YouSee Audio er et nyt streaming tv-produkt hvor lyddelen er udviklet i samarbejde med Bang & Olufsen
YouSee introducerer et nyt produkt, der kombinerer deres streaming underholdningsplatform, YouSee Play, med lydteknologi fra Bang & Olufsen. Det nye produkt, YouSee Audio, giver brugerne mulighed for at udvide deres tv- og streamingoplevelse med lyd. Boksen er både en streamingenhed og en tv-højttaler.
“Vi stræber efter hele tiden at forbedre brugeroplevelsen af vores YouSee Play-univers. Sidste år lancerede vi YouSee Streamer, som samler streaming og tv i én samlet brugerflade. Nu fokuserer vi også på lydoplevelsen med YouSee Audio, der kombinerer vores underholdningstilbud med lyddesign fra Bang & Olufsen”, forklarer Christian Morgan, CEO for YouSee, i en udmelding.
Med YouSee Audio bliver det muligt at erstatte tv’ets lyd uden behov for store anlæg. Lydsystemet er designet med teknologi fra Bang & Olufsen, og understøtter Dolby Atmos.
“Vi har optimeret alle aspekter af lyden ved at anvende vores unikke lyddesign. YouSee’s kunder får dermed en forbedret lydoplevelse, hvad enten de ser tv, film eller serier”, fortæller Duncan McCue, Vice President for Strategic Partnerships hos Bang & Olufsen
Produktet er udviklet i samarbejde med den franske producent Sagemcom. Ifølge Oliver Taravel, Senior Executive VP for Audio Video Solutions hos Sagemcom, er målet at skabe en enklere installation og opsætning: “Vi er stolte af at være producenten bag dette produkt, som gør det muligt for brugerne at få en unik underholdningsoplevelse.”
YouSee Audio er baseret på Android TV og kommer med en række præ-installerede apps, og der er mulighed for at tilføje flere via Google Play app-butik.
Derudover kan man stemmestyre enheden med Google Assistent, og der er Bluetooth-forbindelse, som gør det muligt at bruge produktet som højttaler, selv når tv’et er slukket. Fjernbetjeningen er også Bluetooth-baseret.
YouSee Audio er udviklet til at kunne bruges med 4K Ultra HD og Dolby Vision, hvilket gør den ideel til brugere, der både ser flow-tv og streamer indhold.
Derudover giver en særlig knap på fjernbetjeningen hurtig adgang til YouSee Musik, som er Danmarks næststørste musiktjeneste (kræver særskilt abonnement).
Den ny ‘boks’ er kraftigere end YouSee Streamer, som blev lanceret sidste år, og kører Android TV smidigt. Kanal-zap er også blevet hurtigere. YouSee har i det hele taget arbejdet på, at få oplevelsen af denne streaming enhed så tæt på den klassiske tv-boks som muligt.
En anden nyhed, i forhold til YouSee Streamer, er at YouSee Audio har fået frekvensmatch på app-niveau. Dvs. den kan eksempelvis skifte til 60 Hz på udgangen når Netflix åbnes og 50 Hz når DRTV eller TV 2 Play åbnes.
Som en tredje nyhed, så er det nu muligt at ændre på hvilke tv-kanaler og streamingtjenester man har i abonnementet direkte fra fjernbetjeningen. Tidligere skulle man scanne en QR-kode med telefonen og foretage de valg/skift på en webside, nu gøres det direkte i enheden.
På lydsiden er der lydprofiler som optimerer equalizing i forhold til indholdet. Mulighederne er Auto, Tv & film, Musik, Neutral og Night Mode. Det kan forudindstilles per app, så musik-apps automatisk får lydprofilen Musik og tv-apps automatisk får profilen til Tv & film.
Pris og tilgængelighed
YouSee Audio koster 999 kr. ved oprettelse og kan bestilles i YouSee’s butikker eller via deres kundeservice.
Produktet er tilgængeligt fra den 25. september.
YouSee Audio produktspecifikationerOpløsninger: 2160p (4K UHD) / 1080p (Full HD) / 1080i / 720p (HD) Videoformatforhold: MPEG-LA MPEG2, MPEG-LA AVC/H.264, MPEG-LA HEVC/H.265, HEVC Advance, Dolby Vision, HDR10+, HDR10, HLG, AV1, AV9 Lydformatforhold: Audio by Bang & Olufsen, Dolby MS12v2 inklusive Dolby Atmos Decode og Dolby Digital+, HE AAC Multi Channel, MP3, MPEG Audio Styresystem: Android TV OS 12 Wifi: Wifi 2×2 802.11ax DBS / Wifi 6 and BLE 5.2 Audio output (indbygget): 2 x højtalere til standard højre/venstre stereo, 1 x højtaler til center (dialog), 1 x aktiv woofer – 26 watt RMS Input Netværk: 1 x RJ 45 Ethernet Strømforbrug: Aktiv 5,6W, passiv/stand-by 0,5-2W Tilbehør i kassen: Anbefaling Minimum 20 Mbit/s bredbåndsforbindelse |