Forside * Nyheder

Hæng en iPhone Gen 1 på væggen i adskilt form

-
Nu kan tech-nostalgien hænges på væggen – her i form af den første iPhone, der lanceredes i 2007 (Foto: Grid Studio)

Gamle iPhones, iPods, og MacBooks, men også endnu ældre Nokia’er og gaming-udstyr bliver til kunst hos Grid Studio, der nu kører det nostalgiske koncept på fjerde år.

Mandag kommer mange Apple-glade mennesker verden over endnu en gang til at stå over for et dilemma, der opstår hvert efterår. Med en ny iPhone på markedet, er det så tid at sende den gamle på pension? Og i givet fald, hvor skal den nyde sit otium?

Mange vælger naturligvis at give den gamle iPhone til et familiemedlem, der ikke på samme måde har behov for at have det nyeste Apple-produkt i lommen. Andre sælger den, eller returnerer den via Apples returprogrammer. Atter andre sender dem til genbrug eller lægger dem i en skuffe, hvor gamle smartphones hober sig op.

Annonce:

Og så er der dem, hvis gamle iPhones ender som kunst. For fire år siden startedes Grid Studio, en online kunsthandel af de lidt mere specielle. Der bliver nemlig ikke solgt oliemalerier eller skulpturer hos Grid, men derimod adskilte iPhones og andre Apple-produkter.

Grids hovedprodukter er nemlig smartphones og andre gadgets, primært fra Apple, men også fra andre producenter, hvis hovedbestanddele sættes fint op på en pæn, hvid baggrund og derefter indrammes. Der er også informationer om den pågældende device og dens komponenter på baggrunden – lidt som man ville kunne finde det på et museum. Man kan også se det som en slags kunst-version af en iFixIt-video.

Nokia 3310-minder

Grid Studio fylder fire år i disse dage og har derfor et udsalg et par dage endnu, hvor du kan få en ret så klækkelig rabat, hvis du er tilstrækkelig tech-nostalgisk til at hænge gamle gadgets op på væggen.

Nokia 3310 som pynt til væggen. (Foto: Grid Studio)

Du kan f.eks. købe en førstegenerations-iPhone som kunstværk for 299 dollar lige nu, der normalt koster 699 dollar, svarende til lige over 2.000 kroner før danske skatter og afgifter samt forsendelse kommer oven i. Det er noget billigere end de 4700 kroner (også før danske skatter etc.), du ellers normalt ville skulle slippe.

Der er dog kun 40 styks af disse førstegenerations-iPhones, så tilbuddet gælder kun så længe lager haves. Som nævnt er det dog ikke kun Apple-produkter, der er tilgængelig, selv om Grid Studio selv indrømmer, at de er totale Apple-fans. Ægte telefonnostalgikere vil måske snarere kaste sig over Nokia 3310 (den gamle version), der lige nu er på tilbud til 935 kroner før danske skatter og afgifter.

Det startede med iPod

Gamere vil måske foretrække nogle af de spilrelaterede produkter, Grid har lavet, som omfatter en hel række controllere gående tilbage til Super Nintendo-konsollen, men også håndholdte spilkonsoller som Nintendos forskellige DS-modeller, Game Boy og Game Boy Advance, samt et par versioner af Sonys håndholdte PSP- og Vita-konsoller.

For mange mennesker startede romancen med Apple med en iPod, og det gælder også Grid Studios stiftere (Foto: Grid Studio)

Af andre sjove værker kan man finde den første generation af MacBook Air, en opsætning af forskellige Apple-chips og så naturligvis en hel masse forskellige iPods, inklusive den første af disse, der kom på gaden, den særlige U2-iPod og tredje generation af iPod Nano. Det var med iPod, stifteren af Grid Studio forelskede sig i Apples produkter, sådan som det også skete for mange andre mennesker verden over.

Grid Studio har hjemme i Kina, man har et lagre forskellige steder i verden, herunder et i Tjekkiet, der tager sig af EU-kunderne. De leverer derfor gerne deres produkter globalt. Og hvis du er bekymret for at et iPhone-batteri kunne finde på at eksplodere bag glasset efter at have hængt på væggen i nogle måneder, kan du tage det roligt. Batterierne er de eneste komponenter, der ikke er ægte, men er derimod harmløse plastikversioner.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.