt klart de hold der forstår at hjælpe hinanden.

Banerne indeholder ofte steder du kan få helbred og på den måde er Concord ganske sjovt, fordi du kan formå at holde dig i live længere end i spil som f.eks førnævnte Call of duty.

Der er ingen tvivl om at der er lagt mange kræfter i udviklingen af Concord. Spillet er smukt, lyder fabelagtigt og der er lagt tid i at lave varierede baner og karakterer der alle er sjove at spille. Der lægges som nævnt op til samarbejde og jeg er sikker på, at det er ret sjovt at lave et team med vennerne.

Det er forfriskende at det handler om at opgradere sine karakterer frem for sine våben og jeg er vild med præsentationen, i alt fra menuer til spilmodes. Det er overskueligt og lækkert.

Men, for der er et stort men lige nu. Concord har kæmpet med opmærksomheden op til udgivelsen og træder ind i et marked, hvor det skal kæmpe med nogle ret store konkurrenter. Rygter siger at der er få spillere online, især på Pc. Jeg har også oplevet tider, hvor det har været svært at finde nogen at spille imod.

Om det skyldes at spillet lige skal igang ovenpå udgivelsen skal jeg ikke kunne sige, men med et live-service spil, som Concord er, risikerer man at ende med et “dødt” spil, hvis ikke der er spillere nok online. Og lukker serverne, er pengene tabt, da der kun er ganske lidt at tage sig til udenfor multiplayer.

Jeg håber at Concord bider sig fast, for hvor er det befriende med en titel uden mikrotransaktioner. Når spillet er købt og betalt, er alt gratis. Også kommende tilføjelser ifølge udgiveren.

Konklusion

Concord er overordet et fint skydespil, der nok skal begejstre fans af genren. Det er virkelig flot grafisk og lydsiden er fantastisk. Karakterne er varierede og byder alle på interessante våben og skills.

Spillet mangler lige nu lidt indhold og det kan være tungt med spillere online, især på PC. Spillet har dog en crossplay funktion, så PC og PS5 spillere samles, men så skal man som PS5 spiller nok forvente at få røvfuld.

Om Concord står distancen eller knækker nakken overfor et heftigt marked med mange titler i netop den genre, må tiden vise, men spillet i sig selv fejler bestemt ikke noget.

Karakter: 7/10

 

Pris og tilgængelighed

Concord koster kr. 300 til PS5 (se forhandlere og dagspris)

Ude nu til PS5 og PC

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.