Danske Medier og Jobindex har besluttet at anke Sø- og Handelsrettens dom fra 27. august 2024, der frifandt Google i en sag om krænkelse af Jobindex’ rettigheder.
Dommen slog fast, at Google ikke kunne holdes ansvarlig for brugen af Jobindex’ jobannoncer i deres specialiserede tjeneste, Google for Jobs. Retten konkluderede, at Google for Jobs-tjenesten blot er en del af Googles almindelige søgemaskine og dermed ikke udgjorde en konkurrent til Jobindex.
Denne vurdering er Danske Medier og Jobindex dog stærkt uenige i. Ifølge de to parter bygger dommen på en juridisk forkert fortolkning af Googles ansvar i relation til brugen af andres indhold i deres jobtjeneste. De mener, at Google for Jobs fungerer som et selvstændigt jobunivers, der uretmæssigt udnytter Jobindex’ indhold ved at kopiere hele jobannoncer uden samtykke.
”Vi er efter nøje juridisk rådgivning overbeviste om, at rettens præmisser er helt fejlagtige. Derfor ser vi det nødvendigt at få sagen prøvet i en højere instans,” udtaler Christina Blaagaard, formand for Danske Medier.
Sagen kan få stor betydning for fremtidige vurderinger af techgiganternes ansvar i brugen af tredjepartsindhold, særligt inden for specialiserede tjenester som jobannoncering.