Intel var åbenbart klar til både at designe og fremstille chips til den kommende PlayStation, men endte alligevel med at tabe til konkurrenten.
Sony er på vej med PlayStation 5 Pro, der som navnet antyder, gør PlayStation-oplevelsen vildere. PS5 Pro har en opgraderet GPU, der er 45% hurtigere end sin forgænger, og konsollen benytter sig af AI-drevet opskalering og mere avanceret ray tracing.
Men Sony har også i flere år været i gang med at planlægge PlayStation 6. Og i dag kan Reuters så rapportere en nyhed, der lægger til den allerede anselige bunke af dårlige nyheder, der i de seneste måneder har ramt Intel.
Efter lang tids forhandlinger har Sony nemlig valgt AMD som leverandør af hovedchipsættene til PlayStation 6. AMD leverer allerede chips til PS5-serien, og ifølge Reuters kan Sony spare penge på udviklingsressourcer ved at undlade at skifte til Intel.
Det sidste ville naturligvis have krævet lidt ekstra arbejde for at sikre bagud-kompatibiliteten med PS5. Det har tidligere været et problem på Xbox-platformen, og Sony vil gøre, hvad de kan for at undgå noget lignende. Men som Reuters skriver, er det ikke udfordringen med bagud-kompatibilitet, der gjorde, at Intel blev fravalgt.
Ville tjene for meget pr. chip
Intel havde budt ind på PlayStation 6, fordi firmaet som bekendt har en strategi, hvor tabt omsætning på chip-designområdet skal hentes ind på fremstilling via Intel Foundry, en konkurrent til bl.a. Taiwan Semiconductor Manufacturing Company, eller TSMC. Intel ville altså ikke bare kunne designe, men også fremstille PS6-chipsættene for Sony.
Den amerikanske regering tilbyder lige nu subsidier til projekter, der hiver selve fremstillingen af chips til USA i stedet for f.eks. Taiwan. Det sker dels for at skabe arbejdspladser, men også for at sikre, at der kan blive produceret chips, hvis Kina skulle invadere Taiwan.
Man skulle altså tro, at Intel ville kunne tilbyde en god pakkeløsning med en klækkelig rabat understøttet af statsmidler. Men det var åbenbart ikke nok for Sony. Ifølge flere kilder, som Reuters har talt med, strandede forhandlingerne på, at Sony og Intel ikke kunne blive enige om, hvor meget fortjeneste, Intel måtte have på hver enkelt chip, der blev solgt til Sony.
Forhandlingssammenbruddet fulgte efter måneder med diskussioner, der ofte var helt oppe på topniveau, hvor de administrerende direktører fra Sony og Intel mødtes for at prøve at få en aftale på plads. Diskussionerne involverede også ”dusinvis” af andre chefer og teknikere, og fulgte efter en længere udskillelses-proces, hvor blandt andet firmaer som Broadcom havde budt ind, men blev valgt fra.
Intel afviser
Under den sidste del af forløbet, som fandt sted i 2022, stod Sonys valg altså mellem AMD og Intel. Og da Intels pris per chip åbenbart var for høj og indeholdt for høj en fortjeneste til Intel, valgte Sony i stedet AMD ifølge Reuters. Det betyder formentligt, at PlayStation 6’s chips skal laves i Taiwan hos TSMC i stedet for i USA.
En talsperson fra Intel fortæller Reuters at firmaet ”er stærkt uenig i denne fremstilling af forløbet, men vi kommenterer ikke om diskussioner med vores kunder. Vi har en sund pipeline af kunder i både vores design- og fremstillings-forretninger og er skarpt fokuserede på at innovere for at opfylde deres behov”.
Reuters kunne også i slutningen af august rapportere om, hvordan chip-veteranen Lip-Bu Tan havde forladt Intels bestyrelse meget pludseligt. Det var Tans ansvar at holde øje med Intel Foundry på bestyrelsens vegne, og tiltrådte i bestyrelsen netop for at hjælpe med opstarten af Foundry.
Men efter to år var Tan ifølge flere kilder blevet meget frustreret over hvad Reuters kalder en Intels bureaukratiske og risiko-uvillige kultur, samt firmaets tilgang til fremstillingskontrakter og hvad Tan angiveligt vurderede var et alt for overdimensioneret antal ansatte.