Forside * Nyheder

SharkNinja hvidevarer på vej ud i de danske butikker

-
Foto: recordere.dk

Amerikansk elektronikgigant begynder at røre på sig og annoncerer dansk indtog

Du er tilgivet, hvis du ikke er familiær med SharkNinja. Producenten af husholdningselektronik har i det seneste års tid gjort en forsigtig entre på det danske marked, men på dette års elektronikmesse IFA Berlin annoncerer SharkNinja, at man gør sig klar til at rulle de store produktporteføljer ud i de danske butikker – fysiske som online.

SharkNinja er to brands. Shark-brandet består af elektroniske rengøringsprodukter og skønhedsprodukter, mens Ninja-brandet dækker over køkkenapparater. SharkNinja beskriver sig selv som en innovativ og nyskabende producent, men innovationen fokuserer på at forbedre eksisterende produkter på markedet. Under en roundtablesnak med blandt andre Recordere.dk, fremhæver Neil Shah, Chief Commercial Officer for SharkNinja, deres seneste airfryer med to etager som et eksempel på virksomhedens innovative tankegang.

Annonce:
Neil Shah fra SharkNinja. Foto: recordere.dk

I Europa er køkkenet i hjemmet ofte mindre end i USA, hvor SharkNinja holder til. Neil Shah fortæller, at man har studeret feedback fra kunder verden over, hvormed producenten har udviklet en ny airfryer med to rum, men i to etager for at enheden ikke skal brede sig ud over den sparsomme køkkenbordsplads. På denne måde kan man stege både to ting på en gang.

Recordere.dk spørger ind til, hvad vi kan forvente af SharkNinja i Danmark, og hvornår firmaet begynder at rulle deres større produktlanceringer ud. Svarene er noget tvetydige, men danske forbrugere vil begynde at se Shark og Ninja-produkter allerede i tredje kvartal 2024, mens flere vil komme til i fjerde kvartal 2024.

Neil Shah undlader at svare konkret på, om det er pris, kvalitet eller funktioner, som SharkNinja fokuserer på. Han lader pressen forstå, at virksomheden står for kvalitet, men da Recordere.dk spørger ind til detaljerne i dette fokus, fortæller Neil Shah, at det afhænger af det enkelte produkt, og hovedfokus er at tage eksisterende produkter og forbedre dem, så SharkNinja løser problemer, som forbrugeren ikke vidste, de havde.

”Hvilke problemer har forbrugeren? Og hvordan kan vi løse dem bedre end alle andre? Vores virksomhed arbejder med eksisterende produktkategorier, og hvordan vi kan forbedre dem. Når vi entreer med en ny produktkategori, har vi 0 % markedsandel, men efter noget tid sidder vi ikke kun med en høj markedsandel – vi har også fået markedet til at vokse”.

Shah ville ikke komme ind på, hvordan den amerikanske markedspenetrerer positionerer sig i forhold til etablerede brands i Danmark såsom Philips, Samsung eller OBH. Men ser man på nogle af SharkNinjas annoncerede produkter på IFA, ligger prisniveauet typisk i mellemklassesegmentet.

Foto: recordere.dk

Blandt de annoncerede produkter er der semiautomatiske espressomaskiner, forskellige typer airfryere, elektroniske skønhedsprodukter, robotstøvsugere og støvsugere uden ledninger.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.